Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Menighedernes Daginstitutioner er en forening, der i mere end 100 år med afsæt i kristen kulturarv har fungeret som non-profit, humanistisk, samlende og servicerende frontkæmper for børns tarv.

Læge Richard Kjer-Petersen tog initiativ til oprettelse af de første børnehaver, der blev samlet i foreningen «Folkebørnehaverne af 1915», senere med navnet «De samarbejdende Menighedsbørnehaver», så «Menighedernes Daginstitutioner», så «MDI» og nu «fobu».

Sangleg i baggården ved latrin og skraldespande

Livet på Vesterbro

Så sent som 1976 sang børnene i Vesterbro Ungdomshus «At være baggårdskat, det er et hundeliv»

«Der kunne siges meget om, hvordan menneskene anno 1915 lever og bor i Absalonsgade, det er ikke alt sammen ondt. Man møder på disse strøg mere gensidig hjælpsomhed og uforknythed, end man på forhånd ville drømme om. Det er utroligt, så der kan holdes ud trods små kår. Ikke mindst kvinderne kan være tapre.»

Citatet stammer fra dobbeltkronikken «Barnelivets favre dage» (en henvisning til salmen af Grundtvig) i dagbladet Hovedstaden 1915.

Forfatteren til artiklen, Richard Kjer-Petersen (1873-1953) vidste som kommunelæge på Vesterbro, hvad han talte om. Slummen var forfærdende. 77.000 mennesker var stuvet sammen i baggårde og baggårdes baggårde. En toværelses lejlighed kunne rumme 11 beboere hvoraf «de 10 er en moder med otte børn, blandt hvilke en datter, der har et barn og syfilis, og den 11. en gammel bedstefar med kræft.»  F.eks. Absalonsgade 37, hvor Eliaskirken finansierede den første menighedsbørnehave, levede over 200 børn under den skolepligtige alder.

Richard Kjer-Petersen var på én og samme tid lægestandens enfant terrible og grand seigneur. Grand seigneur med baggrund i et af Københavns forretningsdynastier. Enfant terrible med ideer, som han utrætteligt forfægtede. F.eks. afslog Ugeskrift for Læger høfligt, men bestemt at stille spalteplads til rådighed for hans positive syn på naturens helbredende virkning. Han tog med udgangspunkt i Ingemanns «Nu titter til hinanden» fat på, at «det gale er, at der i store kvarterer, hvor småbørn vokser op, ikke er noget, ’der titter til hinanden’ … hverken fugle eller blomster, ingen dug og ingen sol, og at hvis der endelig i en moderne karré er en græsplæne, så er der om den et gitter med ’adgang forbudt ’.»

Når han tordnede, at fædrenes synder hjemsøgtes på børnene, så var det ikke arvesynden, han tænkte på. De fædre, han vendte sig imod var «… de fædre, der, da København begyndte at blive en storby, spekulerede i byggegrunde, hvorfor der for at betale de dyre grunde blev bygget højt, snævert, gråt og grimt – kort sagt bygget ganske umenneskelige menneskeboliger.»

Richard Kjer-Petersen anså børneforsorg for en borgerrettighed. Barnet så han som et medlem af fællesskabet med rettigheder og i bogen «Øde Vange» (1941) erklærede han, at børn burde have stemmeret.

Den Frøbelske børnehave

I 1918 anbefalede Emma Gad i «Takt og tone» at man satte et enebarn omkring fireårsalderen i en Frøbelhave: «…. For at skaffe det Selskab med andre Børn, og for alle Smaabørn er dette anbefalelsesværdigt, hvis ikke Forældrene har meget Tid eller Lejlighed til at beskæftige sig med dem. Børnene lærer i den saakaldte Børnehave at gøre Arbejdet til en Leg og Legen til Arbejde. De vaagnende Kræfter benyttes og forædles, al den overflødige Energi, som gør Barnet uroligt og besværligt. (….) Hvis det er muligt, vælg derfor ikke umodne og fjantede Tøse til Barnepige.»

Da Richard Kjer-Petersen dels fra sin søster og dels fra en af sine patienter, den danske børnehavepioner Anna Wulff, hørte om Frøbel pædagogikken, så han tråden til sine egne holdninger både til barnet som samfundsborger og til naturens lægende kræfter: Barnet som ligeværdig medborger med rettigheder. Synet på mennesket som et skabende væsen med evnen til at yderliggøre det indre i en veksling med at inderliggøre det ydre og lære af naturen. Vægten på barnets spontane aktivitet, det skabende arbejde og legen. Ikke mindst fokus på naturens betydning vandt gehør hos ham, der som læge var vidne til tuberkulosens hærgen før penicillinens tid.

