Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 70.857
: :
Besættelsen 1940-45, Norge
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det tyske angreb mod Norge den 9. april 1940 blev gennemført som en kombineret operation af flåde-, fly- og hærstyrker. De styrker som gik i land den 9. april var meget små, men blev snart suppleret, og de havde støtte fra store flystyrker og praktisk talt hele den tyske marine. Den 9. april fandtes der ikke et eneste tysk krigsskib af betydning tilbage i tyske havne - bortset fra skibe under bygning eller reparation. To tredjedele af den tyske ubådsflåde og over 1200 fly var sat ind mod Norge.

Efter en uge ankom allierede tropper for at styrke det norske forsvar, men forgæves. Sydnorge blev opgivet efter tre ugers kamp; i Nordnorge kapitulerede de sidste norske styrker den 10. juni 1940. Norge var fortsat i krig - med regeringen flyttet til London. I det følgende skal kun den militære side af den tyske besættelse behandles.

Øverste tyske militære chef i Norge var Wehrmachtbefehlshaber Norwegen (WBN). Under det meste af besættelsestiden var WBN den prøjsiske generaloberst Nikolaus von Falkenhorst. Wehrmacht omfattede Heer, Kriegsmarine og Luftwaffe, og WBN var en parallel til OKW i Berlin: Oberkommando der Wehrmacht, den øverste fællesstab for de tre tyske militære grene. Von Falkenhorsts overordnede var OKW - ikke den tyske hærkommando OKH. Von Falkenhorst stod i spidsen for den stab Hitler nedsatte i januar-februar 1940 for at forberede invasionen af Danmark og Norge - kodebetegnelse Weserübung, Weserøvelse - men han havde ikke den operative ledelse af fly- og flådestyrkerne under angrebet.

WBN var mere en formalitet end en militær magtfaktor. Von Falkenhorst kunne ikke give ordrer til krigsmarinen eller det tyske flyvevåben i Norge, men var en slags koordinerende faktor og en «primus inter pares» overfor marinens og flyvevåbenets øverstbefalende, som begge vogtede jaloux over sine rettigheder. I praksis havde von Falkenhorst og hans efterfølgere kun kommandomyndighed over den tyske hær i Norge. På det civile område hævdede Reichskommissar Terboven fuld suverænitet. Først i krigens sidste dage i maj 1945 fik den sidste WBN kommando over alle de tre militære grene i Norge.

Hæren

Efter at hele Norge var erobret, organiserede von Falkenhorst den militære besættelse med hærens styrker i tre hovedafsnit - hver med sin generalkommando: Nordnorge (med hovedkvarter i Kåfjord), Midtnorge (Trondheim) og Sydnorge (Oslo). Kriegsmarine i Norge fik en lignende tredeling, senere en firedeling i admiraliteter. Marinens hovedkvarter for Sydnorge lå for det meste i Bergen. Kystartilleriet blev udbygget som en væsentlig del af «Festung Norwegen», med mellem 350 og 400 batterier. De største bestod af Marineartillerie, men de fleste af Heeresküstenartillerie. Hæren og marinen sloges om kontrollen over kystbatterierne; De blev koordineret af Kriegsmarine.

De tre Generalkommandos (Höhere Kommandos) under von Falkenhorst var XIX. Gebirgs-Korps under «Narvik-helten» Dietl, som var Hitlers yndling, Generalkommando XXXIII. Armee-Korps og Generalkommando XXXVI. Armee-Korps. Det 19. og 36. armekorps blev sendt til Finland ved angrebet mod Sovjetunionen i juni 1941, mens det 33. blev i Trondheim. De landmilitære styrker som efter omorganiseringen blev stående i Norge til efteråret 1944, var det 71. Armee-Korps i Nordnorge (hovedkvarter på Rundhaug i Troms), det 33. i Midtnorge (Trondheim) og det 70. i Sydnorge (Oslo). Den tyske hærorganisation opdelte landet i Territorialbereiche med Gruppe Nord (sidste hovedkvarter i Rundhaug), Gruppe Mitte (Trondheim) og Gruppe Süd (Oslo), med pågældende armekorps-chefer som Territorialbefehlshaber.

