Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ole Krarup

Ole Krarup, dansk EU politiker og juraprofessor (1935-2017). Han var søn af Per Krarup og fætter til Dansk Folkeparti politikeren Søren Krarup. Han blev uddannet Cand.Jur. fra Københavns Universitet i 1959 og var ansat i indenrigsministeriet til 1961. Sin bestalling med møderet for landsretten fik han i 1964. Samme år blev han ansat på Københavns Universitet. I 1969 blev han Dr.Jur. på afhandlingen «Øvrighedsmyndighedens grænser» og samme år professor i retsvidenskab. I 1972-83 var han bestyrer for Retsvidenskabeligt Institut B. Han var i disse år fagansvarlig for forvaltningsret, statsret, arbejdsret og samfundsjura og producerede en lang række bøger og artikler indenfor disse emner.

Politisk identificerede Krarup sig som marxist. Han var medlem af SF frem til 1968, hvor partiets venstrefløj brød ud og dannede VS. Han fulgte med over i det nye parti, og da dette i 1991 dannede Enhedslisten sammen med en række andre partier, fulgte han med ind i dette. Han var opstillet som folketingskandidat for Enhedslisten i 2007 og 11, men ikke valgt.

Krarups vigtigste politiske felt var imidlertid EU arbejdet. Han blev første gang opstillet og valgt til EU Parlamentet i 1994, og derefter genvalgt i 1999 og 2004. Hans vigtigste politiske mærkesager var demokrati og retssikkerhed. Den politiske karriere blev imidlertid standset, da han i 2005 blev påkørt af en bil, da ham på cykel var på vej til Parlamentet. Han pådrog sig åbent kraniebrud og indre blødninger, og selv om han kom sig, var han svækket. Hans plads i Parlamentet blev i 2006 overtaget af hans suppleant Søren Søndergaard.

Krarup førte som advokat en lang række vigtige politiske sager. I 1977-78 førte Christiania med ham som advokat sag mod Forsvarsministeriet. Påstanden var, at den levende brugsret til Christiania havde fortrinsret frem for den døde brugsret. Påstanden blev afvist af Østre Landsret og siden Højesteret, der stadfæstede kravet om, at Christiania skulle ryddes.

I 1993-98 førte han den såkaldte Grundlovssag mod staten sammen med advokaterne Christian Harlang og Karen Dyekjær-Hansen. De ønskede at få afprøvet, om Danmarks EF tilsutning i 1973 og siden tilslutningen til Maastricht traktaten i 1986 var i strid med Grundlovens §20 (beføjelser kan alene overlades til andre end danske myndigheder i nærmere bestemt omfang). Østre Landsret afviste i første omgang sagen, men afvisningen blev omstødt af Højesteret. Landsretten realitetsbehandlede derefter sagen i 1997 og i 98 afsagde Højesteret kendelse. Højesteret fandt ikke, at §20 var overtrådt, men slog fast, at den danske stat havde kompetance til at tilsidesætte EU retsakter, når disse gik ud over den suverænitet Folketinget eller en folkeafstemning havde godkendt. Højesterets kendelse var i strid med EU retten der fastslår, at denne kompetance alene tilfalder EU domstolen. Det kan slåes fast, at den danske stat aldrig har brugt den kompetance, Højesteret ellers sagde den havde.

En tilsvarende sag var Lissabonsagen (2009-13), der blev ført mod den danske statsminister og udenrigsminister. Påstanden var, at Danmarks ratificering af Lissabontraktaten (uden folkeafstemning) var i strid med Grundlovens §20. Atter engang afviste Landsretten sagen, hvorefter Højesteret besluttede at den kunne føres. Påstanden blev derefter afvist i begge retsinstanser.

Krarups EU suppleant, Søren Søndergaard, der i 2006/07 overtog hans plads i EU parlamentet udtalte efter Oles død:

«Når det gjaldt EU var Ole hverken diplomatiets eller detaljens mester. Hans modstand var grundlæggende og fundamental og blev serveret med en sylespids foragt og sarkasme, som var en juridisk professor værdig. Alene måden han udtalte ordet “romerretten” på, fik enhver til instinktivt at forstå, at det bestemt ikke var noget tilstræbelsesværdigt. Samtidig var Ole et meget humoristisk, musikalsk og udogmatisk menneske. “Hvis der er uoverensstemmelser mellem kortet og terrænet, følg da terrænet”, som han ofte citerede et opslag, han havde set i en norsk fjeldhytte!

Jeg lærte for alvor Ole at kende i tiden før og efter EU-parlamentsvalget i 2004, hvor jeg blev valgt som hans suppleant. Det blev der hurtigere brug for, end vi begge havde regnet med på grund af eftervirkningerne af et alvorlige trafikuheld i Strasbourg i efteråret 2005. Et trafikuheld, som han med vanlig ironi tilskrev “en EU-tilhænger”.

Ud over at måtte stoppe i EU-parlamentet betød eftervirkningerne også, at Ole ikke fik den problemfrie og produktive alderdom, som havde været ham vel undt. Men i de mange, mange år, hvor han var i fuldt vigør på det juridiske felt, som venstrefløjsdebattør og som kompromisløs EU-modstander gav han os så meget – og lidt til. Ære være hans minde!»

A.J.