Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Mann (1875-1955), tysk forfatter af romaner, noveller og essays. Allerede 25 år gammel udgav han romanen «Buddenbrooks» med undertitelen «Verfall einer Familie» («En families forfald»), som både kunstnerisk og økonomisk blev en succes. Siden fulgte en række bøger, den sidste i hans dødsår. I 1929 fik Thomas Mann Nobelprisen i litteratur. Under nationalsocialismens tid var han nødt til at opholde sig i udlandet. Først i Frankrig og Schweiz, og dernæst i USA, hvor han blev boende også efter nationalsocialismens fald i 1945.

Thomas Mann beskrev hovedsagelig borgerskabet i Tyskland i det 19. århundrede. I «Buddenbrooks» foregår handlingen i den højere handelsstand i Lübeck. Fortællingen er realistisk, dvs. at dens idé træder frem ved at de materielle omgivelser bliver nøje beskrevet (ejendommene, møblerne osv.), og ligeså de handlinger som sker i disse omgivelser (nøje gengivelse af samtaler osv.). Sådan males et samfundsbillede. Dette billede er påfaldende snævert, for så vidt som forholdet til lønarbejderklassen som klasse (og ikke bare som enkeltmennesker, f.eks. hushjælper) ikke anfægter familien Buddenbrooks og dens kreds. Familien lever i sin egen, indkapslede, borgerlige verden. Romanen kan ikke anses som et kunstværk. Den er underholdningslitteratur som blændende dygtigt sammenstiller klichéer som genspejler borgerskabets selvforståelse. Men «Buddenbrooks» er også en dybt ironisk roman. Den har dobbelt bund, og distancerer sig fra sit emne.

Fortællingen «Tonio Kröger» behandler forholdet mellem borger og kunstner som en gensidig fortryllelse. «Zauberberg» («Troldfjeldet») er en strålende morsom idéroman, en damebladsfortælling på allerhøjeste niveau. Handlingen er henlagt til et sanatorium i Alperne, hvor borgerskabets tuberkuløse medlemmer (ofte forgæves) søger helbredelse. Her udspilles en kærlighedshistorie, diverse dødsfald, en del burleske optrin, samt storslagne diskussioner mellem en borgerlig humanist og en ortodoks marxist. Forfatterens egen dybeste overbevisning kommer til udtryk hos hovedpersonen under en hallucinatorisk drøm han har, mens han er ved at fryse ihjel: «Jeg vil være døden tro i mit hjerte, men alligevel huske vågent på at troskab mod døden og det forgangne bare er ondskab og skummel vellyst og menneskehad, så snart den bestemmer vor måde at tænke og regere på. Mennesket skal for godhedens og kærlighedens skyld ikke give døden magt over sine tanker».

Skønt den er anlagt som en klassisk dannelsesroman, brydes fortællingen af ved krigsudbruddet i 1914, ved at helten forlader sanatoriet og sendes ud i kugleregnen. At den borgerlige kultur er feberagtig og virkelighedsfjern, er åbenbart en grundtanke i dette værk.

«Dr. Faustus» fra 1947 - af Thomas Mann selv anset som højdepunktet i hans forfatterskab - er en tragisk roman som gendigter det gamle sagn om Faust som solgte sin sjæl til Djævelen. Den behandler således et emne som går ud over borgerlighedens problemstillinger. Romanen giver et billede af den europæiske kunstmusiks problemer omkring århundredeskiftet: Dur-mol-systemets muligheder synes opbrugt, komponister føler sig ikke længere inspireret, de keder sig og slider. Men bogens faustiske helt skaber et nyt tonesprog. Som en parallel til dette beskrives fremvæksten af en livsanskuelse som er gunstig for nationalsocialismen: Et hendøende borgerskab begynder at forherlige det barbariske og livskraftige fremfor det civiliserede og humane. Også i denne alvorlige bog glitrer ironien mange steder. I «Königliche Hoheit» («Kongelige højhed», 1909) behandles forholdet mellem det borgerlige og det kongelige: En storborgerdatter ægter en arveprins.

Politisk bevægede Thomas Mann sig fra højre- til venstrefløjen. I 1917 udgav han essayet «Betrachtungen eines Unpolitischen» («Betragtninger af en upolitisk»), hvor han fremfører nationalistiske, konservative synspunkter. Siden nærmede han sig socialdemokratiet, og betegnede antikommunismen som «vort århundredes dåre». I 1955 deltog han sammen med digteren Johannes Becher ved en højtidelighed i Weimar - en solidaritetserklæring til Den tyske demokratiske Republik.

Thomas Mann var ikke kristen, men deist. Han stod alligevel, og med rette, som en hovedtalsmand for humanismen, i den betydning at menneskers ve og vel var det som lå ham mest på hjertet. Han støttede socialismen ud fra overbevisningen om, at den bedst varetog og videreførte humanismen. Han var også humanist i den forstand, at han forestillede sig, at menneskets forædling er dets højeste mål. Nationalsocialismens kulturforagt og kulturhad fyldte ham med afsky. Han var åndsaristokrat, talte åbent om «åndens adel», og opfattede sig selv som en arvtager efter Goethe og Schiller. Han levede i modsætningen mellem åndsaristokrati og socialdemokrati, men magtede ikke at overskride den.

D.Ø.