Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Sporvejsstrejken var en arbejdskamp i Norge, der strakte sig over perioden 19. oktober-3. november 1970. Den satte 70% af det kollektive transportapparat i hovedstaden ud af funktion. De ca. 1.200 ansatte ved Oslo Sporveier var alle i strejke. Omkring 100.000 mennesker måtte komme på arbejde uden kollektive transportmidler.

Sporvejsarbejderne havde længe været utilfredse med løn- og arbejdsforholdene. Under overenskomstforhandlingerne i foråret 1970 pågik der i længere tid forhandlinger med lønudvalget i Oslo Kommune og med Norsk Kommuneforbund. Den 19. april gennemførte arbejderne en halvdags arbejdsstandsning. Den blev betegnet som ulovlig af Norsk Kommuneforbund og Oslo Sporveisbetjenings Forening. Alligevel gav overenskomstforhandlingerne ikke noget resultat, de ansatte var tilfredse med. På årsmødet blev bestyrelsen i foreningen stort set skiftet ud med folk, som stod for en hårdere linie overfor kommunen og forbundet. I sommermånederne modnedes utilfredsheden.

Den direkte årsag til strejken i oktober var en aftale om at tage en driftsbonus for vognbetjeningen op til drøftelse, med sigte på at give arbejderne en passende andel af det som Oslo Sporveier tjente ind ved bedre udnyttelse af personalet - bl.a. ved overgang til enmandsbetjente vogne. Sporvejsdirektøren havde givet udtryk for, at selskabet gennem rationaliseringer og effektiviseringer havde sparet 5-6 mill. kroner det foregående år. Alligevel havde drøftelserne været i gang et års tid uden resultater. Dertil kom utilfredshed med tjenesteplanerne og ubekvemme arbejdstider.

Formanden i foreningen, Bjørgulv Froyn, nedlagde sammen med to af bestyrelsesmedlemmerne sit hverv og gik ind i strejkekomiteen. Froyn udtalte offentligt, at de strejkende ikke ville bøje sig for Arbejdsretten, som tvang arbejderne tilbage til jobbet uden at de havde opnået noget. Formanden for Kommuneforbundet, Arne Born, udtalte følgende til Dagbladet: «Det synes som om denne strejke mere er et angreb på toptillidsmandslaget i fagbevægelsen end på arbejdsgiverne, siden strejken kommer før alle forhandlingsmuligheder er afprøvet.»

Oslo Sporveier svarede bl.a. på strejken ved at tilbageholde lønningerne fra den foregående periode. Denne konflikt skærpede situationen. De strejkende blev sammen med ægtefæller indkaldt til et massemøde, hvor også ledelsen i Kommuneforbundet var til stede. Et forslag om at afbryde strejken blev afvist ved skriftlig afstemning - 606 mod 193 stemmer. Dagen efter gik omkring 1.000 demonstranter - de fleste sporvejsansatte - til Oslo Sporveiers kontorer på Tøjen og forlangte lønningerne udbetalt. Efter en henvendelse fra ledelsen i Kommuneforbundet, fik lønudvalget ovenfra besked om at udbetale lønningerne.

Sagen blev indbragt for Arbejdsretten, som arrangerede et møde med parterne én for én. Man forsøgte at nedsætte en komite, hvor alle de tre parter i konflikten var repræsenteret. Komiteen skulle forhandle sig frem til et forslag, som skulle fremlægges for en suveræn voldgiftsmand. Strejkekomiteen fandt dette uacceptabelt og forlod mødet. Forhandlingerne fortsatte mellem forbundet og Oslo Sporveier. Et forslag til aftale blev fremlagt for et møde, hvor 900 sporvejsarbejdere var til stede. Det anbefalede forslag gik ud på en bonus på 1.000 kr  pr. år som kompensation for rationaliseringerne. Endvidere skulle der nedsættes en komite, som skulle arbejde videre med de andre krav. Dagen efter vedtog de strejkende enstemmigt at genoptage arbejdet, efter at have fået skriftlig garanti for at detaljerne i forhandlingsforslaget blev gennemført.

Dommen fra Arbejdsretten kom efter at arbejdet var genoptaget. Strejken blev dømt ulovlig. Sporvejsarbejderne kunne alligevel opsummere strejken som en sejr i en tid, hvor aftaleværket i stigende grad blev taget i brug for at indskrænke strejkeretten.

A.M.