Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Neruda (1904-73), chilensk poet, født Ricardo Eliecer Neftali Reyes y Basoalto, er den mest kendte af de mange fremtrædende poeter fra det sydamerikanske kontinent i det 20. århundrede. Han fik Stalinprisen i 1953 og Nobelprisen i 1971. Pablo Neruda var fra den spanske borgerkrigs udbrud politisk aktiv, blev valgt til senator i Chile i 1945, meldte sig ind i det chilenske kommunistparti samme år, var gennem en årrække aktiv i chilensk politik og endelig ambassadør for Salvador Allendes regering i Frankrig.

Blandt Nerudas bøger er det særligt «Residencia en la tierra» I-III («Bolig på jorden, 1925-47), «España en el corazon» («Spanien i hjertet», 1937) og «Canto General» (1950) der har givet ham verdensberømmelse.

Neruda er ikke en forfatter, som i første række fremsætter politiske teser og analyser og derefter krydrer dem med sin poetiske fantasi. Man kan tvært imod sige, at Neruda har en universel fantasi, hvor solidariteten med de undertrykte og frihedelskende mennesker hele tiden bryder gennem teksten, uanset om han behandler mere komplicerede historisk-kulturelle, episke fremstillinger, som i «Canto General» - en storslået vision af hjemlandet, det amerikanske kontinent, den internationale klassekamp - eller han skriver om tomaten, kartoflen eller det daglige brød.

Det er den kollektive drøm om den vidtfavnende nærhed, om mennesket i naturen og naturen i og gennem mennesket som Neruda overvejende skriver om. Denne drøm bliver fremkaldt gennem Nerudas «jeg». Han ser sig selv som talerør for de mange.

Arbejdet med «Canto General» blev påbegyndt i begyndelsen af 1940'erne, men tog først fart, efter at det chilenske kommunistparti gav ham til opgave at udforme en ny historiebog om Chile. Søgningen efter selvforståelse har været og er et fremtrædende træk i latinamerikansk digtning. Neruda har givet dette kontinent et betydeligt bidrag i så henseende. Ifht. hans opfattelse af poesien som enten politisk kampmiddel eller som socialt påvirkningsmiddel, fremgår det både af de artikler og af udtalelser han er kommet med, at han forstår poeten som en håndværker i poesi, i livets totalitet, og at politikken ikke kan holdes udenfor, men at den heller ikke kan være poesiens endemål eller hovedindhold.

Nerudas poesi er organisk i den forstand, at digtene skifter i form alt efter hans sindsstemninger, efter hjerteslag, pust, varme, mørke og lys. Selv har han propaganderet for en «uren poesi», dvs. at poesien som råstof skal anvende alle menneskelige erfaringer og vilkår.

Som de fleste latinamerikanske digtere blev Pablo Neruda tidligt påvirket af surrealismen, men dette stiltræk er ikke særligt fremtrædende hos ham. I lighed med andre af mellemkrigstidens poeter skrev han en indadvendt og vanskelig poesi. Indtrykkene fra den spanske borgerkrig forandrede på mange måder både formsprog og tematik hos socialt engagerede forfattere. Neruda er et godt eksempel på dette.

T.Jo.