Richard Kjer-Petersen på besøg på en koloni

Nu fik Richard Kjer-Petersen idéen: hvad der var godt for velhavende børn, burde være en rettighed for alle børn. I artiklen «Barnelivets favre dage» spurgte han, om der ikke var en, der kunne tænke sig at arbejde med børnene på Vesterbro. «Hvad var der f.eks. i vejen for, at nogle kristne unge Piger, der kendte til Børnehavegerning, slog sig sammen om nogle timer om ugen at lege med Baggaardsbørnene?».

Det første initiativ

Artiklen blev læst af Gerda Tillisch (1890-1983). Hun havde lært «Børnehavegerning» i Frk. Bobergs Skole på Maglekildevej og havde også en kort tid haft sin egen privatbørnehave i sit hjem på Frederiksberg Slot. Det måtte dog opgives efter faderens død.

Gerda Tillisch beskrev siden i et brev:

«Jeg ringede doktoren op, som omgående kom ud og spurgte, om jeg virkelig kunne tænke mig at hjælpe, og da jeg sagde ja, aftalte vi at mødes i Absalonsgade 35 næste dag.

Jeg ankom kl. 3, og Dr. Kjer-Petersen stod i porten og ventede på mig. Først tænkte jeg ’den doktor har da ordentligt overdrevet’, fordi der kun var nogle få børn at se.

Jeg spurgte dem, om de havde lyst til at lege nogle ’sanglege’ i gården med mig, og det ville de gerne. Så begyndte vi at lege ’Jeg gik mig over sø og land’ og ’Munken går i enge’. Da vi begyndte at synge, skal jeg love for at der kom liv i gården! Fra alle sider strømmede der nu børn til, og vi var hurtigt et halvt hundrede. (…..) Dr. Kjer-Petersen var enestående; han gik i gården og vogtede, at jeg ingen overlast skulle komme til.

Næste gang vi kom, stod der 30 børn på gaden og ventede på os, og i løbet af minutter var der ca.100 børn. Jeg fortalte dem en historie, og vinduerne i husene åbnedes, for at mødrene også kunde høre, hvad det var, der skete nede i gården. (……)

Vi legede nu med børnene fra 3-4½ i gården, men da vi nåede december, blev det så koldt, at jeg sagde til Doktoren, at nu måtte vi holde op for vinteren.

Doktoren, som jo var redaktør for «Hovedstaden» meddelte mig så, at han gennem bladet havde fået nogle penge til rådighed for arbejdet; vi kunne jo se, om der ikke var en lejlighed at få. Vi gik ind i nr. 37 og der var en eet værelses lejlighed til leje i tredje baggårdshus. I mellemhuset var der en 2-værelses, og i forhuset en 3-værelses. Vi så på dem alle tre, og doktoren spurgte mig, om jeg kunne bruge den 3-værelses. Da jeg sagde ja, spurgte vi viceværten, om han troede, værten ville leje os lejligheden til det sociale arbejde, vi havde begyndt. Værten var meget interesseret i arbejdet, og gav os lejligheden på vældig gode betingelser.»

Gerda Tillisch gik i gang, og tog også siden den dengang etårige uddannelse på Frøbelhøjskolen. Imedens oprettede Richard Kjer-Petersen endnu 2 børnehaver, én i Gethsemanekirkens krypt, og den anden i Apostelkirken.

Udviklingen

Herefter gik det stærkt. Der findes ikke mange kirker i København, der ikke fik oprettet en børnehave. Også Den katolske kirke, Metodistkirken, Baptistkirken, Frelsens Hær og valgmenigheder oprettede børnehaver og i nogle tilfælde også vuggestuer/fritidshjem.

I børnehaven på Absalon kirkens loft måtte børnene sidde helt stille, når der var begravelse, så støjen ikke skulle sprede sig i kirkerummet. Her havde Frk. Margrethe Jensen sit virke fra børnehavens oprettelse i 1927 til hun fyldte 70 i 1962. I 15 år sad hun desuden som landsformand i Dansk Børnehaveråd, og hun blev ledernes første repræsentant i Menighedernes Daginstitutioners forretningsudvalg og repræsentantskab.

Ikke kun menigheder finansierede børnehaver. Andre børnehaver kom til: flere private lederejede, Montessori og Rudolf Steiner børnehaver, tyske børnehaver i Danmark og danske i Tyskland m.fl. Andre organisationer opstod: Børneringen i 1941, Frie Børnehaver & Fritidshjem i 1949 og Danske Daginstitutioner i 1968.

Menighedsbørnehaver var i høj grad et byfænomen. Ca. 100 år efter starten lå de 100 medlemsinstitutioner i Storkøbenhavn og de andre 100 fordelt ud over landets byer. Netop det, at de lå i byerne, udfordrede ønsket om at give børn kontakt med naturen. I Betlehems kirken (tegnet af P. V. Jensen-Klint og søn 1938) har man på taget af menighedshuset en legeplads til børnehaven på 2. sal, så børnene kunne komme op i lyset. Men særlig i starten havde de færreste mere end en lille legeplads. Ideen opstod derfor, at hver børnehave havde sin venskabs-landmenighed, der støttede økonomisk og også modtog småbørn på ferieophold. Siden opstod feriekolonierne, der til og med den 2-årige børnehavelæreruddannelse var en obligatorisk del af uddannelsesforløbet.

