Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Loran» er en forkortelse for «Long range navigation» - navigation over lange afstande - og betegner en familie af navigationssystemer, som er udviklet i USA under og efter anden verdenskrig. Lidt forenklet kan man sige, at alle disse systemer bygger på, at modtageren bestemmer sin position ved at måle tidsforskelle mellem radioimpulser, som udsendes fra flere synkroniserede sendere.

Det oprindelige loran-system - senere kaldet Loran A - blev bygget til militære formål i Stillehavet og Nordatlanten under anden verdenskrig og sendte på frekvenser i underkanten af 2 Megahertz (MHz). I efterkrigstiden udviklede det amerikanske flyvåben flere varianter af loran-systemer, som sendte på lavere frekvenser - dvs. med længere bølgelængde. Ingen af disse systemer blev sat i drift før den nordamerikanske marine i 1957 fik et akut behov for et mere nøjagtigt langdistancenavigationssystem for Polarisubådene - atomdrevne ubåde med mellemdistanceraketter med atomvåben.

Det bedst egnede af de foreliggende loran-systemer fik navnet Loran C, og blev i de følgende år udbygget af marinen, i samarbejde med kystvagten. De første Loran C stationer blev placeret således, at navigationssignalerne dækkede de første patruljeringsområder for Polarisubådene - dvs. det østlige Middelhav og Norskehavet. Senere fik systemet en udbredt anvendelse til militære formål og fra 70'erne også til civile formål. En selvstændig Loran C kæde blev opbygget i Sydøstasien til brug for krigsførelsen i Indokina.

For Polarisprojektet var mere nøjagtig navigation på verdenshavene en nødvendig betingelse, selv om raketterne blev indstillet mod store mål som russiske byer. Projektet medførte udviklingen af en lang række nye og forbedrede navigationsteknikker - bl.a. accelerometre og gyroskoper som måler de fartændringer og drejninger som fartøjet har gennemgået, siden det forlod den sidst kendte position, satellitnavigation (det såkaldte Transitsystem) m.m. Loran C var fra starten alligevel det system, der gav ubådene den mest nøjagtige positionsreference.

Endnu i slutningen af 70'erne var det Loran C, der gav den største nøjagtighed, samtidig med at systemet havde stor tolerance overfor jamming eller støjforstyrrelser og den indebar en relativt ringe fare for, at ubåden skulle blive opdaget af antiubådstridskræfter. En række forbedringer i ubådsraketternes nøjagtighed og navigationssystemer (ikke mindst i Loran C) medførte, at ubådene også kunne anvendes mod militære mål.

De to oprindelige norske Loran C stationer i Bø og på Jan Mayen blev bygget i 1959-60 i dybeste hemmelighed og uden at Stortinget blev orienteret om stationernes primære militære formål. Dette udløste en større debat femten år senere. Sagen blev da rejst af kaptajn Anders Hellebust i en magisterafhandling. Regeringen nedsatte en undersøgelseskommission (Scheiudvalget) som leverede en hemmeligstemplet rapport i december 1975. Indholdet i denne blev offentliggjort af stortingsmedlemmerne Berge Furre og Finn Gustavsen i august 1977.

Den hemmelige rapport viste bl.a., at sikkerhedsudvalget i den norske regeringen i juli 1960 blev orienteret om, at der var en sammenhæng mellem Loran C og Polarisprogrammet. Rapporten dokumenterede også, hvordan tjenestemænd ved den nordamerikanske ambassade havde samarbejdet med norske myndigheder om at holde stationen og dens militære betydning skjult for både Stortinget og for den norske opinion. Stortinget overvejede senere at rejse rigsret mod de to stortingsmedlemmer - hvad de selv ønskede for at få en chance til at vise, at de havde gode grunde til deres tavshedsbrud - men med knapt flertal blev dette i januar 1979 nedstemt.

Loran C var blot et af flere systemer med installationer i Norge med den primære opgave at støtte USA's strategiske styrker der er baserede på atomvåben. Den specielle betydningen som Loran C fik i norsk debat skyldtes først og fremmest, at systemets militære rolle var så veldokumenteret, og at så mange forhold omkring den norske afgørelsesproces var blevet offentlige.

N.P.G.