Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Abendroth (født 2. maj 1906 i Wuppertal, død 15. september 1985 i Frankfurt/M), tysk marxist og politolog. Indtil sin død var han kendt, også uden for Tysklands grænser, idet en betydelig del af hans politiske og videnskabelige produktion blev oversat til en række europæiske sprog og til japansk.

Abendroth voksede op i en familie, der var præget af det socialdemokratiske miljø før 1914. Selv sluttede han sig efter 1920 til det kommunistiske ungdomsforbund, blev på grund af såkaldt «højreafvigelse» ekskluderet efter nogle år og var derefter medlem af en ikke-partipolitisk kommunistisk-socialistisk ungdomsgruppe. Senere meldte han sig ind i den kommunistiske studenterorganisation, og blev igen ekskluderet for «højreafvigelse», men blev derefter medlem af den kommunistiske partiopposition. Han var aktiv i modstandsbevægelsen efter at være vendt tilbage fra Schweiz i 1935, hvortil han havde måttet emigrere for at kunne afslutte sit jurastudium; han blev arresteret og idømt fire års tugthus. Under 2. Verdenskrig indkaldtes han til en såkaldt «straffeenhed», der bestod af kz-fanger, der fik valget mellem at blive skudt - hvor de var - eller komme til fronten. Han samarbejdede med græske partisaner, og krigen endte for hans vedkommende i engelsk fangenskab. I 1946 blev han medlem af socialdemokratiet (SPD), flygtede i 1948 fra den sovjetiske zone, det senere DDR, og fik fra 1950 et professorat i politisk videnskab i Marburg. Her var han aktiv i arbejderbevægelsen. Bl.a. udarbejdede han juridiske responsa for det dengang venstreorienterede metalarbejderforbund. Han støttede også forsøg på at udvikle socialistiske holdninger i socialdemokratiske kredse - f.eks. ved at skrive artikler til nogle af de små venstresocialistiske tidsskrifter Funken og Sozialistische Politik, som specielt henvendte sig til socialdemokrater. Han skrev også i andre tidsskrifter, hvor det var muligt at komme til orde. Det var imidlertid ikke muligt mange steder i den kolde krigs Vesttyskland. Han var i mange år den eneste offentligt kendte marxistiske professor i Vesttyskland. I foråret 2008 faldt den sidste af hans efterfølgere for aldersgrænsen, professoratet blev ikke fornyet, Marburg-skolen eksisterer ikke mere.

I 1959 fik det socialdemokratiske parti et nyt principprogram - omtrent samtidig med en række andre socialdemokratiske partier i Europa. Det var ligesom disse et skridt væk fra en marxistisk samfundsanalyse, og Abendroth fremlagde derfor et alternativt programforslag, som ikke havde en chance for at blive vedtaget. I denne fase i socialdemokratiets historie udviklede partiets studenterorganisation, Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS), sig markant mod venstre. I SDS foregik der en ret voldsom diskussion, men den partiloyale gruppe - som dog holdt fast i en kritisk udgangsposition - fik overtaget. Imidlertid tolererede SPD's ledende gruppe ikke en sådan venstreorienteret holdning i netop disse år, og organisationen blev sammen med dens støtteorganisation ekskluderet af partiet i 1961. Abendroth var formand for støtteorganisationen. Han så SDS som en mulighed for at udvikle en kritisk organisation blandt yngre intellektuelle, som kunne være udgangspunkt for et samarbejde med organisationer og grupperinger blandt de venstreorienterede dele af fagbevægelsen og arbejderungdomsbevægelsen. Derfor var han villig til at bryde med socialdemokratiet på et tidspunkt, hvor partiet tog et afgørende skridt mod at blive et bredtfavnende liberalt parti.

Abendroths politiske indsats i de følgende 25 år var at fremme en udvikling, der skulle styrke en klar socialistisk opposition med forankring i arbejderklassen, men det må konkluderes, at denne politik led skibbrud. SDS fik ganske vist en betydelig indflydelse på de tyske universiteter i anden halvdel af 1960'erne, men opløstes i 1970 i en række «partier», som genoptog mellemkrigstiden retorik uden at have mere end en smal og meget kortvarig basis i arbejderklassen. Alle disse «partier» er i mellemtiden forsvundet. I nogle tilfælde findes endnu tidsskrifter, der kan føres tilbage til «partierne» og de partiforberedende grupper.

