Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Billigbog
Billigbog er en uheldig dansk betegnelse for serieudgivne bøger med ensartet format, rimeligt udstyr og blødt kartonindbinding - på engelsk kaldt «paperback» efter indbindingsformen, på svensk og nordamerikansk «pocketbook» efter størrelsen. Allerede i 1500 tallet cirkulerede der i Europa folkebøger til lav pris, enkel form og populært indhold. Ridderromaner, eventyr og røverhistorier forankret i folkedigtningen blev gennem bogtrykkerkunsten tilgængelig for et bredere publikum. Men først i 1800 tallet, efter borgerskabets udvikling, opstod forudsætningerne for billigudgivelser i større oplag. Folkeskolen skabte et større læsekyndigt publikum, og bogtrykning blev industrialiseret gennem opfindelsen af cylinderpressen (1814) og den moderne sættemaskine (1884). Jernbanen fik stor betydning for udbredelsen af de billige bøger, og i mange lande opstod forlag og distributører, der specialiserede sig i salg til de rejsende. Den borgerlige roman (Walter Scott, Charles Dickens, Alexander Dumas) fik en central rolle i de nye billigserier, der ofte var præget af høj kvalitet.
Selv om billigbogens karakteristiske træk (fast pris og format, seriesymboler, farverige omslag, lavt forfatterroyalty) blev udviklet allerede i det 19. århundrede, kom det afgørende gennembrud først i mellemkrigstiden. Udgivelsen af de 10 første Penguinbøger i 1935 udgør en milepæl. Penguinbøgerne blev ved hjælp af en stor varehuskæde en succes, men i dag er serien kendt over hele verden som prototypen på en «kvalitetsbilligbog»-serie, og med hovedvægten af salget i boghandelen. Denne udvikling er karakteristisk for vor tids kvalitetsbilligbog. De første Penguinbøger der var håndplukkede og letlæste romaner, blev solgt til enhedspris og havde næsten identiske orangefarvede omslag. I dag er Penguins omslag farverige og individuelle, pris og format varierer, og indslaget af faglitteratur, opslagsværker og klassikere er større end det skønlitterære. Bøgerne har fået en form der appellerer til det intellektuelle publikum. Raffineret design signalerer kvalitet og skaber en klar grænse mod den trivielle underholdningslitteratur. Et godt udbygget boghandlersystem med butikker der kan udstille et stort antal forskellige titler, er en forudsætning for fremvæksten af denne type kvalitetsbilligbøger.
I USA startede forlaget «Pocket Books» sin billigserie i 1939 og blev godt hjulpet af de nordamerikanske troppers læsebehov. Det nordamerikanske boghandlersystem er svagt udviklet, og billigudgivelserne har siden deres start været præget af rendyrket underholdning i kulørte omslag. Disse billigbøger er produceret til kiosken og tobaksforretninger, hvor få titler udstilles og salget sker hurtigt og impulsagtigt. Det klare skel der er opstået i Europa mellem underholdningsbilligbogen og kvalitetsbilligbogen er langt mindre synligt i USA.
I sine to præsentationsformer repræsenterer billigbogen på mange måder det bedste og det værste i den borgerlige kultur. Mens kiosklitteraturen ofte er politisk reaktionær, sproglig ubehjælpelig og med stærke indslag af vulgær pornografi og voldsromantik, kan kvalitetsbilligbøgerne formidle betydelige politiske, kulturelle og litterære værker til priser, som næste alle kan klare. Billigbogen har haft speciel betydning i 1960'erne og 70'erne som forum for den radikale politiske debat, men dette er sket indenfor den trygge «finkulturelle» ramme. Forsøg på at sprede progressiv litteratur indenfor kiosksystemet i konkurrence med sex og kriminalbøgerne har ikke hidtil givet resultater. Her ligger en væsentlig kulturopgave og venter på løsning.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 30.102