Dette er kun de grove træk i den militære struktur; Inddelingen ændredes flere ganger over årene. Hver Gruppe var opdelt i to-tre Abschnitte og omfattede stationeringen af flere divisioner og mindre enheder. Hver division var ansvarlig for invasionsforsvaret i et stort område. Efter den samtidige tyske militære opfattelse, et alt for stort område. De fleste divisioner var «bodenständige» (ikke bevægelige). Reserverne var forholdsvis små - i reglen tre divisioner for hele Norge. I en periode i 1942-43 havde von Falkenhorst en panserdivision til sin disposition, men den var dårligt udstyret og af ringe betydning, skønt det ved forskellige manøvrer blev forsøgt at give de allierede indtryk af det modsatte. Da den 200.000 mand stærke Laplandarmé i efteråret 1944 blev trukket ind i Nordnorge og sydpå, blev der oprettet en selvstændig Armee-Abteilung Narvik under general Ferdinand Jodls ledelse med hovedkvarter i Rundhaug i Troms og korpshovedkvarterer (LXXI. og XlX.) i Rundhaug og Setermoen.

Falkenhorst havde i 1939  fået kommandoen over det tyske X. Armee-Korps, som i forbindelse med overfaldet på Norge blev omdøbt til Gruppe XXI. Fra årsskiftet 1940-41 var hans kommando Armee-Oberkommando Norwegen (AOKN), som omfattede de tre tidligere nævnte armékorps - til sammen kaldt Norwegen-Armee. Von Falkenhorst var samtidig Wehrmachtbefehlshaber Norwegen (WBN) og Oberbefehlshaber AOKN med to forskellige stabe, hvoraf sidstnævnt var den største og langt den vigtigste.

Norwegen-Armee eksisterede frem til slutningen af 1944, hvor den blev erstattet af den såkaldte «Lappland-Armee». Begyndelsen til denne var blevet igangsat af Falkenhorst i Finland nogle dage før angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941; Han organiserede da på finsk territorium - men under AOKN - et særligt «Befehlsstelle Finnland». I det følgende halve år var von Falkenhorst ikke i Norge, men ledte de tyske operationer på finsk jord; De tyske styrker der var fortsat en del af von Falkenhorsts Norwegen-Armee.

Fra 20. januar 1942 blev det tyske Befehlsstelle omorganiseret som en separat kommando, først kaldet Armee-Oberkommando (AOK) Lappland, og fra sommeren 1942 Gebirgs-AOK 20 (bjerg-armeoverkommando) med både tyske og finske styrker og hovedkvarter i Rovaniemi. Omorganiseringen hang sammen med, at offensiven mod Murmansk i 1941 var blevet en fiasko; Von Falkenhorst faldt i unåde hos Hitler og blev kommanderet tilbage til Oslo, mens de finsk-tyske styrker blev frataget ham og gjort til en selvstændig armé under general Dietl. Da Dietl omkom ved en flyveulykke i 1944, blev general Lothar Rendulic hans efterfølger - han var nazimedlem og «partigeneral». I september 1944 kapitulerede Finland overfor Sovjetunionen, og de finske styrker deltog derefter i de sovjetiske angreb mod tyskerne i Nordfinland.

Tyske soldater på vej ud af Stortingsbygningen i 1940. (Arbejderbevegelsens Arkiv) 

Den 4. oktober 1944 begyndte den langvarige operation «Nordlicht». De tyske tropper var presset syd- og vestpå af russerne, og i løbet af vinteren 1944-45 trak de sig tilbage til en linie ved Lyngen i Norge. Der var nu to tyske armeer i landet - von Falkenhorsts Norwegen-Armee og Rendulics Lappland-Armee, Gebirgs AOK 20. Falkenhorsts armé blev opløst, og de fleste af hans styrker blev indlemmet i Gebirgs AOK 20 under Rendulic, som den 18. december 1944 blev WBN, efter at Falkenhorst var beordret tilbage til Tyskland og sat i passivitet.

Rendulic opløste Falkenhorsts stab i Oslo og oprettede sin egen i Lillehammer. Fra Rundhaug i Troms og fra Lillehammer ledede han ødelæggelsen af Finmarken og Nord-Troms. Han var WBN fra 18. december 1944 til 18. januar 1945. Han blev erstattet af general Franz Böhme. Han befandt sig i Lillehammer som WBN frem til befrielsen. Fortsatte derefter samme sted som Deutscher Oberbefehlshaber Norwegen (DOBN) over de internerede tyske styrker, indsat af de allierede.

Generaloberst von Falkenhorst blev efter krigen dømt til døden for krigsforbrydelser i Norge af en britisk militærdomstol med et norsk medlem. Det gjaldt henrettelsen af norske og britiske kommandosoldater som var taget til fange. Dommen blev omgjort til 20 års fængsel. Von Falkenhorst blev løsladt før tiden på grund af sygdom. Han døde i 1968.

