Befolkning 18.000 Valuta Areal 459 Km2 Hovedstad Koror Befolkningstæthed 41,3 indb./Km2     HDI placering 80

Palau består af omkring 350 øer spredt over et område på 494 km². Et koralrev mod vest danner en stor lagune med mange mindre øer i sin midte. Koral- og fiskelivet i denne lagune anses for at være verdens mest frodige med 1.500 forskellige arter af tropiske fisk og 700 forskellige koraller og søanemoner.

Folket: Størstedelen af befolkningen har polynesisk oprindelse. Palaus oprindelige befolkning (83,2 %); philippinere (9,8 %); mikronesiere (2,9 %); kinesere (1,2 %); «hvide» (0,8 %); andre (3 %).

Religion: Ingen officiel religion. Katolikker (40,7%), protestanter (24,7%), traditionel tro (27,1%), andre (7,5%).

Sprog: Engelsk, palau, sonsoral, tobi, anguar.

Politiske partier: Koalitionen for en Åben, Ærlig og Retfærdig regering går imod spredningen af atomvåben og giftigt kemisk affald i regionen, og går imod landets status som «fri associeret stat» med USA. Palaus Parti støtter til gengæld associeringen med USA.

Officielt navn: Republic of Palau. Belu`u er a Belau

Administrativ inddeling: 16 stater

Hovedstad: Ngerulmud

Regering: Surangel Whipps Jr. er præsident siden januar 2021. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus med 16 pladser og Senatet med 9.

Nationaldag: 9. juli (Grundlovsdag, 1979); 1. oktober (Uafhængighed, 1994)

Væbnede styrker: USA har ansvaret for landets forsvar

 

For 5.000 år siden befolkede søfolk fra Taiwan og Kina øerne i Mikronesien. De levede i skarpt lagdelte samfund, hvor kønnet, alderen og kampevnen afgjorde den enkeltes sociale position og materielle rigdom. Koloniseringen af øerne i det 19. århundrede ødelagde mange af de små samfund, men formåede ikke fuldstændig at knuse den tidligere civilisation.

I 1899 købte Tyskland øerne af Spanien for 25 millioner pesetas, og i 1914 blev de overtaget af japanerne. Under 2. verdenskrig oprettede Japan sin største flådebase på Palau, og samtidig erkendte USA, at øerne havde en strategisk afgørende betydning for erobringen af Philippinerne. Øerne var derfor genstand for voldsomme kampe.

Ved afslutningen af 2. verdenskrig var den indfødte befolkning reduceret fra 45.000 til 6.000. USA underlagde sig Mikronesien som protektorat, anvendte det til atomprøvesprængninger og forstærkede dets økonomiske afhængighed. Processen i retning af selvstændighed blev derfor først indledt i slutningen af 1970'erne.

I 1978 løsrev øgruppen sig fra resten af Mikronesien, og i januar 1979 udformede en grundlovsgivende forsamling en forfatning for selvstyre. Forfatningen nedlagde eksplicit forbud mod oplagringen af atomvåben eller atomaffald i landet. Endvidere slog den fast, at udlændinge ikke kunne eje jord og fastlagde en havretszone på 200 sømil - i overensstemmelse med beslutningerne i FN, men til USA's store fortrydelse.

Forfatningen blev undertegnet af 35 af de 38 medlemmer af den grundlovsgivende forsamling, men USA lagde pres på lokalregeringen for at gå med til oprettelsen af en stor militærbase på Palau. Efter en tredje folkeafstemning i juli 1980 blev forfatningens originaltekst vedtaget med 78 % af stemmerne.

I 1981 ankom Gordon Mochire - ejer af IPESCO (International Power Systems) - til Palau med det formål at bygge et kraftværk på 16 MW. USA erklærede sig villig til at financiere projektet, hvis Palau ville gå med til ændringer af forfatningen.

Præsident Haruo Remeliik blev overtalt til at gennemføre en folkeafstemning, med det formål at få godkendt Mochires projekt sammen med omdannelsen af landet til «fri associeret stat». Men ændringen fik ikke de nødvendige 75 % af stemmerne, for at grundloven kunne ændres. I 1983 underskrev præsidenten aftaler om optagelse af et lån på 37,5 millioner dollars.

Kraftværket blev bygget i 1984. Året efter afviste Remeliik at udskrive en tredje folkeafstemning om ændringer af forfatning. Denne gang ønskede USA at få fjernet landets status som atomvåbenfrit område. 10 dage senere blev Remeliik skudt, da han steg ud af sin bil.

Palaus kongres fik nu efter pres fra præsidenten ændret forfatningen, så den kunne ændres ved simpelt flertal. Ved en efterfølgende afstemning 21. august 1987 gik Palau med til at blive en «fri associeret stat» med USA.

I 1987-88 kom det til flere attentatforsøg og trusler mod oppositionen. Blandt de truede var en kvindegruppe, der i august 1987 forsøgte at få omstødt afstemningsresultatet fra 21. august. I april 1988 afsagde højesteret dom i forfatningssagen og erklærede, at det var nødvendigt med 75 % opbakning for at kunne godkende associeringsaftalen med USA.

I august 1988 blev præsident Salii fundet dræbt af et skud. Iflg. den officielle version drejede det sig om selvmord. En ny afstemning om associeringen med USA opnåede heller ikke det nødvendige flertal.

I begyndelsen af 1992 anmodede Palau om japansk assistance til patruljering af sine farvande, der illegalt anvendes af indonesiske skibe. Til gæld fik Japan fiskerettigheder.

