Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Niels Henrik David Bohr (7. oktober 1885 - 18. november 1962), dansk atomfysiker. Han stod for vigtige bidrag til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanik.

Bohr blev født i København som søn af Christian Bohr og Ellen Adler. Faderen var læge og var kendt for sine undersøgelser af fysiske og kemiske aspekter af åndedrættet. Moderen var jøde og kom fra en velhavende og fremtrædende familie indenfor bankverdenen.

Bohr blev doktor fra Københavns Universitet i 1911 på en afhandling om elektronteori for metaller. Derefter studerede han under Ernest Rutherford i Manchester, England. Rutherfords atommodel var både mekanisk og elektrisk ustabil, for iflg. den klassiske mekanik burde elektronerne der svævede omkring kernen efterhånden falde ind i denne. Bohr erkendte, at antallet af elektroner i et atom var afgørende for dets kemiske egenskaber, mens den langt tungere kerne var stort set uden betydning. Han publicerede i 1913 en ny model for atomets struktur, hvor han introducerede teorien om elektroner, der bevæger sig i faste baner - skaller - om atomets kerne; hvor de ydre skaller rummer flere elektroner end de indre, hvilket er bestemmende for atomets kemiske egenskaber. Som del af modellen indgik samtidig, at en elektron kunne «falde» fra en ydre til en indre skal, hvilket fører til udsendelse af en diskret lyskvant. Elektronerne kunne altså kun befinde sig i et diskret antal tilstande, og som følge heraf ville atomet kun kunne udsende lys på et tilsvarende diskret antal bølgelængder. Modellen blev siden kaldt Bohrmodellen, og blev udgangspunkt for udviklingen af kvantemekanik.

I 1912 blev Bohr gift i København med Margrethe Nørlund. I 1916 blev han udnævnt til professor i København, og i 1921 til direktør for det nyoprettede Institut for Teoretisk Fysik. En stilling han bevarede resten af livet. I 1922 blev han tildelt Nobelprisen i fysik for udviklingen af sin kvantificerede atommodel.

Gennem starten af 20'erne var hans arbejde koncentreret på 2 områder: han søgte at udvikle en sammenhængende kvanteteori, der kunne erstatte den klassiske fysik og termodynamikken på atomniveau, og han søgte at forklare strukturen og egenskaberne ved alle atomerne i det periodiske system. Bohrs institut blev i disse år et af de ledende centre i verden for atomfysik og tiltrak fremragende unge fysikere fra hele verden. Bohr selv havde et åbent sind overfor sine yngre kolleger og understregede at atomfysikken var i en usikker overgangsperiode, hvor den klassiske fysiks model var blevet forkastet, uden at en ny model endnu var på plads. Kvantemekanikken lå først formuleret omkring midten af 20'erne. Den nye teori stillede imidlertid også krav om en fysisk fortolkning, og denne fortolkning udviklede sig frem mod slutningen af 20'erne i en tæt samspil mellem Bohr og instituttets mange gæster - specielt tyskeren Werner Heisenberg. De formulerede den såkaldte Københavnermodel, der var en fortolkning af kvantemekanikken. Det er fortsat den mest udbredte fortolkning, selv om den fra starten blev kraftigt kritiseret fra mange sider - bl.a. fra tidens mest fremtrædende fysiker: Albert Eistein.

Bohr udviklede endvidere princippet om komplementaritet. Det siger, at det er umuligt at skelne skarpt mellem atomare objekters opførsel, og interaktionen med måleinstrumenter, da disse påvirker betingelserne under hvilke fænomenerne optræder. Resultater opnået under forskellige eksperimentelle betingelser er derfor ikke ens, men må opfattes som komplementære, i den forstand at kun totaliteten af eksperimentelle resultater kan afdække partiklernes opførsel. Bohr fandt også filosofiske anvendelser for dette skræmmende originale princip, og gennem hele sit liv havde han mange intense diskussioner med Einstein om princippet. Einstein foretrak langt den klassiske fysiks determinisme frem for Bohrs og Max Plancks nye fysik.

En af Bohrs mest berømte yngre kolleger var tyskeren Werner Heisenberg, der senere blev leder af det tyske atomvåben projekt. Under den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig besøgte Heisenberg i 1941 Bohr i København, og Bohr fik ved den lejlighed nys om de tyske planer om udviklingen af atomvåben. For at undgå arrestation af det tyske politi pga. sin jødiske baggrund og anti-nazistiske holdninger flygtede Bohr i 1943 med sin familie til Sverige, derfra videre til London og derfra til USA. Her arbejdede han i Los Alamos på Manhattanprojektet, der skulle give USA atomvåben, men hans rolle på projektet var begrænset. Det skyldtes nok især, at han fra 44 fik stærke moralske skrupler ved projektet. Han forsøgte at overtale den britiske premierminister Winston Churchill og USA's præsident Roosevelt til at støtte internationalt samarbejde, for at hindre atomvåbnenes skræmmende konsekvenser for menneskeheden. Henvendelsen var dog uden held. USA fik sine atomvåben og prøvede dem mod Japan.

Efter krigen vendte han tilbage til Danmark, hvor han gik ind for atomenergiens fredelige udnyttelse. Han sendte i 1950 et åbent brev til FN, hvor han gik ind for en «åben verden». Han gik ind for fri udveksling af ideer og forskere, som middel til at hindre rustningskapløb. Han støttede den fredelige udnyttelse af atomkraft, oprettelsen af CERN og modtog i 1957 den første US Atoms for Peace pris. Han døde i 1962 i København. Niels Bohr Instituttet er opkaldt efter ham, og det samme er grundstoffet Bohrium. Den ene af hans sønner (Aage Bohr, f. 1922), fulgte i faderens fodspor og blev i 1975 ligeledes tildelt Nobelprisen i fysik.

A.J.