Men derudover var Abendroth også universitets-professor, og hans arbejde her har fået en længerevarende betydning. Ganske vist var han ikke en betydelig teoretiker, men han forstod at sammenfatte arbejderbevægelsens historie ud fra en umiskendelig marxistisk position og at fremme studier og afhandlinger om arbejderbevægelsens udvikling ud fra en sådan grundholdning. Denne kritiske marxisme (som ikke må forveksles med Frankfurterskolens kritiske samfundsanlyse) fik især betydning ved universitetet i Marburg og bliver derfor også kaldt for Marburg-skolen, men Abendroths elever var også aktive på andre universiteter og i andre sammenhænge. En afglans fandtes også i Danmark - f.eks. i Ålborg, men også i en SFAH-udgivelse, nemlig Ursula Schmiederers dissertation fra 1969 om Socialistisk Folkeparti (på dansk i 1971).

Abendroth var en fascinerende lærer og hans forskellige afhandlinger dannede grundlag for en forståelse af arbejderbevægelsens udvikling. Det er ikke et tilfælde, at hans artikel Das Problem der Beziehungen zwischen politischer Theorie und politischer Praxis in Geschichte und Gegenwart der deutschen Arbeiterbewegung (Problemet om forholdet mellem politisk teori og politisk praksis i den tyske arbejderbevægelses historie og nutid) fra 1958 citeres i adskillige senere disputatser. Han beskæftigede sig især med fagbevægelsen, med SPD og med den europæiske arbejderbevægelse som helhed. Hans «Den europæiske arbejderbevægelses historie» udkom på 13 sprog og i flere oplag (den danske således i 2 oplag). En væsentlig del af hans produktion beskæftiger sig med grundlovsmæssige forhold. Problemerne vedr. grundlovens fortolkning - som han anså for en væsentlig opgave i arbejderbevægelsens kamp for at bevare og udbygge demokratiet - er central i hans videnskabelige produktion. De vigtigste af hans politik-videnskabelige og sociologiske afhandlinger findes i samlebindet Antagonistische Gesellschaft und politische Demokratie (Antagonistisk samfund og politisk demokrati) fra 1967. Titlen er en slags programerklæring: samfundet er antagonistisk, og denne antagonisme kan ophæves gennem massernes/arbejderklassens demokratiske kamp. I denne formel danner hans videnskabelige og politiske indsats en enhed mellem teori og praksis.

En biografi foreligger ikke, men i 1976 udkom på Suhrkamp forlaget samtaler med ham: Ein Leben in der Arbeiterbewegung (Et liv i arbejderbevægelsen). Han satte ikke sin egen person så højt, at han fortalte sin biografi i al udførlighed. Dele af hans aktiviteter blev knap nok omtalt, selv om de ikke var betydningsløse. Der er meget at hente for forståelsen af arbejderbevægelsens udvikling i Abendroths biografi og i hans videnskabelige produktion. Det er naturligt, at enkelte af hans afhandlinger er forældede i forhold til nye undersøgelser, og man skal ikke læse hans artikler f.eks. om arbejderbevægelsens centrale personer for deres nyhedsværdi, men for at forstå disse personers rolle i arbejderbevægelsen. Det samme gælder hans afhandling om det tyske socialdemokratis udvikling: der er kommet megen ny litteratur, men hans analyse har fortsat relevans. Abendroth formåede at skrive syntetisk, at fremlægge de lange linjer i udviklingen og samtidig fastholde bevægelsens perspektiver. Videnskabeligt holdt han fast i perspektivet om en omfattende samfunds- og historieteori og samtidig en politikvidenskabelig teori, der kunne analysere de virkelige samfundsmæssige magtforhold og deres forandring hen mod et kommende samfund, som ikke er domineret af kapitalforholdet.

I anledning af 100 året for Abendroths fødsel afholdtes i foråret 2006 adskillige konferenser, der udkom to delbiografier og en samlet udgave af hans skrifter påbegyndtes; bd. 1 udkom 2006, bd. 2 er annonceret til at udkomme i foråret 2008.

G.C.