 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Lacombe, Claire
Lacombe (1765-?), leder af den mest kendte kvindeklub under den franske revolution: Den republikansk-revolutionære kvindeklub i Paris (Le Club des citoyennes républicaines révolutionnaires). Klubben fik en kort men dramatisk historie. Den eksisterede i et knapt et halvt år, fra 10 maj 1793 til den blev forbudt den 30 oktober samme år. Det var denne klub - den eneste rene kvindeklub i Paris - som gav anledning til, at kvinderne blev frataget retten til at organisere sig. Beslutningen af 30 oktober 1793 gjaldt alle kvindeklubber og -foreninger over hele landet, uanset hvilket formål de havde.
Claire Lacombe var af fag skuespiller, men forlod 27 år gammel scenen i Marseilles for at kæmpe i Paris for en videreførelse af revolutionen. Hun var med i «stormen mod Tuileriene» den 10 august 1792, da folket stormede slottet, og kongen blev afsat og fængslet. Hun blev såret i armen og siden hædret med den såkaldte borgerkrans for sin indsats. Lige inden var hun mødt op i nationalforsamlingen, hvor hun fra publikumsskranken holdt et glødende patriotisk indlæg og tilbød at gå ind i hæren - hvilket blev afslået. Samme erfaring havde Pauline Léon gjort, som sammen med Claire Lacombe stiftede kvindeklubben. Et af deres programpunkter var da også, at kvinder mellem 18 og 50 år skulle bevæbnes og organiseres i «amazonekompagnier», som skulle sættes ind mod de indre modstanderne af revolutionen. De rige skulle financiere den indre vagttjeneste gennem en ekstraskat.
Referaterne fra klubbens virksomhed er gået tabt, men vedtægterne viser, at minimumsalderen var 18 år, nye medlemmer måtte anbefales af mindst to andre og måtte sværge at leve eller dø for republikken. Medlemstallet er også usikkert. Oplysningerne varierer fra et par hundrede til flere tusinde Det vi ved er, at kvindeklubben kunne samle store skarer af kvinder til demonstrationer og aktioner. Ved et møde blev det af en delegation fra klubben hævdet, at 4.675 kvinder stod bag en erklæring om, «at det vil være mere ærefuldt for dem at bekæmpe forræderne end at lade sig dræbe i sine hjem uden at kæmpe for de rettigheder, de burde have del i».
Det var især arbejderkvinder og kvinder fra småborgerskabet, som sluttede op om klubben. Under Claire Lacombes lederskab greb den aktivt ind i magtkampen mellem Robespierre og girondinerne, og tog parti for Robespierre og hans parti, Bjerget. Baggrunden var den økonomiske situation. Der var vareknaphed og stærkt stigende priser. Allerede før klubben var stiftet, havde denne situation udløst uro hos arbejderkvinderne i Paris. Fra slutningen af februar 1793 var der en række demonstrationer, som mundede ud i kravet om priskontrol. Et krav som også var rejst af en politisk gruppering blandt sans-culotterne - «de rasende» (les enragés). Deres ledere henvendte sig i første række til kvinderne, idet de regnede med, at de kunne spille en afgørende rolle i videreudviklingen af revolutionen til en social revolution. Både girondinerne og Bjerget var tilhængere af et frit erhvervsliv uden indgreb fra det offentlige, men Robespierre så muligheden som lå i en alliance med kvinderne og «de rasende» og lagde kursen om.
Den republikansk-revolutionære kvindeklub gik fuldt og helt ind i kampagnen mod girondinerne. De arrangerede store demonstrationer med krav om arrestation af girondinerlederne, patruljerede ved indgangen til nationalforsamlingen og spærrede vejen for deres tilhængerne. Inde i mødesalen prøvede de at hindre girondinerne i at komme til orde. Udrensningen af girondinerne blev betragtet, som den store begivenhed i kvindeklubbens korte historie. Derefter koncentrerede den sig om den sociale revolution. I tæt samarbejde med «de rasende» stillede de stadig skrappere krav til de nye magthavere. De ville have maksimumspriser på alle forbrugsvarer, krævede dødsstraf for hamstring og forlangte øjeblikkelig arrestation af alle mistænkelige - i første række økonomiske spekulanter.
Kun få dage før terroren blev sat på dagsordenen og udrensningen af venstrefløjen begyndte, gik Claire Lacombe i Konventet ud med en stærkt kritisk tale mod Robespierre og hans mænd. Det farligste i hendes tale var kravet om opløsning af nationalforsamlingen og nyvalg efter forfatningen af 1793, der gav stemmeret til alle mænd. I den forbindelse var spørgsmålet om stemmeret til kvinder blevet drøftet men forkastet. Begrundelsen var, at kvindernes uddannelse var for dårlig.
Efter arrestationen af «de rasendes» ledere, førte kvindeklubben midlertidig en forsigtigere linie, men den forsigtige linie blev snart opgivet igen: Den rettede søgelyset mod de mange arrestationer, stillede nærgående spørgsmål om grundlaget for anklagerne og mindede om, at ingen kunne holdes fængslet i mere end 24 timer uden lov og dom.
Det første angreb på Lacombe startedes i Jakobinerklubben. Aftenmødet den 16. september 1793 var i sin helhed viet «sagen Claire Lacombe». Det haglede med beskyldninger mod henne, bl.a. for at hun havde tilladt sig at bagvaske Robespierre. Hun blev arresteret på stedet, men løsladt allerede dagen efter. Jakobinerklubben vedtog enstemmigt at bede Sikkerhedskomiteen overvåge Claire Lacombe, «mistænkt for at have gennemført intriger til fordel for aristokratiet». Seks uger senere lagde Sikkerhedskomiteen sin rapport frem, og nationalforsamlingen kunne tage sin beslutning, som satte en stopper, ikke bare for Den republikansk-revolutionære kvindeklub i Paris, men for alle de hundredevis af kvindeklubber, der var blevet dannet under revolutionen.
Claire Lacombe og en delegation fra klubben blev nægtet adgang til nationalforsamlingen, da de ville nedlægge protest mod beslutningen. De blev også afvist af deres klassefæller i kommunalbestyrelsen. Opgøret med Den republikansk-revolutionære Kvindeklub antog form af et korstog mod kvinder indenfor politikken. Anklagen om kontrarevolutionær virksomhed druknede i en flom af veltalenhed om «kvindens plads», efter bedste Rousseau-opskrift. Anklagerne tog sigte på at ramme dem, fordi de var kvinder. Derved kunne man udvide anklagerne til at gælde alle kvinder, som havde engageret sig politisk og tage den opsigtsvækkende beslutning den 30. oktober 1793.
Claire Lacombe undgik guillotinen, men blev i april 1794 arresteret - under en ny arrestationsbølge mod venstrefløjen - og fik et fængselsophold på omkring halvandet år. Hun blev arresteret, da hun var i færd med at forlade Paris for at vende tilbage til teatret.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.576