Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Errico Malatesta |
Malatesta (1853-1932), italiensk anarkistisk agitator og propagandist, født i Santa Maria Capua Vetere i Italien. I sin tidligste ungdom var han aktiv i den republikanske bevægelse og gik i 1871 med i Første Internationale efter påvirkning fra italienske «bakuninister». Han studerede medicin, men afbrød studierne og arbejdede som elektriker og mekaniker.
På grund af regeringens forfølgelse fik Internationalen i Italien i høj grad karakter af en hemmelig organisation, som prøvede at organisere «eksemplariske opstande». Nye arrestationer fulgte, Malatesta og andre fik flere måneders ophold i varetægtsfængsel, som imidlertid endte med frifindelse.
Malatesta blev tvunget i landflygtighed. Han tilbragte alt i alt det halve af sit liv i eksil og mere end ti år i fængsel. Hans ophold i Italien havde oftest kortvarig karakter. Han redigerede aviserne L'Associazione (Nice, 1889-90) og I'Agitazione (Ancona, 1897). Fra 1900 var Malatesta i London. I 1907 deltog han i den internationale anarkistkongres i Amsterdam og indtog en relativt kritisk holdning til syndikalismen, som da var under udvikling.
Malatesta opholdt sig i Ancona, udgav avisen Volontà og arbejdede som taler og organisator, da den såkaldte «Røde Uge» brød ud i juni 1914 med store strejker over hele Italien, generalstrejke og forsøg fra arbejdernes side på at omorganisere samfundslivet i Ancona. Den reformistiske fagforening forrådte bevægelsen, Malatesta måtte flygte til London og undgik arrestation.
Ved verdenskrigens udbrud polemiserede Malatesta ved flere anledninger mod «skyttegravsanarkisterne» (Kropotkin o.a.), som gik ind for at støtte de allierede. Det store flertal blandt anarkisterne var modstandere af krigen.
I 1919 var Malatesta tilbage i Italien, redigerede dagbladet Umanità Nova, talte ved utallige møder og prøvede at organisere en forenet socialistisk modstandsbevægelse mod den voksende fascisme. I 1920 var der strejker og fabriksbesættelser i metalindustrien i Norditalien, men atter forrådte reformisterne, og forfølgelser svækkede den revolutionære bevægelse. Fascistiske bander hærgede frit og Umanità Novas trykkeri blev ødelagt. I juli 1922 blev et forsøg på generalstrejke mod fascisterne slået blodigt ned. Det blev vanskeligere at gennemføre antifascistisk propaganda, og i oktober 1922 marcherede Mussolini mod Rom.
Malatesta genoptog som 70 årig arbejdet som elektriker og mekaniker, men blev samtidig understøttet af venner og kunne starte tidsskriftet «Pensiero e Volontà» (1924-26) - i en stadig kamp med censuren. Her blev nogle af hans mest modne artikler trykt. De sidste år af sit liv blev Malatesta holdt i regulær husarrest af fascisterne.
Malatesta fik aldrig tid til at skrive nogen større værker, men efterlader sig en mængde avis- og tidsskriftsartikler, plus nogle agitatoriske pamfletter, som fik meget stor udbredelse. Han var i modsætning til Bakunin og Kropotkin ikke nogen aristokrat, men deltog i arbejdermassernes kamp på linie med resten. Senere skrev han, at selv om Bakunin var den store inspirator, var Bakunin (og hele Første Internationales anarkisme) nok for marxistisk. Han kritiserede Kropotkin for en «scientistisk» fatalisme og for overdreven optimisme.
Malatestas overgang til anarkismen var ikke præget af omfattende læsning, men af praktisk vilje og erfaring. Derfor undgik han i sine skrifter halvfordøjede, teoretiske «universalløsninger», og prøvede istedet at finde muligheder for anarkistisk aktivitet og propaganda, praktisk og realistisk under de konkrete samfundsomstændigheder.
Litteratur | ||
E. Malatesta: Anarki og Har anarkistene glemt sine principper? i M.
Strand og H. P. Aastorp: Anarkistisk lesebog, Oslo 1970. | ||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Anarkisme, Bakunin, Mikhail, Fascisme, Fængsel, Første Internationale, Generalstrejke, Italien, Kropotkin, Pjotr, Propaganda, Reformisme, Strejke, Syndikalisme | ||