Generaloberst Lothar Rendulic forlod Norge for at blive chef for en hærgruppe under Østfrontens sammenbrud. Han fik efter krigen 20 års fængsel for krigsforbrydelser i Jugoslavien.

General der Gebirgstruppen Franz Böhme havde som tysk general i Serbien (Jugoslavien) i 1941 ladet 2.100 jøder blive skudt som hævn for en partisanaktion. I løbet af én måned (oktober 1941) havde Wehrmacht i hans område myrdet 5.000 jøder. Böhme var med sin stab i Lillehammer frem til begyndelsen af juni 1945. Derefter blev DOBN af de allierede overflyttet til Bogstad-lejren ved Oslo. Her var Böhme og staben aktive frem til oktober samme år, da staben blev opløst og Böhme ført til England som krigsfange og krigsforbryder. I maj 1947 begik han selvmord i krigsforbryderfængslet i Nürnberg.

Ved befrielsen blev Norge af de allierede inddelt i fem «zoner»: Oslo, Stavanger, Bergen, Trondheim og Tromsø. Hver zone fik en Deutscher Zonebefehlshaber under allieret kontrol, med underzoner, «reservationer» (grupper af lejre) og enkeltlejre med internerede soldater. De tyske internerede i de fem zoner var underlagt DOBN, som atter var under kontrol af de allierede: Allied Military Joint Commando (AMJC). Efter oktober 1945 var der ingen central tysk militær myndighed i Norge - kun de decentraliserede zonemyndigheder som også gradvist blev reduceret og afviklet. Store dele af de afvæbnede og internerede styrker var i landet til langt hen i 1946.

Flyvevåbenet

Luftwaffe spillede en stor rolle, både da Norge blev erobret og da landet blev udnyttet. En række militære flyvepladser blev udbygget eller nyanlagt i strategisk vigtige områder - særligt i Stavangerområdet, Midtnorge (Trøndelag) og Nordnorge. Under angrebet den 9. april 1940 blev Luftwaffes operationer ledet af X. Fliegerkorps, Hamburg, under ledelse af general Geisler. Derefter stod Luftwaffe i Norge i ti dage fra slutningen af april under generaloberst, senere generalfeltmarskal Milch; Han blev afløst af generaloberst Stumpff.

Stumpff var øverstkommanderende for de tyske flystyrker i Norge, Luftflotte 5, til efteråret 1943. I lighed med Milch var han en af topfigurerne i Luftwaffe. Stumpff blev senere chef for Luftflotte Reich, og var en af de tre der den 9. maj 1945 undertegnede den formelle kapitulationserklæring for alle tyske stridskræfter ved alle fronter.

Fra efteråret 1943 til efteråret 1944 var Luftwaffes øverstkommanderende i Norge, flyvergeneralen Kammhuber; Den sidste var general Roth. Stumpff opholdt sig det meste af tiden ved fronten i Finland, hvor han havde sit felthovedkvarter. Luftwaffe i Norge havde store mandskabsstyrker, og udgjorde ved befrielsen ca. 50.000 mand. Styrkernes (Luftgaukommando Norwegens) øverstbefalende var i rækkefølge: General Kitzinger, general Harmjanz og general Ritter von Schleich.

Selv om det norske luftrum var meget vigtig for tyskerne, var de egentlige flystyrker under besættelsen forholdsvis små. Da angrebet mod Sovjetunionen blev forberedt fra Finland i juni 1941, blev 200 kampfly fastholdt i Norge, mens 60 kampfly og bombefly blev sat ind mod russerne fra Finland.

Marinen

Angrebet mod Norge den 9. april afhang i høj grad af Kriegsmarine, og som nævnt blev så at sige hele marinens kapacitet sat ind. Den led meget store tab. Disse tab øgede den britiske marines overlegenhed over den tyske, og det var af stor betydning for krigsførelsen til søs. Luftwaffe mistede ca. 240 fly under kampene i Norge, men marinetabene var værre. I angrebet - Weserübung - deltog 2 slagskibe som dækningsstyrker: «Gneisenau» og «Scharnhorst», 2 tunge krydsere: «Admiral Hipper» og «Blücher», 4 lette: «Köln», «Königsberg», «Karlsruhe» og «Emden», 1 panserskib: «Lützow», 14 destroyere, 9 torpedobåde, 12 «Schnellboote», og mindst 27 mindre skibe, Minestrygere, minelæggere, hjælpeskibe m.v. De som gik til Danmark, er her ikke regnet med. Der deltog 8 ubådsgrupper med i alt 42 ubåde, og 41 forsyningsskibe, tankskibe osv.

