Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Olgeirsson, Einar

Olgeirsson (1902-93), islandsk politiker. Den mest indflydelsesrige lederskikkelse blandt islandske socialister i et halvt hundrede år. Før 1930 var Einar Olgeirsson med i Alpýduflokkur (se Island), 1930-38 i Kommúnistaflokkur, 1938-68 i Sósialistaflokkur (Socialistpartiet) siden i Alpýdubandalag (Folkealliancen). Han var altingsmand 1937-67, chefredaktør for avisen Pjódviljinn 1936-46 og fra 1926 udgiver af Réttur, det eneste marxistiske politiske tidsskrift i  Island.

Olgeirsson kom fra den nordlige del af Island og voksede op under almindelige kår. I hans ungdom sejrede Island i selvstændighedskampen - unionsaftalen med Danmark i 1918 - og der blev stiftet klassebundne politiske partier og interesseorganisationer (Alpýduflokkur, desuden LO, stiftet 1916). Selv forenede Einar Olgeirsson en stærk nationalfølelse med en årvågen klassebevidsthed. Olgeirsson stiftede bekendtskab med marxismen under sine universitetsår i Tyskland med humanistiske studier; Hjemvendt til Akureyri fik han hurtigt betydelig indflydelse i fagbevægelsen og kritiserede socialdemokraternes eftergivende holdning. Han flyttede til hovedstaden, efter at Islands Kommúnistaflokkur blev stiftet - islandsk afdeling i den kommunistiske internationale - og han blev den mest populære af kommunisternes ledere. Dog blev han i partiets sekteriske periode kritiseret for «opportunisme»; Han stod i spidsen for partiets folkefrontsstrategi, som i 1938 førte til, at kommunisterne nedlagde partiet og sammen med venstrefløjen i Alpýduflokkur dannede Sameiningarflokkur alpýdu - Sósialistaflokkurinn, et arbejderparti med en marxistisk grundholdning.

Olgeirsson blev formand for partiet i 1939, da hans forgænger - som kom fra Alpýduflokkur - meldte sig ud af partiet sammen med halvdelen af de øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer på grund af uenighed om vurderingen af Sovjetunionens krig mod Finland. Olgeirsson og hans kammerater - blandt dem nogle med socialdemokratisk fortid - mente det var umarxistisk at kritisere Sovjetunionen. På dette tidspunktet havde partiet ingen tilknytning til Komintern, men det havde løsere forbindelser med udenlandske kommunistpartier på ligeværdig basis. Socialistpartiet voksede sig stærkere under krigen. Især pga. dets ledende rolle i lønkampen i 1942. Det år blev partiet ved valget større end Alpýduflokkur og dermed landets tredje største parti, og sådan fortsatte det. Socialistpartiet gik enigt ind for stiftelsen af republikken i 1944, mens de islandske socialdemokrater var nølende på grund af deres partiforbindelser med danske meningsfæller.

I efteråret 1944 erklærede Olgeirsson sig i en altingstale rede til tidsbegrænset klassefred, mens landet blev rustet op med produktionsmidler - industrialiseret - ved hjælp af den valutabeholdning, som landet havde opsparet ved sit arbejde for de allieredes militære styrker. Beholdningen blev dannet, takket være et øget lønniveau der var presset op gennem arbejdernes sejre i lønkampen. Der blev dannet en opbygningsregering bestående af de to arbejderpartier og borgerskabets parti.

I en toårig regeringsperiode blev produktiviteten i fiskeriet fordoblet gennem køb af nye skibe og forbedringer i forædlingen; Socialforsorgen blev forbedret og skolesystemet omorganiseret for at gøre det mere åbent. Socialisterne havde ministerposterne for erhvervsspørgsmål og undervisning og kultur, mens Olgeirsson var næstformand i det indflydelsesrige udbygningsråd.

Regeringen gik af på grund af den eftergivenhed, som altingsflertallet under ledelse af borgerskabets parti viste overfor krav fra USA om at bevare mulighederne for at benytte basen i Keflavík. Den økonomiske udvikling i 1944-46 er blandt socialister knyttet til Einar Olgeirssons navn og regnes som højdepunktet i hans politiske karriere. Med den blev landets økonomiske uafhængighed styrket og den videre erhvervsudvikling i landet fik en solid basis. Samtidig øgedes arbejderklassens samfundsmæssige betydning. Imidlertid ville en fortsat udvikling i 1946 være gået mod selve borgernes magtapparat, og det var derfor naturligt, at klassefreden ophørte - som det hedder i fremstillingen til socialistpartiets landsmøde.

At folket rejste sig fra krisen og forbedrede levekårene i løbet af krigsårene og erhvervslivet i udbygningsårene, vidner om to af de hovedopgaver, som iflg. Einar Olgeirsson kendetegnede socialistpartiet. Den tredje var kampen for at bevare det islandske folks uafhængighed og kultur; Den blev særlig vigtig med medlemskabet af NATO i 1949 og de amerikanske styrkers tilbagekomst i 1951. Socialisternes ledelse i arbejdet for at udvide fiskerigrænsen til 12 mil i 1958 og 50 mil i 1972 (se Torskekrigen) forener i praksis disse tre momenter - kampen for uafhængighed, for god økonomi og gode levekår.

Olgeirssons formelle ledelse af partiet afsluttedes i 1968, da Sósialistaflokkur blev nedlagt, mens Alpýdubandalagid - som før var en valgalliance - blev omdannet formelt til et politisk parti for at fortsætte socialistpartiets arbejde.

Olgeirsson udgav et folkeligt oplysningsskrift om Rousseau i 1925, og et politisk historisk skrift om ættesamfund og statsmagt i sagatiden i 1954 - udgivet på norsk i 1958 og desuden oversat til russisk og tjekkisk. Olgeirsson mente, at det islandske folk stod nærmere ættesamfundet end andre europæiske nationer, og at dette på en heldig måde prægede den nationale karakter til fordel for socialismen. For eksempel er ideen om ligeværd fortsat stærk i Island, og alene det at folketallet er lille, burde give en vis garanti for demokrati.

H.K.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 33.819