 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Narodnik
Narodnik (af russisk narod: folk), «populist», er en betegnelse for de russiske intellektuelle i anden halvdel af det 19. århundrede, der forsøgte at nærme sig «folket» - dvs. de russiske bønder - og som troede, at en ny og mere retfærdig samfundsorden kunne baseres på det russiske landsbyfællesskabs gamle lighedstraditioner. Narodnik anvendes mere specifikt om 1870'ernes revolutionære generation, der aktivt forsøgte at opmuntre til et alrussisk bondeoprør mod godsejerne og zarens embedsmænd.
Forudsætninger og teoretisk grundlag
Den russiske populisme havde sin forudsætning i afskaffelsen af livegenskabet i Rusland i 1861. Denne «bondefrigørelse» blev gennemført på en sådan måde, at bønderne måtte betale for deres statsborgerlige frihed ved at påtage sig store gældsbyrder overfor godsejerne og staten. Deres livsvilkår var i virkeligheden blevet forværret. Under disse omstændigheder foregik der en betydelig radikalisering blandt de russiske studenter, hvis antal øgedes stærkt i begyndelsen af 1860'erne pga. mere liberale optagelsesvilkår. Mange brød ethvert bånd til deres familie og klasse og søgte nærmere kontakt med bønderne, der ikke var medskyldige i den eksisterende orden, men tvært imod dens vigtigste ofre.
Der blev dannet en hemmelig organisation, «Jord og Frihed», som skulle koordinere de intellektuelles bestræbelser med organiseringen af de talrige lokale bondeoprør. Imidlertid lykkedes det ret hurtigt zaren at slå den spontane uro ned, som opstod efter Aleksandr II's frigørelsesmanifest, og de intellektuelle blev overladt til sig selv. 1860'ernes unge, radikale generation kom derfor til at koncentrere sig om sin egen personlige frigørelse. De blev kaldt nihilister, fordi de tog et opgør «til grunden» (ad nihilum) med det gamle samfunds værdier og al overleveret autoritet, som ikke kunne gives en «videnskabelig» begrundelse.
I slutningen af 1860'erne gav Pjotr Lavrovs «Historiske breve» baggrunden for studenternes forhold til bønderne. Han mente, at adelsungdommen burde betale noget af århundreders udbytning tilbage ved at bringe oplysning til bønderne.
Den russiske populistbevægelse der nu voksede frem bemærkede sig ved sin omfattende kvindelige deltagelse: af 1611 revolutionære arrestanter mellem 1873 og 1877 var 15 % kvinder, og de fleste af disse var af adelig oprindelse. Men blandt mændene var der et stærkt element af raznotsjintsy - «folk af forskellig rang» - dvs. børn af lavere embedsmænd, lærere, læger, landsbypræster o.l. Disse oprørere fra det russiske samfunds mellemlag var de mest uforsonlige modstandere af autokratiet og virkede radikaliserende på de mange socialistiske grupper, der dukkede op i begyndelsen af 1870'erne. En af disse var den kendte Tjajkovskij-kreds i St. Petersborg, der talte navne som Nikolaj Tjajkovskij, Mark Natanson, Pjotr Kropotkin, Sergej Kravtsjinskij og Sofja Perovskaja. Kredsen drev oplysningsarbejde blandt hovedstadens arbejdere, men også blandt bønder i landdistrikterne, og tjajkovskierne var blandt de første, som startede «vandringen til folket».
Omkring 1874 var Mikhail Bakunin i færd med at fortrænge Lavrov fra hans position som populisternes vigtigste inspirator. Han hævdede, at alt forberedende oplysningsarbejde blandt folket ganske enkelt var unødvendigt, for de russiske bønder var allerede besat af en stærk socialistisk ånd. Denne ånd var blevet fostret af selve landsbyfællesskabets organisation, som gennem århundreder havde sikret medlemmerne lige ret til jord. Idealiseringen af den russiske landsbykommune - mir'en - var noget narodnikerne havde arvet fra 1840'ernes konservative slavofile, der overfor de vestligt orienterede beundrere af Europa havde fremhævet landsbykommunen som udtryk for en kær særegenhed ved den russiske folkekarakter, som vidnesbyrd om russernes urgamle fredsommelighed og kollektivisme. De slavofile var «tilbageskuende utopister».
En helt anden betydning fik landsbykommunen for Aleksandr Herzen, der i 1840'erne havde studeret de franske utopiske socialister, og i sin tænkning kom til at placere miren i et dynamisk perspektiv for den sociale udvikling i Rusland. Han var i 1848 vidne til revolutionerne i Europa og drog den slutning, at borgerskabet i vesten allerede havde vokset sig for stærkt til, at den socialistiske revolution skulle kunne sejre. I Rusland havde den kapitalistiske produktionsmåde derimod ikke vundet frem. Borgerskabet var ubetydeligt, og netop derfor havde de revolutionære deres chance her. De ældgamle kommunistiske træk ved landsbyfællesskabet kunne blive spiren til de fremtidige socialistiske institutioner i Rusland. Landets generelle tilbageståenhed ville gøre det muligt for Rusland at springe over det kapitalistiske stadium og skride direkte frem til socialismen.
