Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Et synonymt dansk ord for vegetation er plantedække. Man kan tale om vegetation både på land, i ferskvand og i havet. Ordet bliver også ofte ukorrekt anvendt om fastsiddende dyr.

Vegetationen er med få undtagelser grønne planter, som udfører fotosyntese. Den er betingelsen for alt liv. Viden om vegetationen, botanik og botanisk økologi, er derfor centrale videnskaber både alment og i samfundsmæssig og politisk sammenhæng. Kendskab til de madreserver og overlevelsesmuligheder som forskellige vegetationstyper kan byde på, har haft en centralt plads i menneskets historie, og her ofte været afgørende for liv eller død.

Vegetationen sætter sit stærke præg på landskabet. Ord og udtryk for vegetationstyper er i alle kulturer blevet benyttet som stednavne. Vegetationen her afgjort nomadens trækveje og bondens dyrkning af jorden. De første bykulturer følger stort set en bestemt vegetationstype: Floddale med årlige oversvømmelser. Og efterhånden som bykulturen udtynder den oprindelige vegetation, former bymennesket en ny vegetation - både uden- og indendørs. Men mange er ikke særlig tilfredse med denne udvikling og søger derfor ud til den naturlige vegetation - i ferier og i fritiden. Båndet mellem mennesket og vegetationen er vanskelig at bryde.

Vegetationen bliver inddelt og defineret på mange forskellige måder. I global målestok inddeler vi jorden i vegetationsbælter: Tropisk regnskov, savanne, steppe, ørken, kratskov (maqui) i Middelhavsområdet, vinterkolde skove, tundra. Indenfor hvert vegetationsbælte finder vi højdebælter. Det er overvejende temperaturen som afgør, hvorledes disse vegetationsbælter går.

Indenfor hvert vegetationsbælte og højdebælte finder vi forskellige varianter af plantesamfund, som er afhængige af en række uorganiske miljøfaktorer, som adgangen til vand, sollys, temperatur, vind, snedække, jordstruktur, mineraltilgang. (Se Økologi.) De forskellige plantesamfund her meget forskellig artssammensætning og produktion. Artssammensætningen kan derfor fortælle os ret så sikkert, hvor stor produktionsevne (bonitet) et område har. Når et moderne industrisamfund skal løse sine store arealproblemer, og samtidig i størst muligt omfang bevare naturressourcerne, kommer man derfor ikke udenom en kortlægning og værdisætning af vegetationen.

Vegetationen er sjældent stabil over et større område. Som regel vil der optræde variationer af hovedtypen i en mosaik over området. Bjergegne, stepper og ørkenstrækninger har den mest homogene vegetation. Gran- og fyrreskoven kan på afstand se ud til at være tæt og jævn over store områder, men den sparsomme plantevækst i skovbunden kan afsløre store variationer i bonitet. Derfor vil en vegetationsanalytiker lægge hovedvægten på bundvegetationen og ikke på træerne, når han klassificerer skovområdet.

Den mere klassisk videnskabelige vegetationsanalyse arbejder med forskellige inddelinger: Klasse, som står for en grovinddeling, primært efter træart: Granskov, fyrreskov, sumpskov, løvskov, birkeskoven. Klasserne bliver derefter inddelt i forbund - f.eks. skandinaviske granskove og tundra-granskove. Hvert forbund bliver så atter inddelt i associationer - f.eks. lyngrig granskov, højstaude-granskov.

Den praktiske og mere målrettede vegetationsanalyse ved landbrugs- og skovskolerne gennemfører ikke en så striks inddeling. Når en forstmand taler om en bestemt skovtype, ligger dette begreb nær det mere videnskabelige begreb association.

H.Sæ.