Over halvdelen af Tysklands samlede marine gik tabt eller blev midlertidig sat ud af spillet ved angrebet. Begge slagskibene blev skadet og sat midlertidig ud af spillet. Den nye tunge krydser «Blücher» blev sænket af Oscarsborg fæstning ved Drøbak, krydseren «Königsberg» blev sænket af britiske fly i havnen i Bergen. Også mange mindre krigsskibe og forsyningsskibe gik ned.

Operativt stod marineekspeditionen mod Norge under Seekriegsleitung (søkrigsledelsen) i Berlin, og chef for aktionen var admiral Carls frem til Skagerakspærren, hvor generaladmiral Saalwächter tog over. Fra 10. april 1940 udnævntes en tysk Kommandierender Admiral Norwegen, Hermann Boehrn. Han ledede ikke operationen. Hans opgave var i stedet at etablere og lede den tyske marine i det besatte Norge - nærmest en administrativ opgave.

Besættelse i dagligdagen. En tysk soldat kontrollerer de rejsende på Oslo Vestbane. (Arbejderbevægelsens Arkiv) 

Norge blev en særdeles vigtig tysk ubådsbase; Mod slutningen af krigen havde alle, eller praktisk talt alle, tyske ubåde deres baser der. Og især fra foråret 1942 blev de norske fjorde baser og gemmesteder for de fleste af de tunge tyske krigsskibe - specielt slagskibet «Tirpitz», angrebet i Norge i september 1943 af miniubåde, i marts 1944 af marinefly og sænket af Royal Air Force den 12. november 1944 i Nordnorge. Men hverken disse store skibe eller ubåde var under Kommandierender Admiral Norwegens kommando. De havde deres operative ledelse i Tyskland.

Under Kommandierender Admiral Norwegen (Boehm) var kystartilleriet, marineværfterne (i Horten, Bergen, Trondheim), havneforsvaret og kystfarvandene med mindre vagtbåde, militære transportopgaver m.v. Boehm, som i 1941 blev «generaladmiral», var øverstbefalende for den tyske marine i Norge frem til marts 1943. Han blev efterfulgt af admiral Otto Ciliax frem til april 1945 og videre til befrielsen af admiral Theodor Krancke. Sidstnævnte havde fem år tidligere, den gang som Kapitän zur See, været marinens repræsentant i den «Sonderstab», som udarbejdede planerne for «Weserübung» - besættelsen.

Boehm repræsenterede storadmiral Raeders specielle marinepolitik i Norge, før han blev fjernet i 1943. Han havde støttet Quisling stærkt i dennes kamp mod Terboven; Quisling stræbte efter den faktiske regeringsmagt med tysk støtte, men blev modarbejdet af Terboven.

Omfang

Ved befrielsen var der 5 tyske armékorps eller rester af sådanne i Norge: XIX., XXXVI, XXXIII., LXX. og LXXI. De omfattede 11 divisioner og 5 brigader. I vinteren 1944-45 var hovedopgaven for den 20. Gebirgs-Armee at få sendt så store styrker som muligt til Tyskland til forstærkning af fronterne. I løbet af 5 måneder rejste der 5 divisioner - gennemsnitligt 1 om måneden - til trods for store transportproblemer forårsaget af allierede bombefly og ubåde, kul- og oliemangel, isproblemer og i mindre grad af sabotage.

Tallet på antallet af divisioner i Norge varierede; I november 1944 var der 17 divisioner og 4 brigader. En brigade svarede til en halv division. Men mange af afdelingerne var talmæssigt stærkt reducerede. De 11 tilbageværende divisioner i maj 1945 varierede i størrelse fra omkring 2.000 til over 15.000 mand. Imidlertid var over halvdelen af de tyske hærstyrker i Norge enheder, der ikke var direkte underlagt divisionerne. De var underlagt brigader, regimenter, bataljoner, artilleriafdelinger, pioner- og tekniske afdelinger osv. som enten var underlagt de forskellige korps eller direkte under hærens overkommando.

