Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Første led i ordet manipulering, mani-, kommer af det latinske manus, som betyder hånd. Ordet manipulering bruges ofte i en betydning, som afspejler denne tilknytning til hånden, nemlig som betegnelse for det at kunne håndtere eller behandle noget. Indenfor moderne samfunds- og kulturdebat - hvor begrebet har fået en ret stor udbredelse - anvendes det i en anden, overført betydning, som betegnelse for bestemte former for (ofte etisk forkastelig) social påvirkning. Imidlertid foreligger der kun få forsøg på en begrebsmæssig afklaring. Det følgende er sandsynligvis en forholdsvis præcis og i mange sammenhænge frugtbar måde at bruge begrebet «manipulering» på:

Per manipulerer Svend hvis (og kun hvis) Per gennem bevidst og målrettet påvirkning får Svend til at handle på en bestemt måde, samtidig med at Per lige så bevidst og målrettet sørger for, at Svend ikke er klar over den påvirkning han udsættes for, eventuelt ikke er klar over påvirkningens sande natur. En enkeltperson kan manipulere andre enkeltpersoner eller grupper, og en gruppe kan manipulere enkeltpersoner eller andre grupper.

Et klart eksempel på manipulering ud fra denne definitionen vil være et firmas bevidst planlagte og vellykkede forsøg på at øge salget af en bestemt vare ved at påvirke forbrugernes underbevidsthed. Det kan gøres f.eks. i biografen eller på TV, f.eks. ved hjælp af effektfulde billeder, som bliver vist så hurtigt, at publikum ikke opfatter dem bevidst.

Denne definition gør manipulering til et socialpsykologisk begreb og indskrænker brugen af det til analyser af forhold, hvor det giver mening at tale om bevidste hensigter, handlinger og personer. Begrebet lader sig i denne udformning ikke anvende, når man analyserer økonomiske forhold, og udtryk som «monopolkapitalen manipulerer folket» e.l. synes at afspejle en forkert anvendelse af begrebet. Definitionen udelukker samtidig muligheden af at kunne «manipulere sig selv». Og da det vanskeligt lader sig gøre at finde ud af, om en påvirkning som er ubevidst, er manipulerende eller ikke-manipulerende, udelukker definitionen samtidig al tale om «ubevidst manipulering».

Skellet mellem manipulerende og ikke-manipulerende (frigørende) påvirkning fremkommer først og fremmest af, at den førstnævnte har til formål at påvirke, uden at personen er sig dette bevidst. Den sidstnævnte tilsigter at gøre påvirkningen mest mulig bevidst for den som udsættes for den, således at denne kan tage stilling til, om han/hun vil påvirkes eller ej.

Eftersom manipulering kun kan finde sted, dersom det lykkes manipulator at skjule sin påvirkning for offeret, indebærer manipulering for det første altid et stærkt moment af forstillelse og uærlighed. Det at manipulere en anden person kan i vid udstrækning opfattes som ensbetydende med at narre ham/hende. I ekstreme tilfælde kan manipulering være baseret på en ligefrem kynisk uærlighed. Det ses f.eks. i krigssituationer, hvor parterne udsætter hver af deres befolkninger for krigspropaganda - ekstrem manipulering.

At offeret holdes uvidende om påvirkningen medfører for det andet, at det hverken kan eller har mulighed for at gøre noget ved den: Offeret påvirkes ubevidst, og er dermed automatisk underkastet påvirkningen. Dette indebærer at offeret mister sin frihed og selvkontrol, vis-à-vis det det påvirkes til at gøre. Det bliver et viljeløst redskab, en «ting» eller et «objekt» i manipulators hænder.

Dette vidner for det tredje om, at manipulator styrer og kontrollerer offerets adfærd i kraft af et absolut herredømme. Her ligger for øvrigt en forskel mellem på den ene side manipulering og på den anden side tvang: Ved tvang får man en person til at gøre noget mod vedkommendes vilje, ved manipulering omgår man denne vilje. Endvidere er tvangen altid bevidst på modtagersiden, mens dette ikke er tilfældet ved manipulering.

Det er en vigtig forudsætning for at kunne manipulere andre mennesker, at man ved siden af et indgående kendskab til de «generelle love» som gælder for menneskelig adfærd, også har en detaljeret viden om offerets konkrete livssituation. Imidlertid kan de fleste «generelle love» man har fundet frem til i socialvidenskaberne (især socialpsykologien) givet betragtes som klargøringer af rent begrebsmæssige sammenhænge i hverdagssproget. En almen manipuleringskunst baseret på vor «common-sense viden» om forstillelse og påvirkning, har da også været kendt til alle tider. Denne kunst er blevet væsentlig klargjort, systematiseret og effektiviseret gennem udviklingen af bl.a. moderne nordamerikansk socialpsykologisk ændrings- eller socialteknologi.

Indenfor denne teknologi er det en grundlæggende antagelse, at påvirkningsprocessen må holdes ubevidst for modtageren. Ellers vil man opleve det, som kaldes «reactance». «Reactance» er den modstand mod påvirkning som opstår når modtageren oplever at han har mistet sin frihed, at han ikke selv kan vælge og kontrollere det der sker med ham.

Begrebet manipulerende påvirkning står i et uomgængelig afhængighedsforhold til begrebet ikke-manipulerende (frigørende) påvirkning - jfr forholdet mellem begreberne løgn og sandhed. Modsætningen mellem manipulerende og frigørende påvirkning lader sig ikke afgøre på nogen enkel måde. I de fleste politiske, behandlingsmæssige, eller andre sammenhænge hvor social forandring er aktuel, kan man vælge mellem mere eller mindre manipulerende fremgangsmåder. Afgørelsen vil dels afhænge af, hvad der er den overordnede målsætning - frigørelse eller kontrol - dels af hvad der er mest hensigtsmæssig. Når det f.eks. gælder børn der tisser i sengen, vil målsætningen være kontrol af en ubevidst proces, og den kan f.eks. bringes under kontrol ved anvendelse af en alarm. I en situation med en identitetskrise hos en attenårig vil målsætningen være frigørelse og bevidstgørelse, og åbne samtaler om problemerne vil da være den mest hensigtsmæssige løsning.

W.R.