I slutningen af året blev Kuniwo Nakamura valgt til præsident med en snæver margen. Samtidig erklærede 62 % af vælgerne sig villige til at nøjes med et krav om simpelt flertal for at indgå associeringen med USA. Den 8. afstemning om dette tema blev gennemført i juli 1993, og da der ikke længere var krav om specielt flertal, blev associeringen vedtaget med 68 % af stemmerne. Ordningen trådte i kraft i oktober 1994, og Palau blev dermed en selvstændig stat.

Nakamura gik ind for tættere forbindelser med Japan, for at øge samhandelen og turismen mellem de to lande. Derfor besøgte han i april 1995 Tokyo og senere på året ligeledes Taiwan.

I november 1996 gennemførtes det første præsidentvalg siden selvstændigheden, og Nakamura blev valgt. Trods protester fra Kina besluttede Palau at oprette diplomatiske forbindelser med Taiwan og åbne et konsulat i Taipei.

I 1997 udformede landets regering en økonomisk plan, der skulle sprede indtægtsgrundlaget og mindske afhængigheden af turismen.

I december 1999 optog Palau diplomatiske forbindelser med Taiwan. Denne politiske begivenhed var knyttet til en aggressiv taiwanesisk politik for politisk anerkendelse blandt småstaterne i Stillehavet til gengæld for økonomisk bistand.

I januar 2001 blev den tidligere vicepræsident Tommy Remengesau indsat som præsident, efter at have vundet præsidentvalget med 52% af stemmerne.

I 2002 forbedrede Palau sit forhold til USA og Taiwan. Under et besøg i Taiwan modtog parlamentsformanden Mario S. Guilbert tak fra den taiwanesiske premierminister Chen Shui-bian for at have bidraget til fjernelsen af de kinesiske missiler, der havde været rettet mod Taiwan. Guilbert anerkendte til gengæld Taiwans bistand indenfor turisme, landbrug, undervisning og kultur.

I marts 2003 sluttede Palau sig til USA's krigskoalition vendt mod Iraq, og præsident Remengesau erklærede, at USA kunne anvende hans land til gennemførelse af militære operationer.

Remengesau blev i november 2004 genvalgt som landets præsident med 66,5% af stemmerne.

Som led i aftalen fra 1994 der gav Palau selvstændighed modtog landet 450 mio. US$ fra USA over en 15 årig periode mod at USA til gengæld havde råderet over en militærbase i landet fra til 2044. Takket være de årlige betalinger fra USA havde landet i 2006 et BNP pr. indbygger på 6.870 US$ - et af de højeste blandt smånationerne i Stillehavet. Men betalingerne fortsætter kun frem til 2009 og det skabte usikkerhed om landets fremtidige økonomiske situation.

Regeringen flyttede i 2006 hovedstaden fra Koror til Ngerulmud.

I august 2007 underskrev Palau traktaten for fuldstændigt forbud mod atomprøvesprængninger.

Johnson Toribiong blev i november 2008 valg til præsident med 51% af stemmerne. Han måtte igennem 2 valgomgange, hvor han tabte 1. valgomgang. Han blev indsat på posten i januar 2009.

Palau er næsten 100% afhængig af USA, og følger derfor tæt supermagtens udenrigspolitik. Sammen med Israel er det nu det eneste land i FN, der årligt stemmer sammen med USA, når resten af Generalforsamlingen fordømmer USA's blokade af Cuba, der har været i kraft siden 1962. FN's egen analyse af stemmeafgivning viser, at Palau ligger på 3. pladsen hvad angår sammenfald af stemmeafgivning med USA. I 2006 stemte Palau det samme som USA i 93% af alle afstemninger. Til sammenligning var procentandelen for Danmark 82,7% og for Syrien 69,8%.

Palau accepterede i 2009 at tage imod 17 Uighur fanger, som USA i 6 år havde holdt i sin koncentrationslejr i Guantanamo. Fangerne kunne ikke sendes til Kina, hvor de ville risikere yderligere forfølgelse (efter allerede at have siddet i amerikansk koncentraslejr i 6 år), USA havde allerede konstateret at de var uskyldige og havde derfor brug for et land at slippe af med dem til. Palau fik en større sum penge for at tage imod Uighurene. Der blev nævnt beløb fra 1,7 mio. US$til 120 mio. US$. Landet fik i 2010 yderligere en hjælpepakke på 210 mio. US$.

Tommy Remengesau vandt i november 2012 præsidentvalget over den siddende Johnson Toribiong med 58% af stemmerne. Remengesau blev indsat på posten i januar 2013. Valget markerede at Palau fjernede sig fra USA. Supermagtens historiske udledning af CO₂ er en de vigtigste årsager til den globale opvarmning, der nu truer med at udslette Palau og de andre små Stillehavs nationer fra landkortet. I oktober 2013 undlod Palau for første gang at stemme imod den globale fordømmelse i FN's Generalforsamling af USA's blokade mod Cuba.

Surangel Whipps Jr. vandt anden runde af præsidentvalget i oktober 2020 med 56,7% af stemmerne. Han blev indsat på posten i januar 2021. I et interview med den britiske avis Guardian udtalte han senere samme måned, at han ikke ville tillade Kinas illegale fiskeri og indtrængen i Palaus territorialfarvand, og at han ville fortsætte det tætte forhold til Taiwan.

Under COP-26 klimatopmødet i Glasgow i november 2021 sagde Whipps i sin tale: «Vi drukner, og vores eneste håb er den redningskrans i står med i jeres hænder». Palau er som flere andre nationer i Stillehavet ved at forvinde i havet som følge af de globale klimaforandringer.

Guia del Mundo