Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den svensk-norske union var i udgangspunktet en svensk tvangsforanstaltning. Under Napoleonskrigenes slutfase havde den dansk-norske statsledelse manøvreret sig ind på den tabende side, mens Sverige var blandt sejrherrerne. Ved Kielerfreden den 14. januar 1814 måtte Danmark afstå Norge til kongen af Sverige. Overlegne svenske militære og politiske ressourcer - herunder støtte fra stormagterne - stod som garant for, at fredsvilkåret blev sat ud i livet.

Oprøret i Norge i foråret 1814 havde ikke frembragt noget, som kunne hindre den nye forbindelse med Sverige, men etablerede alligevel - med Eidsvoldsgrundloven - et fait accompli, som indebar at unionsforholdet fik en løsere karakter, end man kunne have forestille sig ved årets begyndelse (se Rigsforsamlingen af 1814).

Gennem hele unionstiden havde norske statsorganer - i det mindste formelt - fuldt herredømme over indenrigspolitikken, lovgivningen og bevillingerne. Det faktisk bestående fællesskab kom alene til at omfatte kongen og organer for kontakt med udlandet - dvs. udenrigsminister, udenrigsministerium, et specialstatsråd som skulle forestå udenrigssager - det såkaldte ministerielle statsråd - og diplomati samt konsulatvæsen. Dertil kom en begrænset forpligtelse til fællesskab i krig. Udenrigsorganerne var svenske med hjemmel i den svenske forfatning. At disse organer varetog norske interesser, blev gennem hele unionstiden opfattet som et mindreværdsstempel på den norske stat. Det samme gjaldt visse formspørgsmål som kongens titulatur og flagbestemmelser.

Gennem hele unionstiden herskede der i Norge enighed om, at landet havde krav på fuld formel og juridisk ligestilling med unionspartneren. Den svenske holdning var, at ligestilling måtte forudsætte en mere intim og forpligtende union - bl.a. at der blev løsnet på den bestemmelse i den norske grundlovs § 25, som begrænsede det norske bidrag til fællesforsvaret.

Gennem de forsøg på unionsrevision der blev foretaget i 1830-, 1840-1860- og 1890'erne, udkrystalliserede der sig to norske hovedpositioner: En konservativ holdning som erkendte nødvendigheden af fastere unionsbånd som betaling for den fulde ligestilling, og en radikal som ikke var villig til at betale denne pris. Den radikale position bevægede sig i 1890'erne i retning af at opfatte unionsforholdet som begrænset til en ren personalunion. Det må alligevel understreges, at der gennem hele perioden, muligvis med undtagelse af 1860'erne, var en klar afstand mellem de konservative norske tilbud og de svenske krav.

Fra 1880'erne blev unionsproblemerne koblet sammen med striden mellem de politiske partier både i Sverige og Norge. Viljen til at opretholde unionen var blandt de standpunkter, som de svenske konservative partier tilbød deres vælgere. Denne position var foruden partitaktiske overvejelser baseret på troen på, at unionen var en forudsætning for det militære forsvar af Sverige, og på et ønske om at bevare unionen som et monument over landets sidste nationale kraftydelse. Denne holdning affødte påstanden om, at svenske statsmyndigheder havde medbestemmelse over de dele af den norske grundlov, hvor unionsvilkårene var formuleret. Der er alligevel al grund til at tro, at norsk propaganda overdimensionerede det konservative Sveriges evne og vilje til unionsrevision via tvangsmidler.

I Norge kunne partiet Venstre ved bl.a. i 1891 at lancere kravet om en selvstændig norsk udenrigsminister, ride på den unionspolitiske radikalisme som appellerede til den norske nationalisme. Omvendt blev forsvaret af unionen i løbet af 1890'erne følt som en stadig stigende belastning for Højre. Partiet måtte frigøre sig fra anklagen om at være et u-nationalt parti. Det måtte lægge sin unionspolitik stadig tættere på Venstres, og dermed distancere sig fra Kongen og svenskernes holdninger.

Denne udvikling blev fuldbyrdet efter stortingsvalget i 1903, og der er grund til at minde om, at 7. juni beslutningen 1905 om unionens opløsning, blev fattet af et Storting med konservativt flertal. Det kan derfor hævdes, at unionen blev hjemløs og til slut gik til grunde i konflikten mellem de politiske partier i Norge.

Det er i dag vanskeligt at afgøre, hvor dybt ind i det norske folk interessen for unionsproblemerne egentlig gik. Det er imidlertid sikkert, at de mere konservativt indstillede befolkningslag fra 1830'erne på en selvfølgelig måde affandt sig med unionen som en realitet. På den modsatte fløj var der næppe noget dybere folkeligt engagement i problemet før i 1890'erne, og ønsket om den fuldstændige unionsopløsning modnede næppe før i perioden umiddelbart før 1905. Når interessen efter alt at dømme var begrænset, hang det sandsynligvis sammen med, at unionen ikke blev følt som en bremse for den økonomiske, sociale og kulturelle udfoldelse i 1800-tallet.

Der fandtes ingen fællesorganer med myndighed til at harmonisere den økonomiske politik. Lovene der regulerede handelsforbindelserne mellem Norge og Sverige, havde faktisk karakter af ordinære handelsaftaler. I den udstrækning der blev sluttet fællestraktater med tredjelande, lader det sig vanskelig påvise, at norske interesser blev ofret for svenske. Unionskonflikten var i højere grad en strid om former end om realiteter, og antog karakter af spidsfindig juridiske procedurer, som ikke kunne trænge dybt ned.

For den generation der oplevede unionsopløsningen, kom 1905 til at stå som et strålende mærkeår, men det er påfaldende hvor hurtigt interessen for unionen er blegnet i den norske debat. Der savnes endnu en bredere analyse af begivenhederne i 1905, mens 1814 derimod fortsat indtager en central position i den historiske debat. Det vil også være vanskeligt at udpege nye vigtige udviklingslinier i norsk historie som har deres udgangspunkt i 1905. På et område har unionskonflikten alligevel haft en langtidsvirkning. Den bidrog stærkt til at skabe og befæste alliancen mellem radikalisme og nationalisme, som blev en stærk kraft i norsk samfundsdebat helt frem til EF-striden i 1970'erne.

R.D.