Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Svalbards historie er en historie om fangst og udrydning af storhvalen og hvalrossen, om russiske jægere på bjørnejagt, om englændere og hollændere i bitter strid, om rige mineralforekomster (kulminer) og om arbejderes kamp for at overleve.

Indtil 1920 var øgruppen ingenmandsland. Den traktat som da blev indgået, gav Norge overhøjhed. Den trådte i kraft i 1925. Før den tid var flere kortvarige anlægsprojekter sat i gang og atter nedlagt. Arbejderne som var nødvendige for disse projekter kom fra forskellige lande. Rapporten fra den amerikanske Arctic Coal Companys mine i 1913 fortæller, at arbejderne var nordmænd - helst arbejdere fra Nordnorge - englændere, nordamerikanere, svenskere, en russisk, en finsk og en tysk arbejder.

Alle blev hyret på enkeltmandskontrakter, og virksomheden havde eneret på tolkningen af denne, når arbejderne kom til Svalbard. Boligforhold og hygiejniske forhold var helt elendige. Syge arbejdere måtte fortsat bo på timandsrum til uhygge for de friske og til ringe bedring for dem selv. Virksomheden havde eneret på handel, og varerne var dyrere end i Tromsø i Nordnorge. Arbejderne blev fragtet frem og tilbage i skibenes kulrum.

Det kom til flere konflikter mellem arbejderne og dette nordamerikanske selskab. I 1911-12 forlod samtlige arbejdere - på nær én - Spitsbergen pga. de umenneskelige forhold. Når de forsøgte at få forhandlinger i gang med direktøren, tog han en revolver frem og bad dem ryge og rejse. De optjente penge blev heller ikke udbetalt. Arbejderne forsøgte at få forbedret deres retslige stilling på Svalbard. Myndighederne i Norge svarede med at bevilge 5.000 kroner til gejstlig betjening på øgruppen - de sendte en præst derop.

Utilfredsheden ulmede også ved flere af de andre selskaber, men værst var forholdene i dette nordamerikanske selskab, som i 1911 blev overtaget af norske interesser og fik navnet Store Norske Spitsbergen Kulkompani AS. Arbejderne havde før den tid dannet en syndikalistiske fagforening med hovedsæde i Tromsø. Men arbejderne på selve Spitsbergen måtte også organisere sig. Det gjorde de i 1917, da arbejds- og miljøforholdene blev forringet i en grad, som de aldrig tidligere havde oplevet. Formand for foreningen blev Peder Vestad. Foreningen fik ikke tilladelse til sende telegrammer om dens arbejde gennem virksomheden - også her kom det til trusler med revolvere. Arbejderne stod samlet, men de fik ingen kontakt med deres hovedorganisation.

Direktøren ønskede ikke at forhandle mere med denne arbejdergruppe og meddelte hovedkontoret i Norge, at arbejderne var bevæbnet med dynamitstænger, strejkede og krævede mindsteløn og fri kost under strejken. Det kunne umulig accepteres som forhandlingsgrundlag. Den syndikalistiske forening i Tromsø blokerede selskabet, og blokaden var ganske vellykket. Samtidig blokerede arbejderne telegrafstationen.

Som svar på dette blev militære styrker sendt nordpå med marinefartøjer. Den kendte krigsretsdommer Meinich fra Tromsø skulle mægle. Under trussel om magtanvendelse - bevæbnede soldater med skarp ammunition stod klar - blev der under Meinichs ledelse mæglet. Forhandlingerne blev afbrudt, og der blev affyret skud mod de strejkende, uden at nogen kom til skade. Efter dette blev arbejderne hjemsendt. Udlændingene, svenskerne og finnerne blev transporteret direkte til Narvik og udvist af landet. Soldaterne arbejdede som strejkebrydere, mens de var på øerne. De strejkende og fyrede blev interneret på bestemte områder før afrejsen fra Spitsbergen. Under strejken havde minens læge forsøgt at forlange forskud af arbejderne, før de fik behandling. Ligeledes blev minens butik lukket.

Konflikten endte altså ret drastisk. Både fra Spitsbergen kunne ikke losses i Tromsø, og den syndikalistiske foreningen i Tromsø agiterede for, at ingen skulle tage arbejde hos Store Norske. Derimod fik de lov til tage arbejde hos de andre selskaber på Svalbard, og der blev arbejdet flere steder. Der var forholdene også bedre. De havde f.eks. gennemført de mindstekrav, som arbejderne havde stillet overfor Store Norske. Disse skævheder blev der rettet op på gennem konflikten i 1917, selv om den lange afstand til Norge gjorde, at forholdene på arbejdspladserne på Svalbard til langt efter 2. verdenskrig var værre end på arbejdspladserne længere sydpå.

D.Sk. / A.Sy.