«Vandringen til folket»
I sommeren 1874 begyndte den store «vandring til folket», og hundreder og tusinder af studenter strømmede ud til landsbyerne for at knytte kontakt med de oprørske bønder, der viste sig ikke at være så store revolutionære, men ret så uvenlige, mistroiske væsener, der bedyrede at de havde større tiltro til zaren end til disse unge «herrer», der var forklædt i bondeklæder. De beklagede det ikke, da zarens gendarmer begyndte at arrestere dem i hundredevis. Populisterne mistede alligevel ikke troen på bønderne. Deres fjendtlige blik blev tolket som en bebrejdelse, fordi de stod så fjernt fra bønderne og ikke forstod dem. Man kunne ikke vente, at det russiske folk ville gøre oprør for abstrakte ideer.
Man indså at et kort besøg i landsbyerne ikke kunne føre til noget. Man måtte slå sig ned på et sted længe nok til at blive kendt med indbyggerne og deres livsforhold. Den revolutionære «feltskærer», «lærer» eller «farverske» skulle i første omgang give råd og hjælp til landsbybefolkningen. Dernæst skulle de opfordre til legale former for protest, der næsten aldrig ledte nogen vegne. Først når respekten for myndighederne på denne måde var blevet svækket, ville man mane til oprør. Erfaringerne fra den store «vandring til folket» viste nødvendigheden af en samlende og disciplineret organisation, der kunne samordne de spredte gruppers arbejde og koordinere de lokale bondeoprør til en national opstand. Som sin forgænger i 1860'erne fik også denne organisation navnet «Jord og Frihed». Den blev grundlagt i 1876 og kom kun til at virke i tre år. Det var først i denne periode, de revolutionære tog navnet narodnik i brug om sig selv, som for at understrege deres stadige stærke hengivenhed overfor de russiske bønder.
Narodnikerne følte, at det hastede med revolutionen, da tendenserne til en kapitalistisk udvikling i Rusland var blevet mere tydelige, og den voksende pengeøkonomi truede mir'en med opløsning. Men i virkeligheden var det kun en lille gruppe af hærdede revolutionære, som i denne periode var villige til at friste bondelivet, og de havde det ofte vanskeligt i landsbyerne pga. den tiltagende politiforfølgelse. De andre foretrak byerne, og det var meget lettere at sprede propaganda blandt studenter og intellektuelle end blandt bønderne.
I St. Petersborg førte retssagerne mod deltagerne i «vandringen til folket» til en revolutionær opblussen. Sagen mod «de 50» og senere mod «de 193» (1877-78) blev vendt til en sag mod myndighederne, og de tiltalte brugte denne anledning til offentligt at fordømme regeringen og erklære deres kærlighed til folket. Mange af de tiltalte fik hårde domme. Kort tid efter skød Vera Sasulitsj politichefen i St. Petersborg og indledte dermed terrorismens epoke.
«Jord og Friheds» program accepterede politisk terror - eller «desorganisering af staten» - i den udstrækning den kunne tjene til narodnikernes selvforsvar eller være en passende hævn for overgreb mod revolutionære. Men der opstod snart en strid mellem «landsbyfolk» og «politikere» indenfor organisationen. De første ventede på en «social» revolution, der med et slag ville forvandle Rusland til et nyt samfund. «Politikerne» var mere optaget af de politiske former og indså nødvendigheden af at erstatte autokratiet med et konstitutionelt demokrati før de revolutionære kræfter kunne få vækstmuligheder. De greb til terrorisme for at realisere dette umiddelbare mål.
Opløsning
Efter en hemmelig kongres i Voronezj i 1879 blev «Jord og Frihed» splittet. «Landsbyfolket» med Georgij Plekhanov i spidsen sværgede, at de ville fortsætte arbejdet blandt Ruslands bønder, og dannede deres egen organisation «Sort udskiftning». Et navn der hentydede til nødvendigheden af at gennemføre en generel udskiftning af jord til fordel for det «sorte» folk. Betegnelsen for den skatteskyldige del af befolkningen - altså bønderne. Terroristerne under ledelse af Zjeljabov og Perovskaja dannede «Folkets Vilje», som få måneder senere afsagde sin dødsdom over zar Aleksandr II.
Aktiviteten i landsbyerne var i virkeligheden i færd med at dø helt ud og «Sort udskiftning» gik året efter i opløsning. Dens ledere emigrerede og blev marxister. På denne måde blev terroristerne stående tilbage som narodnikernes eneste arvtagere. Men forvandlingen var slående; De tidligere bondeorienterede socialister havde opgivet det fredelige arbejde i landsbyerne og var blevet tilhængere af byguerilla. Skønt mange liberale i al stilhed sympatiserede med terroristerne, kunne denne form for «politisk» kamp ikke fremme revolutionens sag. Efter mordet på zaren i 1881 og alle arrestationerne der fulgte, døde den revolutionære virksomhed næsten helt ud. I 1880- og 90'erne overtog de liberale narodniker: Forfattere, historikere og journalister som holdt sig indenfor den legale ramme.
De populistiske økonomer Vorontsov og Danielson leverede stærke argumenter for den opfattelse, at industrien ikke havde nogen fremtid i Rusland på grund af geografiske og klimatiske forhold. Deres argumenter virker overbevisende selv i dag, selv om vi ved at det gik anderledes. Den revolutionære narodnik tradition blev genoplivet, da der i 1901 blev dannet et nyt populistisk parti - PSR, De socialrevolutionæres parti. I modsætning til «Jord og Frihed» blev PSR et virkelig bondeparti, og var i 1917 det største politiske parti i Rusland.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 35.806