Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Højskoler

I Danmark anvendes ordet højskole i flæng med det mere præcise synonym folkehøjskole, mens de tilsvarende udtryk i andre lande betegner enten en gymnasielignende skole (High School i USA) eller en uddannelsesinstitution nærmest på universitetsniveau (for eksempel Hochschule i Tyskland og högskola i Sverige) Dette er ikke blot en sproglig kuriositet, men et vidnesbyrd om de intentioner, som navnlig Grundtvig havde - i hans ordforråd var ordet højskole nemlig synonymt med universitet.

Ved udgangen af 1900-tallet er de danske højskoler kostskoler (med en enkelt undtagelse) for (navnlig unge) voksne med eksamensfri kursus af varighed fra en uge til flere måneder. Undervisningen er alment dannende, dvs. den omfatter først og fremmest emner af humanistisk og samfundsfaglig art, men en meget liberal godkendelsespraksis har gjort det muligt at fortolke dette på meget forskellig måde. Den typiske (om man vil traditionelle) højskole vil imidlertid tilsigte at bidrage til elevernes menneskelige modning og fordybelse og deres forberedelse til livet som voksne samfundsborgere. Fællesskabet på skolen vil i denne forbindelse være af mindst samme betydning som den egentlige undervisning - kammeraterne er mindst lige så vigtige som lærerne.

Grundtvigs højskoletanke

N.F.S.Grundtvig fremsatte i 1830'erne og 1840'erne i en række engagerede skrifter forslag om oprettelse af en eller flere højskoler for den folkelige dannelse - dette begreb forstået som modsætning til den akademiske dannelse. En del af inspirationen hertil stammede fra hans besøg på engelske universitetskollegier. En anden udsprang af hans uvilje mod en overklassekultur, der gjorde kendskab til tysk og latin til forudsætninger for embedsmænd af enhver art, såvel i skole og kirke som inden for administration og retsvæsen, og derved satte skel mellem de regerende og de regerede. De højskoler, han forestillede sig, skulle henvende sig til unge mænd fra alle grupper i samfundet, herunder også (og ikke mindst) til dem, der ville være embedsmænd m.v. og som efter hans mening trængte til at få et fællesskab med selve folket.

Grundtvigs tanker blev i ændret og delvis fortyndet form inspiration for hele den danske højskolebevægelse, men der har egentlig aldrig været nogen højskole, der fuldt ud svarede til Grundtvigs ønsker. Den, der er kommet nærmest, er Krogerup, som først blev oprettet i 1946 - 100 år efter Grundtvigs vigtigste højskoleskrifter. De højskoler som blev oprettet fra 1844 (Rødding) og i stigende grad efter 1864, blev dels præget af Kristen Kolds tanker og praksis (kristelig opbyggelse i et landbopræget hjemligt miljø), dels bestemt af det fortrinsvis landlige elevklientels behov for bedre skolekundskaber, ikke mindst i forbindelse med de nye tiders krav til arbejdet i sogneråd og brugsforeningsbestyrelser o.l. I slutningen af 1800-tallet var der ved siden af de grundtvigsk-koldske højskoler også nogle mere rationalistiske (f.eks. Lars Bjørnbaks højskole i Viby), som tilstræbte landboernes ligestilling med byboerne - NB! på de sidstes vilkår, således f.eks. tyskundervisning, bekæmpelse af dialekter og indførelse af tiltaleformen «De». Det var imidlertid de grundtvigske skoler med deres stærke tilknytning til landbokulturen og flertallet inden for datidens venstrepartier, der blev dominerende - til en vis grad helt op til den anden verdenskrig.

I provisorietiden var de toneangivende højskoler aktive i Venstres kamp mod Estrup, og flere af dem mistede for en tid de statstilskud, som modstræbende var blevet tilstået dem, men som tiden gik, og navnlig efter systemskiftet i 1901, blev højskolebevægelsen mere og mere en del af det etablerede samfund. Konseilspræsidenter som I.C.Christensen og Klaus Berntsen havde været højskoleforstandere, og i 1910 (og igen i 1920'erne) blev Askovs forstander Jacob Appel kultusminister i Venstreregeringer, der nu nærmest tilhørte højrefløjen. En del højskolefolk tilsluttede sig dog det radikale venstre eller opretholdt en mere vidtfavnende indstilling mellem Venstre og de radikale.

