 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fredsfonden
Fredsfonden (1981-), dansk fond der støtter freds- og menneskeretsinitiativer i ind- og udland. Fonden blev stiftet af Anna Lise (født Henriksen) og Niels Munk Plum i 1981, som en afløser for dét der tidligere hed Plumfonden.
Stiftelsen af Fredsfonden, der fik status som almennyttig fond, skete som et dansk modsvar til den kolde krigs optrapning i begyndelsen af 1980'erne, med atomkapløbet, stjernekrigsprojektet osv. Det var første gang at en fond, med et (så politisk tonet) formål som denne, fik status af almennyttig fond, og fondens vedtægter blev udformet, så de kunne tilgodese de betingelser som på daværende tidspunkt krævedes, for at opnå denne status.
Bestyrelsen i Fredsfonden bestod i begyndelsen hovedsalig af personer der på forskellig vis var kendt som fredsforkæmpere, og som var en del af den kreds af intellektuelle venstreorienterede personer, som Lise og Niels betragtede som deres vennekreds. Fra 1992 og frem ændredes fondens uddelingspraksis sig langsomt, i takt med at fredsperspektivet skiftede, fra udelukkende at være et spørgsmål om oprustningskapløb, til også at handle om menneskerettigheder, i en bredere forstand.
Bestyrelsen er i dag selvstændig, politisk uafhængig og selvsupplerende. Den består af 9 personer som er valgt udfra deres engagement i eller arbejde med fred, nedrustning og menneskerettigheder. Ud over en årlig fredspris på mellem 50.000 og 100.000 danske kroner uddeler Fredsfonden mellem 20.000 og 50.000 kroner årligt til almennyttige formål. Fonden støtter af princip kun græsrodsorganisationer eller græsrodslignende sammenslutninger af enkeltpersoner. Bortset fra Fredsprisen som ofte gives til udenlandske organisationer eller enkeltpersoner, så går størstedelen af fondens bevillinger til aktiviteter i Danmark eller udenlandske projekter med forbindelse til Danmark.
Foruden Fredsfonden, stiftede familien også Gamle Rosas fond for børn og unge, Plums Økologifond, der støtter økologiske græsrodsbevægelser og initiativer, og arbejder for en bæredygtig udvikling, samt Enkefru Plums Støttefond, hvis formål er identisk med de øvrige fondes, dvs. fred, menneskerettigheder, demokrati, økologi, bæredygtighed. Sidstnævnte fond kan imidlertid ikke søges. Desuden findes der en familiefond, der skal tilgodese efterkommere af Lise og Niels Munk Plum, dvs. børn, børnebørn, oldebørn.
Plums Økologifond er den eneste af de Plum'ske fonde, som Fredsfonden har direkte forbindelse til, idet de to fonde deler sekretariatet i Fredsfondens ejendom i Dronningensgade på Christianshavn. Foruden dette sekretariat, huser ejendommen en række græsrodsforeninger og organisationer som virker indenfor fondens formål.
Fredspriser
Følgende har gennem årene fået tildelt fredsprisen.
1986: György Konrad, ungarsk forfatter og debattør samt Einar Edvardsen, norsk major og fredsaktivist.
1987: Helen Clark. Parlamentsmedlem og nedrustningsekspert og Hilda Halkyard-Harawira. Sekretær i bevægelsen Atomvåbenfrit og Uafhængigt Stillehav. Begge fra New Zealand.
1988: Mordechai Vanunu. Fængslet Israelsk atomfysiker som afslørede Israel som Atomvåbenmagt.
1989: Visitación Padilla. Honduransk kvindefredsgruppe og Doina Cornea. Forsvunden Rumænsk Ceausescu-modstander (hendes datter modtog prisen på moderens vegne).
1990: Beit Sahour, palæstinensisk landsby ved Bethlehem som har øvet massiv civil ulydighed overfor den israelske besættelsesmagt og et skole-projekt for det undertrykte Ungarske mindretal i Rumænien
1991: Innu-Indianerne i Labrador, Canada. Imod NATO’s Øvelsesoverflyvninger af deres territorier.
1992: Ellen Christensen. Danmark. For hendes indsats ved kirkeasylarbejdet På Nørrebro i København.
1993: Miladin Zivotic, The Beograd Circle. Veran Matic, Radio B-92. Vesna Jankovic og Srdjan Dvornik, Croatian Anti-War Campaign. Som Støtte til de Dialogsøgende og demokratiske Kræfter i eks-Jugoslavien.
1994: Prisen blev ikke uddelt.
1995: Black Sash, en Sydafrikansk kvindeorganisation (startet af hvide Sydafrikanske kvinder i 1955 men med en blandet medlemsskare). Som tak for 40 Års kamp for de undertryktes rettigheder i Sydafrika.
1996: MOSOP (Movement for the Survival of the Ogoni People) en nigeriansk bevægelse startet af Ken Saro-Wiwa som blev henrettet af militærstyret i november 1995.
1997: APRODEH (La Asociasion Pro-Derechos Humanos) en peruviansk menneskerettighedsorganisation som bl.a. arbejder for indfødte folks rettigheder.
1998: Prisen blev ikke uddelt.
1999: Open Fun Football Schools, Bosnisk-dansk samarbejdsprojekt, Fra dansk side v. Anders Levinsen. Som støtte til et unikt forsoningsarbejde blandt børn og unge med forskellig etnisk baggrund i Bosnien.
I årene 2000-2004 blev prisen ikke uddelt.
2005: Anna Politkovskaja, russisk journalist, der som rapporter for den russiske uafhængige avis Novoja Gazeta har dækket krigen i Tjetjenien, hvor hun har skrevet om vold, mord på civile, voldtægter og magtmisbrug, udført især af russiske soldater og befalingsmænd, men også af tjetjenske oprørere. Politkovskaja modtog Fredsprisen som en anerkendelse af hendes bestræbelser på at gøre verdenssamfundet opmærksom på krigen i Tjetjenien, hvor ¼ af befolkningen er blevet dræbt indenfor de sidste 12 år. Anna Politkovskaja blev myrdet af ukendte gerningsmænd udenfor sit hjem i Moskva i oktober 2006.
2006-2007: Prisen blev ikke uddelt.
2008: Sihem Bensedrine, tunesisk menneskerettighedsaktivist og journalist, der er stifter af den forbudte elektroniske netavis Kalima. Bensedrine har desuden lavet dokumentarfilm og skrevet om brug af tortur og vilkårlige fængslinger i Tunesien. Sihem Bensedrine har været medstifter af et nordafrikansk menneskerettighedsnetværk, og har bl.a. undervist bl.a. irakiske journalister i at researche og dokumentere krænkelser af menneskerettighederne. Sihem Bensedrine har selv, som følge af sit arbejde, været fængslet og udsat for tortur i Tunesien.
Sidst ajourført: 2/1 2009
Læst af: 26.656