Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Jean Lave

Jean Lave er professor ved University of California, Berkeley, og er især kendt for sammen med Etienne Wenger at have formuleret teorien om situeret læring i bogen «Situeret læring. Legitim perifer deltagelse» (1991/2003). Laves centrale forskningsmæssige anliggende er at begrebssætte læring, lærende og hverdagsliv i forhold til social praksis på nye måder.

Udgangspunktet for at forstå Laves arbejde skal findes i den pædagogiske konvention, at nytænkning og analytiske evner læres bedst i skolemæssige sammenhænge gennem undervisning, mens det, der læres i mesterlære og praksis uden for skolen, drejer sig om rutinemæssige færdigheder, der læres bedst gennem gentagelse og imitation. Den grundlæggende antagelse er, at undervisning danner den nødvendige forudsætning for, at der er tale om egentlig læring. Et af de centrale formål med Jean Laves forskning er at undersøge, om denne antagelse gælder i alle pædagogiske situationer. Udgangspunktet for Jean Laves forskning er et studie fra 1970'erne af, hvordan skrædderlærlinge i Liberia lærte deres fag. Gennem længere tids feltstudier havde Jean Lave oparbejdet mangfoldige observationer af den læring, der fandt sted hos lærlingene, men hun observerede ikke nogen undervisning fra mestrenes side. Dette forhold tvang hende til at revurdere sine teoretiske forudsætninger og forlade den pædagogiske konvention om, at læring bygger på undervisning. Jean Lave begyndte i stedet at undersøge de mange læringsressourcer, der fandtes i det praksisfælleskab, skrædderlærlingenes arbejde foregik i. Denne tilgang gjorde Jean Lave opmærksom på de læringspotentialer, der ligger i arbejdstilrettelæggelse og struktur, som væsentlige ressourcer for læring. I empiriske studier omkring 1980 viste hun, at når husmødre i Californien handlede i supermarkeder, anvendte de helt andre, og i situationen mere effektive, former for matematik end den skolematematik, de var blevet undervist i. Dette og andre eksperimenter er rapporteret i hendes bog «Cognition in practice: Mind, mathematics and culture in everyday life» fra 1988. I denne bog kritiserer Jean Lave den desituerede forståelse af læring inden for behavioristisk og kognitiv psykologi, hvor læring har været opfattet som bestående af isolerede processer, det være sig mekaniske adfærdsresponser eller indre kognitive processer. Lave og Wenger forfølger denne tematik i deres bog om situeret læring fra 1991 (dansk udgave 2003). På baggrund af fem case-studier af mesterlære i traditionelle og i moderne samfund (skræddere, slagtere, navigatører, jordemødre og anonyme alkoholikere) formuleres en almen teori om læring, hvor læring betones som en dynamisk proces, der forudsætter en forbundethed til et praksisfælleskab samt en forandring af den enkeltes deltagelse i praksisfællesskabet. En proces, der i bred forstand implicerer såvel en forandring i den lærendes selvforståelse som en videreførelse og forandring af praksisfællesskabet. Denne proces søges afdækket i analysebegrebet legitim perifer deltagelse. I sine senere arbejder har Jean Lave understreget, at situeret læringsteori må forstås som en del af mange forskellige former for social praksis og politiske konflikter. I artiklen «Læring, mesterlære og social praksis» fra 1999 betoner Jean Lave, at en situeret læringsteori må inddrage en forståelse af læring som en del af social praksis analyseret i forhold til mulige og realiserede deltagerbaner på tværs af handlekontekster. I sit seneste forskningsprojekt har Jean Lave sat fokus på, hvordan social identitet forhandles, fastholdes og forandres i konfliktuelle hverdagspraksisser. I en feltstudie præciserer Jean Lave, hvordan britiske familier, der er involveret i portvinsproduktion i Portugal, fastholder deres sociale og nationale identiteter gennem en række kampe, hvor social eksklusion og inklusion er centrale elementer (Lave, 2001).

K.Ni.