Mens flertallet af højskoleeleverne længe kom fra landbokredse - ikke mindst gårdmandsstanden - var der dog lige fra starten nogle elever fra byernes mellem- og overklasse, navnlig fra grundtvigske kredse, mens arbejderbefolkningen så at sige var urepræsenteret, og de meget få byarbejdere nærmest blev ignoreret. (Den grundtvigsk inspirerede Martin Andersen Nexø, der som ung var elev på Askov, kommenterede dette forhold med stor bitterhed.) Det bør understreges, at den tætte forbindelse mellem højskolerne og gårdmands-Venstre, ikke alene skyldtes, at nogle højskolefolk sikkert var ganske snæversynede, men også, at højskoledriften var økonomisk sårbar. Hvis en højskoleforstander lagde sig ud med de kredse, hvorfra eleverne kom, kunne det omgående ses på svigtende elevtilgang og dermed faldende indtægter. Man følte sig derfor ofte nødt til at gå på kompromis og tie med upopulære synspunkter. (Det er en af forklaringerne på, at en del højskolefolk i 1930'erne var forsigtige med at sige deres mening om nazismen. Alt for mange på landet satte dengang lighedstegn mellem antinazisme og kommunisme.)

Arbejderhøjskoler

Ved siden af de grundtvigske højskoler blev der efterhånden oprettet skoler med tilknytning til Indre Mission (senere også med tilknytning til visse frikirkesamfund), og fra 1910 også arbejderhøjskoler, hvis forstandere iøvrigt ofte har været lige så meget grundtvigianere, som de var socialdemokrater. Det bør også nævnes, at husmandsskolerne, som til en vis grad udgjorde en mellemform mellem landbrugsskoler og højskoler - og som ofte var ledet af folk med radikale og/eller georgeistiske anskuelser - spillede en væsentlig rolle i en årrække.

Efter den anden verdenskrig har højskolerne gradvis skiftet karakter. Dels svandt det traditionelle elevgrundlag - landboungdommen - i takt med omlægningen af landbruget og den deraf følgende masseafvandring fra landet, dels følte en ny generation af højskolefolk et behov for at frigøre sig fra traditionen, hvad der imidlertid ofte betød en renæssance for den sandt grundtvigske del af arven. Højskolerne blev indbyrdes mere forskellige, og samtidig blev lærerkredsene mere brogede i den forstand, at der hyppigere var repræsentanter for ganske forskellige religiøse og politiske holdninger på samme skole. Det gav større plads for en ægte dialog med eleverne, når de blev stillet over for en varieret lærerkreds. Mens det før krigen var næsten ukendt, at der var f.eks. socialdemokrater andre steder end på arbejderhøjskoler, blev det i 1960erne langt fra usædvanligt - ja, nærmest reglen -, at der også på gamle højskoler var lærere, som tilsluttede sig SF eller VS.

Samtidig opstod der i kølvandet på ungdomsoprøret en hel række nye højskoler med et socialistisk grundlag: Den rejsende Højskole (1970) med dens senere aflæggere fra Tvind samt Den røde Højskole (1972), Kolding Højskole (1972), Tidens Højskole (1974), Den lille Højskole (1974), Assens Højskole (1978) og St. Restrup Højskole (oprindelig husmandsbevægelsens højskole). Disse højskoler, som på nær Tvind-skolerne alle lukkede i løbet af 1980'erne og 90'erne, afspejlede den ideologiske spændvidde i «det nye venstre», lige fra maoistisk inspirerede antiindividualistiske og erfaringspædagogiske eksperimenter til engagement i økologiske problemstillinger.

Den frihedsarv som højskolerne altid havde påberåbt sig blev mere af en realitet i denne periode, og det er ganske typisk, at de fem største partier i folketinget alle kunne sætte en højskole- eller landbrugsskoleforstander ind i de udvalg, som arbejdede med lovrevisionerne omkring 1970. Selv om der i dag nok er færre tidligere højskoleelever i folketinget end før, er de i dag spredt på flere partier. Højskolerne hører ikke længere utvetydigt hjemme i partiet Venstres åndelige verden, snarere tværtimod.

Tilskudsreglerne har i den sidste generation undergået mange ændringer, og situationen er ganske flydende. Ingen kan vide, hvad der sker på dette område i de kommende år. Den hidtidige udvikling har været præget af en meget liberal godkendelsespraksis, som har gjort offentlighedens billede af højskolerne mere broget, end godt er, og samtidig af tilsyneladende større tilskud, som er blevet betalt med en kontrol, som i nogle henseender føles snærende. Samtidig er elevbetalingen steget så meget, at et højskoleophold i stigende grad er en økonomisk belastning for eleven eller dennes forældre.

Faktisk er højskolens fremtid mere usikker og uklar end nogensinde.

P.D. / H.Y.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 2/10 2005

Læst af: 47.346