Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet mesterlære angiver, at uddannelsen af lærlinge foregår i mesters virksomhed. Mens folkeskolen og de videregående uddannelser har rødder tilbage til kirken og latinskolerne og dermed til en boglig og teoretisk læringstradition, har mesterlæren rødder tilbage til middelalderens lavstradition og dermed til en praktisk orienteret tradition. Lavene var organisationer, som tog udgangspunkt i et enkelte (eller flere fag). De fandtes i alle større købstæder. Lavene skulle i princippet varetage såvel producentens og forbrugerens interesser. Det skete gennem at opretholde et monopol på udførelsen af arbejdsopgaver i samfundet, ved at regulere tilgangen til de forskellige erhverv og ved at sikre en grundig oplæring af lærlingen.

Lavene fastlagde regler for læretidens længde, lærlingenes løn- og arbejdsvilkår, og hvilke discipliner lærlingen skulle lære. De faglige og håndværksmæssige krav, som fordredes, og som kom til udtryk i såvel svende- som mesterprøven, havde bl.a. til formål at sikre erhvervets omdømme og fagtradition og beskytte brugerne mod dårlige håndværkere (Dybdal & Dübeck, 1983). Mesteren havde ansvaret for at lærlingen bestod svendeprøven efter et antal år i lære. Læretiden varierede fra fag til fag og kunne være fra tre til syv år. Mesterens ansvar fortsatte ofte ud over den beståede svendeprøve i form af støtteordninger til at svendene kunne rejse til udlandet og «gå på valsen» og få en alsidig arbejdserfaring. En forudsætning for at blive mester var en bred arbejdserfaring inden for faget, som ofte blev opnået i udlandet – fortrinsvist i Tyskland og Holland. Desuden var det nødvendigt at aflægge en mesterprøve, for at blive optaget i lavene.

For at regulere den indbydes konkurrence mellem mestrene fastsatte lavene, hvor mange lærlinge, den mester enkelte måtte antage, og hvilke forhold der skulle være mellem antallet af lærlinge og svende. At komme i lære i datidens stændersamfund var ensbetydende med, at mester overtog ansvaret for lærlingens opdragelse. Lærlingen boede, spiste og arbejdede i mesterens bolig og værksted. Mesteren havde således ikke kun et fagligt, men også et socialt ansvar for lærlingen.

De faste regler forhindrede dog ikke, at unge blev udnyttet eller dårligt uddannet, og kongemagten så sig flere gange nødsaget til at gribe ind. Eksempelvis gjorde en forordning fra 1682 lærekontrakter gjort obligatoriske for Københavns vedkommende og mester blev under strafansvar pålagt at sikre lærlingen den nødvendige undervisning.

Lavene og dermed håndværkernes monopol blev, efterhånden som industrialiseringen sked frem, oplevet som en spændetrøje for udviklingen. Billige fabriksfremstillede varer fra udlandet begyndte at dukke op i takt med den voksende frihandel, og modstanden mod lavene voksede. De blev kritiseret for at misbruge deres monopol og uddannelsesprivilegium og for at regulere tilgangen til arbejdsmarkedet gennem mester- og svendeprøverne. Derved holdt de priser og lønninger kunstigt oppe inden for håndværket. Dette var baggrunden for indførelsen af den såkaldte næringsfrihed i 1857 som indebar at beskyttelsen af mestertitlen blev afskaffet og hermed også mesterprøven (Møller 1991:12) Enhver kunne nu kalde sig mester og udbyde sine produkter og tjenesteydelser. Hermed fjernede man det kvalitetsstempel, som hidtil havde kendetegnet de faglærte håndværkere. Da der samtidig i årene efter næringslovene skete en voksende specialisering indenfor håndværket, blev de hævdvundne normer for læretid og oplæringsformer yderligere svækket. Det blev almindeligt, at lærlingene sprang af lære, når de havde været et par år i lære, fordi de kunne tjene mere som arbejdsmænd end ved at fortsætte som lærlinge. Tilsvarende var der talrige eksempler på, at hensynet til lærlingenes uddannelse blev underordnet ønsket om at udnytte lærlingenes billige arbejdskraft. Endelig blev også lærlingenes sociale forhold svækket i perioden, idet mange af de nye mestre ikke længere følte sig forpligtet over for lærlingene ud over arbejdstiden (Møller 1991:15) Samtidig blev det i byerne almindeligt, at håndværkernes bolig og værksted blev adskilt, hvilket betød, at lærlingen ikke længere indgik i mesters husstand (Fode, Møller & Hastrup 1984:147). Fattige drenge blev derfor ofte sat i lære i provinsen, fordi det her fortsat var almindeligt at lærlingen boede hos mester, hvorved lærlingens familie sparrede udgifter til kost og logi.