Da den tyske øverstbefalende i Norge opgjorde status for de allierede den 10. maj 1945, regnede man med, at Wehrmacht omfattede i alt 351.000 personer. Heraf udgjorde hærens styrker 192.500 mand, krigsmarinens styrker i land 56.050 og på skibe 24.400, og Luftwaffes samlede styrker 49.650, i alt 322.600 egentlige soldater. Resten var SS- og politistyrker, Organisation Todt-personale, hjælpepersonale (bl.a. 4.000 kvinder tilknyttet Wehrmacht) samt personale i forskellige halvmilitære organisationer. En tysk opgørelse fra 1. april 1945 regnede med, at Wehrmacht i Norge havde en «forplejningsstyrke» på 482.000 personer. Af disse udgjordes de egentlige hær-, marine- og flyvevåbenstyrker 346.700, men af dem var 12.500 mand under transport til Tyskland. Hovedsummen omfattede også krigsfanger, SS- og politistyrker og alle slags hel- og halvmilitært og civilt personale tilknyttet Wehrmacht. Iberegnet de civile af forskellige kategorier var der omkring en halv million mennesker af fremmed nationalitet i Norge, heraf ca. 84.000 sovjetiske krigsfanger og ca. 3.000 andre fanger, mest jugoslaver (serbere).

Fangerne blev umenneskeligt behandlet. Særligt de titusinder som var sat til tvangsarbejde i Nordnorge - for det meste med rigsvej 50 (i dag E6) og Nordlandsbanen med tilknyttede vej- og befæstningsanlæg. Der forekom massemord på udsultede og mishandlede jugoslaviske fanger. Krigsfangerne var bestilt til Norge af Wehrmacht udelukkende som arbejdskraft. Den norske Krigsgravtjeneste har navne på 5-6.000 omkomne sovjetiske fanger, men regner med at 14-15.000 sådanne fanger omkom i tyske lejre i Norge.

«Normalt» beskæftigede Wehrmacht og Organisation Todt (OT) hver ca. 50.000 mand ved militære anlægsarbejder (sommeren 1943). Af disse havde OT ansvaret for ca. 15.000 og Wehrmacht selv ca. 40.000 norske arbejdere. Resten var tyske og udenlandske arbejdere af mange nationaliteter. Blandt dem flere tusinde tvangsdeporterede polakker, straffanger (jugoslaviske, polske og andre partisaner som var taget til fange, sammen med tyske kriminelle fanger) og krigsfanger. Tallet på krigsfanger øgedes stærkt efter 1943.

De to andre store tyske «arbejdsgivere» i Norge var AS Nordag (Nordische Aluminiumgesellschaft) og I. G. Farbenindustrie, samt en række mindre der var involveret i anlægsvirksomhed, som blev regnet som krigsvigtig. I efteråret 1943 beskæftigede disse «fire store» - Wehrmacht, OT, Nordag og I.G. Farben ca. 120.000, iberegnet krigsfanger og ca. 60.000 nordmænd, ved militære anlæg og krigsvigtige industrier.

Konsekvenser

Angrebet mod Norge havde først og fremmest marinestrategisk formål. Fly- og flådebaser i Norge svækkede den britiske marines stilling i nord og dens kontrol over udløbene i Nordatlanten. Stærke ubådsbaser blev bygget i Bergen og Trondheim. Fra baser i Nordnorge kom tyskerne til at udgøre en farlig trussel mod søvejen til Sovjetunionens nordlige havne (Murmansk-konvojerne). Økonomisk blev besættelsen ikke nogen lønsom forretning, skønt vigtige varer herfra - fiskeri- og fiskeprodukter, svovlkis, molybdæn m.v. - og en systematisk udplyndring af landet blev taget med som et biprodukt af den militære besættelse.

Hitler delte tidligt den tyske marineledelses overbevisning om, at Norge havde en fremragende marinestrategisk betydning. Han sagde den 9. april 1940 (Rosenbergs dagbog): «Lige som Bismarcks rige opstod af året 1866, så skal det stortyske rige opstå af dagen i dag». Udfra senere udtalelser gennem hele krigen - både af Hitler og marinefolk - afspejles troen på Norge som et strategisk nødvendigt marineområde for Tyskland - dets højre flanke mod Atlanterhavet - med Trondheim som permanent befæstet tysk base. Samtidig var Norge genstand både for tyske industripolitiske ekspansionsfremstød og for «germanske» racepolitiske interesser, som trak i retning af en varig anneksion af landet. Reichskommissar Terbovens opfattelse gik klart i den retning: Fuld indlemmelse i et stortysk rige.

H.P.