Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det kan slås fast, at de mest omfattende nordiske samarbejdsplaner på det militære, økonomiske og politiske område har været mislykkede eller givet få resultater. Tanken om et skandinavisk forsvarsforbund led nederlag i 1949. Fra 1945 og frem til sidst i 1950'erne blev der også arbejdet med at få dannet en toldunion.

Både når det gjaldt forsvarssamarbejde og toldunion var Norge det mest tilbageholdende land. Arbejderpartiregeringen og erhvervslivet mente, at Norge havde større interesse af handel og sikkerhedspolitisk samarbejde med lande udenfor Norden. Modstanden mod et mere forpligtende nordisk samarbejde var stærkest blandt de borgerlige partier. I arbejderbevægelsen var meningerne oprindelig delte. Norges Kommunistiske Parti var både mod et nærmere nordisk og vestligt samarbejde, mens betydelige kredse i Arbejderpartiet prioriterede nordisk fremfor vestlig militær- og økonomisk integration.

Sidst i 1960'erne blev det forsøgt at danne et nordisk økonomisk fællesmarked - Nordek og Skandek. Heller ikke dette projekt kom der noget ud af. Denne gang var det Finland der brød ud. Den finske regering kunne ikke acceptere, at medlemsstaterne i Nordek senere kunne slutte sig til det europæiske fællesmarked (EF). Flertallet af politikerne i både Norge og Danmark opfattede Nordek eller Skandek som en mellemstation til et videre vesteuropæisk samarbejde.

Oprettelsen

Imidlertid har man formået at skabe en interessant politisk nydannelse i Norden: Nordisk Råd. Institutionen blev oprettet i 1952. Det var hovedsageligt et dansk initiativ, der bidrog til oprettelsen af Nordisk Råd. Allerede på det nordiske udenrigsministermøde i 1939 foreslog den danske regering et parlamentarisk fællesorgan i Norden med repræsentanter fra de nordiske landes regeringer og nationalforsamlinger. Forslaget blev afvist, da den norske udenrigsminister Halvdan Koht satte sig imod det. Under de skandinaviske forsvarsforhandlinger i 1948 lancerede den danske regering atter tanken. Både den svenske og norske regering var afvisende. De mente, at et nærmere samarbejde burde søges løst indenfor rammerne af det bestående halvprivate interparlamentariske forbund - Det Nordiske Interparlamentariske Forbund.

Særligt på dansk side forårsagede det negative resultat af de skandinaviske forsvarsforhandlinger dyb skuffelse. Blandt andet for at modvirke, at den forsvarspolitiske splittelse skulle brede sig til andre områder, pressede den danske statsminister Hans Hedtoft på for at få et parlamentarisk rådslagningsorgan. Denne gang lykkedes det danske fremstød. I 1952 blev Nordisk Råd vedtaget. Den første session blev holdt i København den 13. februar 1953.

Typisk nok var det kun i Norge, der var særlig strid om oprettelsen af Nordisk Råd. Frem til EF sagen var der intet andet større udenrigspolitisk spørgsmål, der vakte en sådan modstand i Stortinget. Arbejderpartiet var det eneste parti, der samlet gik ind for tilslutning. I Norge blev tilslutningen til Nordisk Råd vedtaget med 74 stemmer mod 39. I Sverige og Danmark var det enstemmighed om beslutningen. I Island var der kun et lille mindretal, der gik imod Nordisk Råd. Finland blev stående udenfor til 1955. Tøvejret mellem øst og vest gjorde det da muligt for Finland at slutte sig til Nordisk Råd uden at provokere Sovjetunionen.

Modstanden mod Nordisk Råd i Norge forsvandt dog hurtigt. Nordisk Råd blev noget andet end mange borgerlige havde frygtet - et praktisk samarbejdsorgan og ikke et nyt unionsfremstød med overnationalt præg. Snart fandtes der også i Norge et alment positivt syn på Nordisk Råd.

Opbygning og funktion

Nordisk Råd er i dag et vigtigt samarbejdsorgan for de nordiske nationalforsamlinger og regeringer. Nationalforsamlingerne vælger tilsammen 78 af sine medlemmer til Nordisk Råd. Færøerne og Åland er sikret repræsentation i rådet. De nordiske regeringer sender så mange repræsentanter som de ønsker til rådets møder. Som regel deltager over 40 ministre. De har ikke stemmeret i rådet. Medlemmerne i Nordisk Råd samles hvert år til et møde i en uges tid. Et præsidium leder virksomheden mellem møderne, og et præsidiumssekretariat og nationale sekretariater sætter beslutninger ud i livet og styrer den daglige virksomhed.

De valgte medlemmer i rådet er fordelt på fem faste udvalg, som forbereder sagerne, der skal behandles i rådet. De træder sammen flere gange mellem sessionerne. I 1971 blev der oprettet et Nordisk Ministerråd. Dermed skabte man et besluttende organ på nordisk plan, og et organ der følger anbefalingerne fra Nordisk Råd op. Ministerrådet har embedsmandskomiteer for de vigtigste samarbejdsorganer.

Nordisk Råd kan ikke fatte bindende beslutninger. Det kan kun udrede og diskutere nordiske anliggender og fremlægge anbefalinger til nationalforsamlingerne. Det sker efter en omfattende behandling, hvor berørte departementer og private organisationer får lov til at udtale sig om sagerne. Rådets anbefalinger er stort set blevet fulgt. I denne mere indirekte form er Nordisk Råd blevet et beslutningsorgan.

Det praktiske nordiske samarbejde har fået et opsving efter at Nordisk Råd blev oprettet i 1952. Det er blandt andet indført pasfrihed mellem landene (1952), fælles arbejdsmarked (1954). ligestilling m.h.t. sociale rettigheder (1956), fælles nordisk kulturbudget (1971), en nordisk miljøbeskyttelseskonvention (1976) og en nordisk investeringsbank (1976). Handelen mellem de nordiske lande er øget stærkt i efterkrigsårene. Gennem samarbejdet i det europæiske frihandelsområde (EFTA) blev Norden i realiteten et frihandelsområde.

Det er hyppige nordiske rådslagninger om udenrigspolitiske spørgsmål. De nordiske lande optræder ofte samlet under diskussioner og afstemninger i internationale organisationer. På de fleste vigtige områder i samfundslivet er der tæt kontakt. Det foretages sjældent reformer indenfor undervisning, socialforsorg eller retsvæsen uden at der har foregået rådslagninger mellem de nordiske lande.

Det offentlige administrative samarbejde er blot en side af nordisk samvirke, som er blevet stimuleret af Nordisk Råd. Det typiske for moderne nordisk samarbejde er et folkeligt samvirke i en mere beskeden, men alligevel vigtig form gennem Foreningen Norden, «venskabskommuner», Nordkalotsamarbejdet, organisations- og partikontakter og forskellige former for virksomhedssamarbejde.

K.E.E.