Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Konrad Nordahl

Nordahl (1897-1975), norsk fagforeningsmand og politiker. Konrad Mathias Nordahl blev født i Laksevåg ved Bergen og uddannet sig til modelsnedker. Han kom allerede i 1912 med i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse og blev fagligt organiseret i 1915, da han også fik sine første hverv. I 1921 var han sekretær i Rogaland amts Arbejderparti, 1922-23 organisationssekretær i Oslo- og Akershusafdelingen af Norges kommunistiske Ungdomsforbund (NKU), hvor han også blev valgt ind i centralledelsen. Efter denne tid i apparaterne vendte han tilbage til Bergen, hvor han arbejdede som fabriksarbejder frem til 1931.

Nordahls partipolitiske udvikling var typisk for en stor gruppe arbejderungdom, der blev radikaliseret under første verdenskrig. Han fulgte flertallet i NKU ind i NKP ved splittelsen i 1923, men blev forholdsvis hurtigt frustreret. Efter eget udsagn fordi «alle udsagn og paroler vi modtog, ikke stemte med dagens situation i vort land». Han gik ud af NKP i 1927 og ind i Arbejderpartiet i 1929, og var i denne tid overvejende faglig aktiv og engageret i arbejdet med Folkets Hus.

Nordahls vej til faglige topstillinger var et resultat af indre opgør i organisationerne. I 1931 blev han valgt til formand i Norsk Jern- og Metalarbejderforbund, efter at den siddende forbundsbestyrelse blev væltet på landsmødet, dels pga. efterdønninger efter en strid i 1929 om brugen af forbundets midler, dels pga. politiske angreb fra oppositionen - både NKP'erne og den såkaldte «Oslo opposition», Arbejderpartifolk og uafhængige der ønskede en mere radikal faglig linie.

I 1934 blev han valgt til næstformand i Landsorganisationen, efter at det siddende sekretariat blev væltet i en taktisk manøvre for at opfange utilfredsheden i sammenhæng med forhandlinger mellem LO og Norsk Arbejdsgiverforening. Forhandlinger der på længere sigt førte til indgåelsen af Hovedaftalen. Nordahl, Lars Evensen og andre tidligere NKP'ere kom til at føre en udpræget moderat faglig linie da de kom ind i ledende hverv i forbund og LO. I 1939 rykkede Nordahl og Evensen op som formand og næstformand, efter Olav Hindahl gik ind i Nygaardsvolds regering. Nordahl blev siddende til 1965 - længst af alle hidtidige LO formænd. Fra 1937 var han også medlem af kommunalbestyrelsen og formandskabet i Oslo.

Nordahl blev afsat som LO formand i begyndelsen af besættelsesperioden. Han opholdt sig fra efteråret 1941 i London, hvor han organiserede LO's Londonsekretariat. Sammen med direktør Finn Dahl i Norsk Arbejdsgiverforening udgjorde han den såkaldte Dahl-Nordahl-komite, der i 1942-43 udformede forslag for at hindre arbejdskampe efter krigen og bl.a. gik ind for at indføre en ordning med fast tvungen voldgift indpakket i den nye term, «lønnævn». Tiden i London førte også til et aktivt engagement i internationalt fagligt arbejde, bl.a. i forsøget på at skabe én faglig internationale efter krigen (se Frie Faglige Internationale).

Den internationale interesse holdt han senere ved lige. Blandt andet deltog han fra 1946 til 1958 flere gange i FN's generalforsamlinger. 1957-1965 sad han som stortingsrepræsentant for Oslo og Akershus. Også Dahl-Nordahl-komiteens linie blev fulgt op. Som LO formand i efterkrigstiden var Nordahl talsmand for moderation, samarbejde og satsning på øget produktivitet. Selv udtrykker han sit syn på fagbevægelsen således: «De faglige organisationer har holdt sig til et terræn, som almindelige mennesker forstår bedre end et upræcist ideologisk kort. Den samme ånd der hersker i de andre samfundsklasser - om at få mest mulig ud af det bestående økonomiske system - har også været hoveddrivkraften i alt fagforeningsarbejde.» Nordahl udgav tre selvbiografiske bøger, mere åbenhjertige og interessante som kilder end f.eks. Gerhardsens erindringer: «Minder og meninger» (Oslo 1967), «Med LO for friheden» (Oslo 1969), «Gode arbejdsår» (Oslo 1973).

K.K.