En af de centrale fortalere for den økonomiske liberalismes principper herhjemme og indædt modstander af det såkaldte «lavsuvæsen» var juristen Otto Frederik Müller. Han argumenterede med, at da det nu stod enhver frit for at drive den næring vedkommende havde lyst til, gav det ingen mening at bevare en lærlingeuddannelse med en afsluttende eksamen. Oplæringen skulle ikke længere være en opgave for almenheden, men alene et privat sag mellem lærlingens forældre og principalen. Han tilføjede at, efter hans mening var de personlige egenskaber de vigtigste hos en lærling. Dyder som renlighed, orden, nøjsomhed og mådehold var af langt større betydning end de faglige og skolemæssige færdigheder. Boglig lærdom var ikke for de jævne klasser og frem for alt ikke noget, staten skulle stå som garant for (Lind Hansen 1995:41).

Repræsentanterne fra håndværks- og handelsfagene var dog af en anden mening og så med bekymring på det tomrum opløsningen af lavene efterlod, når det gjaldt lærlingeuddannelsen. I 1889 fik Danmark en lærlingelov. Der blev dog ikke i denne stillet specifikke krav til oplæringen. I stedet henstillede loven til, at lærlingen viste sin læremester troskab, lydighed og ærbødighed, mens læremesteren på sin side var forpligtet til at våge over lærlingens opførsel og moral (Fode, Møller & Hastrup 1984:60). Loven indebar, at der indførtes maksimumsgrænser for læretidens længde, som normalt ikke måtte være over fem år. Lærlingens daglige arbejdsdag måtte ikke overstige tolv timer, heri indregnet to timer til hvile og pause. Loven stillede til gengæld ikke krav om, at man skulle værre faglært håndværker for at have lærlinge, og heller ikke om, at mester skulle føre sin lærling op til en afsluttende svendeprøve, der kunne bevise, at han som læremester havde opfyldt sin oplæringsforpligtelse. Loven åbnede dog mulighed for afholdelse af frivillige svendeprøver. Mestrene var generelt utilfredse med 1889-loven og især med, at de tvungne svendeprøver var blevet afskaffet (Møller 1991:25) Først med lærlingeloven af 1937 blev der indført tvungne svendeprøver, mens der i lærlingeloven fra 1921 blev indført krav om, at en læremester skulle være oplært i det pågældende fag. Mesterlæren i sin rene form blev afskaffet med reformen fra 1956, der introducerede vekseluddannelsesprincippet. Herefter bestod uddannelserne i en vekslen mellem oplæring på virksomheden og undervisning på skole. Reformen indebar, at der blev indført værkstedsundervisning på de tekniske skoler, samt at skolerne overtog en del af det ansvar for den faglige oplæring, som tidligere alene havde været virksomhedernes. Mesterlæren har imidlertid fået en renæssance de seneste år. Således nedsatte regeringen Udvalget om Mesterlære, der skulle undersøge mulighederne for bedre at kunne tilgodese praktisk orienterede unge í erhvervsuddannelsessystemet. Løsningen blev den såkaldte mesterlæremodel, der trådte i kraft 1. august 2006, og som betyder, at de unge har mulighed for at gennemføre en større del af erhvervsuddannelsen i en virksomhed, end det er tilfældet i de ordinære erhvervsuddannelser.

I.Ju.