Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Garborg (1851-1924), norsk forfatter, politiker og sprogmand. Både i liv, kunst og tænkning var Arne Garborg en historisk repræsentativ skikkelse. Han blev født som søn af en smålandbruger i Time på Jæren og gennemlevede «den store omskiftning i bondesamfundet» - overgangen fra selvforsyningsøkonomi til markedsøkonomi. Tiden 1860-1910 er ifølge Inge Krokann «en eneste lang sejpinsel for det norske bondesamfund». Men det var ikke kun de sociale kriser i landsbysamfundet, som Garborg oplevede, beskrev og tog stilling til. Garborg stod - ikke mindst pga. hans internationale orientering og betydning i samtiden - også med det ene ben i det fremvoksende storbysamfund. Konflikten mellem det gamle landbrugssamfund og det nye kapitalistiske industrisamfund var Garborgs egen personlige konflikt.

Garborgs biografi er et vidnesbyrd om bondesamfundets opløsning. Til faderens forfærdelse løsrev han sig fra slægtsgården og dermed fra slægtstraditionen. Han flyttede til Christiania (Oslo), tog en akademisk uddannelse, blev journalist, skribent og forfatter. Han redigerede bl.a. sprogbladet «Fedraheimen» og det nationalt orienterede «Den 17.de Mai», var ansat på Dagbladet og var en af initiativtagerne til tidsskriftet «Syn og Segn».

Politisk gjorde han sig til talsmand for småbøndernes interesser. Selv om han i udgangspunktet var kristen og konservativ, sluttede han sig snart til kampen for bøndernes demokratiske medindflydelse. Hans arbejde for det norske sprog var en vigtig del af dette. I 1880'erne blev han socialist, i 90'erne anarkist og senere georgist. For Garborg blev skuffelsen over Sverdrupregeringen en anledning til indsigt i det nye samfunds klassemodsætninger. Som de store borgerlige revolutioner i Europa førte 1884 og parlamentarismen kun til et skindemokrati. «Folkefrihed ... har vi ikke før hver mand - og hver kvinde - kan møde i altinget ... og stemme i de sager der interesserer dem». (1917). Bøndernes og folkets interesser blev ikke sikret. «Det var til slut borgerskabet, der tog magten». Denne indsigt gjorde det nødvendigt at udvikle nye alternativer. Gennem 1890'erne begyndte han derfor atter at interessere sig for religiøse spørgsmål, men «på en ny måde». Det var kun den kristne etik, der havde interesse; Den rummede kravet om «samfundsretfærd». Fra 90'erne udviklede han tanken om et nyt bondesamfund af selvstyrende decentraliserede enheder baseret på kollektiv fællesdrift.

Kritikken af det herskende samfund og udviklingen af alternativer var også drivkraften bag hans skønlitterære arbejder. Det var «striden mellem det faktisk foreliggende, og det som skulle være», misforholdet mellem den samfundsmæssige uretfærdighed og «det ideale», der æggede ham til at skrive, sagde han i 1881. Udviklingen af forfatterskabet fra han i 1883 slår igennem med: «Bondestudentar» og til: «Heimkomin Son» i 1908, er en pendling fra den kritiske beskrivelse af det bestående samfund til en skitsering af den antikapitalistiske utopi. Bøgerne om Hoveætta (specielt efter «Fred», dvs. «Læraren» (1896), «Den burtkomne Faderen» (1899) og «Heimkomin Son») skitserer konturerne af et samfund med økonomisk retfærdighed. Det var for Garborg den første betingelse for moralsk korrekt adfærd. Han lagde også vægt på sammenhængen mellem de økonomisk-sociale forhold og moralen i sine «naturalistiske» bøger: «Bondestudentar», «Mannfolk» (1886) og «Hjaa ho Mor» (1890): Kapitalismen er et moralsk forkvaklet og forkvaklende samfund.

«Fred» og «Haugtussa» (1895) regnede Garborg selv for sine vigtigste bøger. I «Fred» beskrives det kriseramte bondesamfund på Jæren i 1860'erne. «Haugtussa» er i udgangspunktet et skridt i retning af det alternative landbrugssamfund: Her vendte Garborg sig mod det gamle førpietistiske Jæren. Bøgerne giver desuden en række socialpsykologiske fremstillinger af det religiøse (pietistiske/førpietistiske) verdensbillede i lyset af den materielle og sociale virkelighed; Og forfatterens «impressionistisk-naturalistiske» kunstopfattelse kommer bedst til udtryk her (jævnfør også «Trætte Mænd», 1891).

Garborg er en ihærdig iagttager af den sociale virkelighed og en skånselsløs kritiker af det kapitalistiske samfund. Men det alternative landbrugssamfund han skitserer, bliver i hans sidste leveår stadig mere sejlet agterud i forhold til udviklingen af det kapitalistiske industrisamfund og til arbejderklassens fremvækst.

A.L.