Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Santiago Carrillo

Carrillo (1914-), generalsekretær i det spanske kommunistparti, PCE. Som søn af en kendt socialistleder blev han allerede som 13 årig medlem og 18 år gammel blev han generalsekretær for Ungsocialisterne - Socialistpartiet PSOE's venstrefløj.

Efter et fængselsophold præget af politisk radikalisering lykkedes det ham i 1934 at samle Ungsocialisterne og Ungkommunisterne i én fælles organisation, og i 1936 blev han medlem af kommunistpartiet. Han spillede en vigtig rolle som leder for ordensstyrkerne i Madrid under borgerkrigen, og det er fra denne periode at anklagen for at være ansvarlig for henrettelsen af tusinder af francotilhængere stammer. Efter krigen forsøgte han fra eksilet i Paris at omorganisere partiet i Spanien, men kom her i konflikt med de ældre ledere, der ikke ville tage hensyn til de nye anti-franco-grupper der udviklede sig, bl.a. i universitetsmiljøerne. I 1956, efter den 20. sovjetiske partikongres, styrkede han sin stilling og på PCE's 6. partikongres i 1960, blev han generalsekretær, mens den legendariske Dolores Ibarruri (La Pasionaria) fik æresposten som præsident. Fra da af var Carrillo partiets ubestridte leder, og på trods af visse kriser og afskalninger styrkede partiet sin stilling i den spanske arbejderklasse og i intellektuelle kredse. I 1976 drog Carrillo i hemmelighed tilbage til Spanien, hvor han blev arresteret men kort tid senere atter sluppet fri.

Han blev valgt til parlamentet i 77 og genvalgt i 79 og 82. Efter en alvorlig intern krise i PCE måtte han i november 83 trække sig som partiets leder. I 1986 blev han smidt ud af partiet, hvorefter han i 87 oprettede et nyt parti: Det spanske Arbejderparti. Det blev opløst i 1991, og Carillo anbefalede dets medlemmer at søge ind i det spanske socialistparti, PSOE.

Carrillo markerede tidligt uafhængighed i forhold til Moskva, og kritiserede kraftigt indmarchen i Tjekkoslovakiet, der ifølge ham selv var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Han udviklede en strategi for PCE baseret på nationale forudsætninger og blev i 1970'erne regnet for «eurokommunismens» vigtigste repræsentant. I bogen «Eurokommunismen og Staten» (1977) fremførte han en skarp kritik af det sovjetiske samfundssystem, som han mente fortsat var præget af stalinisme. I beskrivelsen af eurokommunismen lagde han større vægt på fællestrækkene end søsterpartierne i Frankrig og Italien, og han mente, at denne nye retning burde spredes til alle lande i Europa.

Carillo er forfatter til flere bøger: Después de Franco, qué? (1965), Problems of Socialismn Today (1970), El año de la constitución (1978), Memoria de la transición (1983).

H.N.