Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Spartakusforbundet

I august 1914 havde det tyske socialdemokratiske parti (SPD) sluttet «borgfred» med det kejserlige Tyskland og støttet krigen. Dette stred mod den internationale arbejderbevægelses beslutninger mod krig og militarisme og for proletariatets samarbejde over landegrænserne. I december 1914 nægtede rigsdagsrepræsentanten Karl Liebknecht imidlertid at bøje sig for partibeslutningen og stemte imod yderligere krigsbevillinger. Liebknechts holdning var optakten til oppositionelle strømninger mod den officielle partilinie.

Mens en fløj holdt fast ved SPD's traditionelle pacifistiske indstilling fra førkrigstiden - af denne fløj opstod senere Det uafhængige socialdemokratiske Parti (USPD) - samlede de radikale kritikere sig i marts 1915 i Gruppen Internationale. Ledende medlemmer var udover Liebknecht bl.a. Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Käte og Hermann Duncker og Clara Zetkin.

I informationsbladet Die Internationale, i Spartakusbrevene - som gav gruppen navnet Spartakusgruppen og senere Spartakusforbundet (november 1918) - og i brochurer blev socialdemokraterne kritiseret skarpt og krigen analyseret som en imperialistisk krig. I stedet for borgfred og samarbejdsideologi krævede gruppen klassekamp mod Tysklands egen borgerligt-kapitalistiske regering og international solidaritet. Hovedfjenden stod i Tyskland selv, ikke i andre lande. Den var imidlertid ikke indstillet på organisatorisk at bryde med SPD, men ville forandre partiets kurs. Alt andet ville kun føre til isolation.

Gruppens ledende medlemmer blev arresteret og informationsblade og brochurer beslaglagt. Dette gjorde det politiske arbejde vanskeligt, og gruppens mulighederne for at nå ud med sine synspunkter og vinde politisk gehør var dermed stærkt reduceret. Internationalt sluttet den sig til Zimmerwaldbevægelsen, men afviste der venstrefløjens politik og Lenins syn på det revolutionære kadreparti. Efter en periode med organisatorisk tilslutning til USPD (fra 1917) samarbejdede gruppen efter Oktoberrevolutionen også med uafhængige venstreradikale grupper og lagde et program frem for en folkelig revolution i Tyskland. Ved siden af bolsjevikkernes program var det det mest vidtgående revolutionære program.

Under den tyske novemberrevolution i 1918 udviklede Spartakusforbundet en stor aktivitet. Det fik imidlertid aldrig massetilslutning for sine synspunkter. Indenfor USPD kunne forbundet virke radikaliserende, men fik ikke flertal. Heller ikke nu var man villige til at danne et parti, men stolede på massernes revolutionære kraft. Under slagordet «Al magt til rådene!» gik forbundet ind for en rådsrepublik - uden at få opbakning i rådene.

I «Hvad vil Spartakusforbundet?» lagde Luxemburg de oppositionelles program frem, som adskilte sig både fra Lenins kommunisme og fra den socialdemokratiske tradition: «Spartakusforbundet er ikke et parti, som vil vinde herredømmet over arbejdermasserne eller ved hjælp af arbejdermasserne. Spartakusforbundet er blot den mest målbevidste del af proletariatet, som ved hvert skridt henviser hele den store masse af arbejdere til dens historiske opgaver, som i hvert enkeltstadium af revolutionen og i alle nationale spørgsmål varetager den proletariske verdensrevolutions interesser. ( ... ) Spartakusforbundet vil kun overtage regeringsmagten, hvis det store flertal af den proletariske masse i hele Tyskland ønsker dette, aldrig anderledes end i kraft af dens bevidste tilslutning til Spartakusforbundets synspunkter, mål og kampmetoder.» I stedet for demokratisk centralisme ønskede man at give lokalorganisationerne stor autonomi.

På en landskonference den 29. december 1918 brød Spartakusforbundet endelig med USPD og stiftede dagen efter - mod Luxemburgs råd - Tysklands kommunistiske Parti (KPD) sammen med Internationale Kommunisten Deutschlands. Januaropstanden i Berlin - den såkaldte Spartakusopstand - medførte at Luxemburg, Liebknecht og senere også Jogiches blev myrdet, og at KPD dermed mistede sine forgrundsfigurer. Ideologisk set rummede det nye parti de mest forskellige retninger, og det kom hurtigt til konflikt rettet mod den rådskommunistiske og syndikalistiske fløj, som dannede sit eget parti (KAPD). Dertil kom, at partiet blev forbudt. Først efter sammenslutningen mellem KPD og Kominterntilhængerne indenfor USPD fik KPD en massebasis.

Spartakusforbundet danner et vigtigt led i afklaringsprocessen mellem den revolutionære og den reformistiske arbejderbevægelse. Fra kommunistisk hold blev forbundet senere kritiseret for at have overset nødvendigheden af partisplittelse. Dermed har forbundet - hed det - frataget sig selv et afgørende redskab i revolutionsprocessen. Mordene på forbundets ledende teoretiker (Luxemburg), agitator (Liebknecht) og organisator (Jogiches) forhindrede imidlertid, at deres vej til kommunismen kunne afprøves, at et center ved siden af bolsjevikpartiet kunne udvikle sig. Dette lettede politikken for komintern. Den gik ud på at fremstille Lenins magterobringsstrategi som almengyldig - efter at den revolutionære efterkrigsbølge ebbede ud.

E.Lo.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 33.036