Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lajos Kassák

Lajos Kassák (1887-1967), ungarsk forfatter, digter, publicist og socialdemokrat. Kassák fødtes den 21. marts 1887 i Érsekujvár. Han afsluttede skolegangen, da han var 12 og kom derefter i lære som blikkenslager. Som udlært arbejdede han fra 1903 først i provinsbyer, siden i Budapest. Som faglig aktiv deltog han i demonstrationer og ledte strejker; han blev derfor fyret og sortlistet. Hans første digte og prosastykker blev trykt i 1908. I 1909 gik han på valsen gennem Østrig, Tyskland, Belgien og Frankrig - han havde undervejs mødt mange forskellige mennesker og besluttede sig for en karriere som forfatter.

Det socialdemokratiske hovedorgan, Népszava trykte hans noveller og digte; hans første digtsamling udkom i 1912. Hans internationale kontakter udvidedes i 1913 ved mødet med italienske futurister og tyske ekspressionister.

Ved Første Verdenskrigs udbrud vendte han sig omgående mod krigen og bebrejdede de socialdemokratiske ledere, at de havde forrådt den socialistiske sag. I 1915 udgav han en bog, i hvilken han udtrykte sin store tiltro til industriarbejdere og arbejderklassen som helhed. Samme år samlede han en gruppe af krigsmodstandere og artister og lancerede et nyt tidsskrift Tett (Aktion). Kunstnerne arbejdede - som han selv også gjorde det - i ekspressionistisk stil. Tett blev forbudt efter to numre. Det blev dog genoplivet i 1916, nu med navnet Ma (I Dag), men også dette forsøg på at udgive et radikalt antimilitaristisk tidsskrift blev standset hurtigt ved myndighedernes indgriben. Så længe det kunne udkomme, publicerede bladet tegninger af fremtrædende kunstnere og værker af Béla Bartók og Zoltán Kodály. Gruppen organiserede senere i den revolutionære epoke fra 1917/18 udstillinger og litterære forsamlinger.

Kassák deltog i den ungarske oktoberrevolution i 1918 og i den kortvarige ungarske sovjetrepubliks tid arbejdede han i forskellige komiteer (for litteratur, teater, plakater og kunstnere); som andre avantgardister stødte han skarpt sammen med Béla Kun og andre kommunistiske og også socialdemokratiske ledere. Efter Sovjetrepublikkens fald blev han arresteret og fængslet i nogle dage. Han flygtede omgående efter løsladelsen til Wien, hvor han genoprettede Ma. I 1920 og 1921 publicerede han to bøger om den revolutionære epoke og hans indtryk fra valsen i Vesteuropa.

Han redigerede andre tidsskrifter og fra 1924 blev hans grafiske og geometriske værker udstillet i Berlin (Sturm galleriet) og i Wien.

I 1925 opholdt han sig en periode i Paris, efter at han i omfattende kritisk artikel havde taget afstand fra det kommunistiske partis kulturpolitik. I en længere artikelserie i Népszava behandlede han emnet «Arbejderklassen og kunsten». Efter opholdet i Paris vendte han tilbage til Budapest og meldte sig i november 1925 ind i Socialdemokratiet (MSzDP). Her begyndte han også at udgive et nyt tidsskrift Dokumentum (Dokument).

Kassák udgav i 1917 sin bedst kendte bog, autobiografien «Egy ember élete» (En mands liv), som med «proletariske øjne» rettede sin kritik mod udviklingen. Bogen var helt klart ikke værdsat positivt af Horthy regime i mellemkrigstiden. Efter 1945 - i Rákosi-årene - blev den direkte forbudt. Det nye Rusland interesserede han sig meget for, uden dog i sine anmeldelser af film og forfattere at forfalde til en ukritisk holdning.

Hans nye projekt i 1928 blev tidsskriftet Munka (Arbejde), som blev kendt og meget indflydelsesrigt i samtidens Ungarn. Han samlede en kreds af unge arbejdere og venstreorienterede intellektuelle omkring tidsskriftet. Tidsskriftet undersøgte arbejderklassens hverdagsliv, analyserede arbejdsløsheden, litteratur og politik. Munka udkom indtil 1939 uden at kritisere de to arbejderpartiers officielle politik, selvom Kassák på ingen måde bøjede sig for partidisciplinen eller lagde bånd på sin skarpe tunge. Dog udgav han en kritisk afhandling i 1933, hvor han analyserede årsagerne til det tyske socialdemokratis nederlag.

Illés Mónus fik ham til at skrive oftere til Népszava og MSzDPs teoretiske tidsskrift Szocializmus, hvor han især vendte sig mod den fascistiske fare. Han fortsatte dog med at udgive Munka og arrangerede stykker for forsamlinger af arbejdere, fagforeningsfolk og partimedlemmer i metalarbejderforbundets «kulturelle matineér».

Såvel Szocializmus som Munka blev forbudt; det første i 1938, det sidste i 1939. Kassák blev arresteret i 1940 for sine anti-krigs-artikler og fængslet i to måneder.

Efter befrielsen i 1945 begyndte han atter at skrive til Népszava og Szocializmus, blev valgt ind i MSzDPs hovedbestyrelse og arbejdede i forskellige socialdemokratiske og nationale udvalg for kunst og kultur. Han var endvidere redaktionsmedlem i forskellige kultur-tidsskrifter og sad i et surrealistisk råd for udøvende kunstnere. I 1947 startede han igen et nyt tidsskriftet Alkotás (Arbejde), men det blev forbudt af Rákosi-regimet i 1949.

Herefter trak han sig tilbage og levede bevidst isoleret i provinsen. Først efter Stalins død udgav han i 1955 sine dagbøger. I 1956 blev han opfordret til at tage en plads i Forfatterforbundets præsidium. Han opretholdt dog sin uafhængige, kritiske og socialistiske holdninger og standpunkter. Hans tidligere publikationer og nye digte og artikler blev udgivet, ligesom hans værker igen blev udstillet flere gange - også i udlandet (Paris). Kassák døde den 22. juli 1967 i Budapest.

Ja.J.