Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Statarskolan» er en litterær betegnelse anvendt om en gruppe svenske proletarforfattere, som skildrer statarmiljøet ud fra deres baggrund i det. Begrebet dukkede op tidligt i 1930'erne, samtidig med at proletarlitteraturen blev en så vigtig del af den litterære produktion, at kritikere og litteraturforskere ikke længere kunne se bort fra den. Betegnelsen refererer egentlig blot til de forfattere, der har baggrund i statarmiljøet, men den bliver også brugt i videre forstand som et slags synonym for proletar- og arbejderforfattere samt autodidakte (selvlærte) forfattere.

En statar var en ejendomsløs landarbejder på et gods eller en større gård. Han modtog løn i naturalier og var bundet af halvårlige arbejdskontrakter. Systemet var særlig udbredt i Skåne, Södermanlann, Östergötland og Uppland, hvor landbruget var organiseret som godser. Statarne var den gruppe blandt proletarerne, som stod lavest på rangstigen i det svenske samfund, og som senest organiserede sig. Statarsystemet blev ophævet i 1945.

Da Sverige blev industrialiseret i slutningen af den 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, kom megen af arbejdskraften til industrien i byerne fra statarmiljøet. Mange af de svenske arbejderforfattere havde derfor rødder i eller kontakt med statarmiljøet. Alligevel er det relativt få af disse forfattere, der direkte skildrer statarnes kår i deres bøger. Dette gør, at begrebet «statarskolan» i virkeligheden kun bør bruges om en meget lille gruppe forfattere. Mest kendt er Ivar Lo-Johansson (1901-), Jan Fridegård (1897-1968) og Moa Martinson (1890-1964). Alle tre har skrevet betydelige romaner med brede skildringer af statarmiljøet.

Ivar Lo-Johansson har i sine romaner og noveller fra 1930'erne skrevet om statarmiljøet i Södermanlann og statarnes kamp for bedre levekår. Han lægger selv stærk vægt på, at romanerne fra dette miljø skal være kollektivromaner, fordi det er en speciel gruppe i arbejderklassen, han vil skildre. Imidlertid har han i alle romanerne klare hovedpersoner, der gennemgår en udvikling, i tråd med den borgerlige dannelsesroman.

I Jan Fridegårds forfatterskab er det først og fremmest de selvbiografiske romaner om Lars Hård fra Uppland, som skildrer statare. I denne romanserie viser Fridegård, hvordan en ung knægt vokser op i statarmiljøet, og udvikler sig bort fra det. Handlingen kan derfor ses som en parallel til skildringen af Mikael i «Godnat, jord» af Ivar Lo-Johansson.

Også Moa Martinson har skildret statarmiljøet i en selvbiografisk romanserie, «Mor gifter sig», «Kirkebryllup», og «Kongens roser», som hun skrev i slutningen af 1930'erne. Hovedpersonen er en pige, Mia, som vi følger gennem opvækst og ungdom. Moa Martinson er den blandt de tre, som gennem hele forfatterskabet er mest tro mod sit oprindelige miljø og andre arbejdermiljøer.

De forfattere som udover disse tre normalt regnes med til «statarskolan», er forfattere fra samme generation, men de har en anden baggrund. I deres bøger har de skildret egne opvækstmiljøer og småfolks kår, og de kan derfor betragtes som proletarforfattere, men det er næppe korrekt at inddrage dem med i en så afgrænset sammenhæng som «statarskolan». Det drejer sig om kendte forfattere som Eyvind Johnson (1900-1976), Harry Martinson (1904-1978) og Vilhelm Moberg (1898-1973). Eyvind Johnson kommer fra og har skrevet om minearbejdernes og skovarbejdernes Norrland. Harry Martinson havde en omflakkende opvækst, og hans forfatterskab er ikke knyttet til noget bestemt miljø. Vilhelm Moberg var søn af en husmand og var særlig optaget af småbøndernes levekår i forskellige historiske perioder.

Efter 2. verdenskrig og efter at socialdemokratiet kom til magten i Sverige, bevægede både Ivar Lo-Johansson og Jan Fridegård sig bort fra statarskildringerne. På lignende vis som andre svenske proletarforfattere begyndte de da at skrive bøger om emner og med problemstillinger, som hører hjemme i den borgerlige litterære tradition.

K.R.