Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arthur Rosenberg (Berlin 19. december 1889 - New York 7. februar 1943), tysk historiker og kommunist. Rosenberg studerede især antik historie og klassisk filologi ved universitetet i Berlin, hvor han i 1911 skrev en ph.d. og i 1914 en disputats (Der Staat der Italiker), som dengang vakte opsigt og i dag er alment anerkendt. Ved verdenskrigens udbrud stod han på den politiske højrefløj og sympatiserede senere med den yderste højrefløj («Vaterlandspartei»). Rosenberg ændrede sine politiske vurderinger efter det tyske kejserriges nederlag i efteråret 1918 og blev medlem af det Uafhængige Socialdemokratiske Parti, USPD. Her hørte han til den fløj, der i 1920 sluttede sig sammen med det kommunistiske parti, KPD. Han gjorde hurtigt «karriere» på KPD's venstrefløj og senere på den extreme venstrefløj (Ultralinke), som, efter den aldrig begyndte tyske revolution i oktober 1923, overtog den førende rolle i partiet. I 1924 blev han valgt til partiets centralkomite og i samme år også til medlem af Rigsdagen. Nederlaget i oktober 1923 isolerede Sovjetunionen og styrkede tendensen til opbygningen af socialisme i et land. Rosenberg fastholdt imidlertid, at kapitalismen ikke (midlertidigt) havde konsolideret sig og fortsatte ultravenstre-politikken. Det medførte bl.a., at han repræsenterede KPD i Kommunistisk Internationales Eksekutivkomite (EKKI). I april 1927 forlod han sig nærmest over nat KPD, idet det revolutionære perspektiv i hans vurdering ikke mere kunne realiseres. Ydermere havde de kommunistiske partier underordnet sig den i Moskva baserede ledelse. Selvom han ikke blev medlem af det tyske socialdemokrati skrev han efter dette tidspunkt overvejende i de socialdemokratiske aviser og tidskrifter.

I 1933 emigrerede han. Universitetet i Berlin - som kun meget modvilligt havde anerkendt ham som lærer - bad om at få frakendt hans undervisningsret, hvilket det nazificerede undervisningsministerium bevilgede i september 1933. Som jøde måtte han ikke undervise. I 1935 blev det tyske statsborgerskab frakendt ham. Samme år fik han en treårig stilling ved universitetet i Liverpool; stillingen kunne dog ikke forlænges udover de tre år. Rosenberg flyttede derefter til New York, hvor han underviste ved Brooklyn College, indtil han i 1943 døde af kræft.

Rosenberg skrev efter sin udmeldelse af KPD nogle politisk relevante bøger, som er oversat til adskillige sprog, og genoptrykt flere gange (en omfattende bibliografi findes i Arthur Rosenberg zwischen Alter Geschichte und Zeitgeschichte…). De fire bøger handler om Weimarrepublikkens opståen og historie (1928 og 1935), bolchevismens historie (1932) og om demokrati og socialisme (1938). I 1934 publicerede han endvidere Der Faschismus als Massenbewegung. Det er velskrevne bøger, der bl.a. er oversat til engelsk i flere oplag; den engelske udgave af Weimarrepublikkens historie har ovenikøbet en ajourføring indtil 1934, som mangler i de forskellige tyske udgaver. Bolchevismens historie udkom på norsk i 1935. Bøgerne er relevante selv om, eller snarere fordi, deres teser er diskutable. Udgangspunktet er en radikal kritik; enkelte vurderinger er i dag naturligvis forældede, men som hovedsynspunkt er Rosenbergs teser og vurderinger af betydning. Bolchevismens historie er det første forsøg på en historisk-politisk fremstilling af emnet. Det gælder også for analysen af den historiske udvikling af forholdet mellem demokrati og socialisme.

Rosenbergs politiske og videnskabelige vurderinger er bemærkelsesværdige; hans pludselige skift i politisk standpunkt i efteråret 1918 og foråret 1927, hans mulige revurdering af marxismen og overgang til samarbejde med borgerlige og jødiske organisationer, betyder at hans vurderinger ikke er uproblematiske, men at de i det mindste er stimulerende.

G.C.