«Se her har I slet ingen himmel. Der ovre er der en masendes masse himmel og en sol, der skinner over hele jorden og om aftenen hen på Lars Hansens vestre gavl» skal en lille dreng have berettet for baggårdsungerne derhjemme.

Den kristne baggrund

«Vores kendemærke er, at det ikke er forbudt at tale om kristendom», sagde Menighedernes Daginstitutioners daværende forretningsfører Frede Hansen i et interview i Kristeligt Dagblad i 2000: «Det er med Menighedernes Daginstitutioner som med folkekirken. Alle, der kommer, er velkomne. Der udøves ikke sindelagskontrol. Kendemærket skulle gerne være de kristne værdier. (….) Men vi har som organisation ingen principper om, hvor synligt det kristne livssyn skal være i dagligdagen. Vi stiller heller ikke krav om en bestemt pædagogisk praksis. Det er op til hver enkelt institutions bestyrelse at tage stilling til. Hvis vi skulle fastlægge det samme kirkelige engagement for institutioner på Vesterbro og i Vestjylland, ville vi få et problem.»

Det var altså ikke forbudt at tale om kristendom, men hvordan og hvorledes var op til hver enkelt daginstitution, dens pædagoger, forældre, bestyrelse og børn. Og det blev diskuteret. Det gjorde man i 1920, hvor Trinitatis sogns menighedsbørnehave var glade for den opgave «at samle og søge at forlige jødiske og kristne børn» og det gjorde man i Helligkors Børnehave i 1990'erne, hvor en muslimsk mor bemærkede: «Det gode ved en menighedsbørnehave er, at her skammer man sig ikke over at have en religion».

«Naturligvis er en god kommunal daginstitution også kultur- og holdningsformidler, og en engageret forældrebestyrelse kan lægge en linje i institutionernes pædagogik. Men de skal møjsommeligt opbygge en kontinuitet i linje og tradition, som vi har fået i arv», sagde formand Ejgil Bank Olesen i 1995.

I 2002 udarbejdedes en rapport om «Omfanget af kristne værdier i daginstitutionernes kulturformidling». Konklusionen var, at menighedsinstitutionerne stod stærkt, hvad religiøse udtryk angik, men overraskende var det, at der var mange andre institutioner, hvor fortællinger, salmer og optrin af bibelsk karakter brugtes i stort omfang.

Nye tider

I 2015 ændrede foreningen sit navn til «fobu». «Vores nye navn trådte i kraft ved repræsentantskabsmødet d. 9. maj 2015 og er resultatet af en grundig navneproces, som har strakt sig over et år. I løbet af dette år hed vi som paraplyorganisation blot MDI og før da Menighedernes Daginstitutioner, men her i vores 100-års jubilæumsår tager vi hul på et helt nyt kapitel - også i navnet, så nu hedder vi fobu». 

«fobu er ingen forkortelse, men et unikt navn. Det skrives kun med små bogstaver og refererer til ord som: forening, folk, forældre, børn, unge. Dermed har vi for første gang fået et navn, der også afspejler, at en del af foreningens institutioner også har fritidshjem og klubber. Med navnet følger et nyt slogan, der fremhæver vores kerne: ’fobu – udvikler og støtter det gode børne- og ungeinstitutionsliv’».

Det, der startede som et socialmedicinsk og kirkeligt initiativ i 1915, ændrede sig igennem årene. Det socialmedicinske perspektiv blev allerede før 1950 mere og mere et socialpædagogisk og småbørnspædagogisk perspektiv, og i løbet af de senere år sænkedes også det kirkelige perspektiv. Dog gled det ikke helt ud. I fobus vedtægter står der, at der arbejdes på et inkluderende kristent værdigrundlag. Der er stadig medlemsinstitutioner med præster og menighedsrådsmedlemmer i bestyrelsen, men i fobus bestyrelse er der ikke længere præster eller repræsentation fra kirkelige organisationer.

Nogle medlemsinstitutioner går stadig til børnegudstjeneste f.eks. til jul i den lokale kirke. Men fobu arrangerer ikke længere børnegudstjenester for alle medlemsinstitutioner, sådan som man i en lang årrække gjorde i Helligåndskirken på Strøget.

Foreningen lever stadig. Nu er fokus at bevare de selvejende og private daginstitutioner.

«Alle børn skal have ret til at plukke violer på gærdet og få stjerner at lege med», som Richard Kjer Petersen udtrykte det.

B.Bo.