Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Georg Laursen (1889-1977), dansk kommunist, født 18. september 1889 i Svendborg i en arbejderfamilie med i alt fire børn. Familien flyttede til Århus, hvor Georg Laursen efter endt skolegang kom i malerlære. Han blev udlært som dekorationsmaler i 1908 og meldte sig samme år ind i Malernes Fagforening og i Socialdemokratiet, hvor også hans far var medlem.

Vejen til den revolutionære venstrefløj gik imidlertid udenom dansk arbejderbevægelse. I februar 1909 forlod Georg Laursen Danmark og tog på valsen sydpå. Første stop var Kiel, hvor han kun blev fem måneder, da politiet eftersøgte ham på grund af politisk aktivitet. Herefter gik turen videre til Stuttgart og en række andre byer i Tyskland, Frankrig, Schweiz og Algeriet, men det blev sjældent til længere ophold på grund af hans revolutionære aktiviteter og politiets deraf følgende interesse for ham.

Møde med Lenin

I maj 1912 tog Georg Laursen til Schweiz, hvor han bosatte sig i Zürich. Han blev medlem af bestyrelsen for Malernes Fagforening og Fagforeningernes Fællesledelse. I 1916 blev han anden næstformand i det schweiziske Malerforbund, ligesom han fik flere ledende poster i det nationale LO. Han meldte sig ind i det schweiziske socialdemokrati, hvor han tilsluttede sig den revolutionære venstrefløj. Det tegnede med andre ord til en karriere i den schweiziske arbejderbevægelse, men 1. verdenskrig og den russiske revolution kom i vejen.

Blandt de mange russiske revolutionære, der var søgt i eksil i Schweiz på flugt fra Zarens hemmelige politi, var Vladimir Lenin, der i 1915 stiftede det såkaldte Zimmerwald-venstre. Georg Laursen var blandt de første, der tilsluttede sig, og samtidig blev han hemmelig kurér for Lenin, da han med sit danske pas kunne rejse frit rundt i Europa og krydse grænserne mellem de krigsførende lande. En af hans opgaver var at opretholde kontakt til Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i Tyskland.

Da Lenin i marts 1917 forlod Schweiz for at vende tilbage til Rusland, forblev Georg Laursen i Schweiz, hvor han spillede en ledende rolle under den store generalstrejke i november 1918, der udgør et dramatisk højdepunkt i den schweiziske arbejderbevægelses historie. Hermed var hans revolutionære aktiviteter blevet for meget for de schweiziske myndigheder, og i februar 1919 blev han arresteret af forbundspolitiet og stillet for en dommer. Han blev udvist af Schweiz, og efter et kort ophold i Tyskland vendte han tilbage til sit fædreland for første gang i 10 år.

Formand for DKP

Ved ankomsten til Danmark blev Georg Laursen arresteret, fordi han aldrig havde været på session. En særlig mønstringskommission erklærede ham imidlertid for uegnet til militærtjeneste, og i december 1919 var han tilbage i Århus. Måneden inden var Danmarks Kommunistiske Parti blevet stiftet, og Georg Laursen blev den første formand for afdelingen i Århus. Han fik arbejde som maler og blev hurtigt indvalgt i bestyrelsen for Malernes Fagforening, hvor han gjorde en energisk indsats for at fremme DKP's synspunkter.

Ved partisprængningen i januar 1922 tilsluttede Georg Laursen sig «Blågårdsgadepartiet», hvor han på kongressen i Århus 11.-12. februar 1923 blev valgt som formand. Valget skete på direkte anbefaling af den fremtrædende russiske bolsjevik, Mikhail Kobetskij, der deltog i kongressen som Kominterns særlige udsending, og som i 1924 blev Sovjetunionens første ambassadør i Danmark. Georg Laursen fik til opgave at samle de to partier, hvilket lykkedes i efteråret 1923. Georg Laursen blev næstformand for det forenede DKP, men sommeren 1925 forlod han Danmark og tog til Moskva.

I Kominterns hemmelige tjeneste

I 1921 havde Georg Laursen deltaget i Kominterns 3. verdenskongres i Moskva. Han blev indvalgt i den vigtige organisationsafdeling, der havde en særlig sektion, OMS, der styrede Kominterns hemmelige netværk til partierne udenfor Sovjetunionen. I 1924 blev han desuden indvalgt i den internationale kontrolkommission, IKK. At en dansk malersvend så hurtigt kunne indtage disse poster, skyldtes utvivlsomt, at Georg Laursen under sit ophold i Schweiz havde vundet Lenins og andre fremtrædende bolsjevikkers og revolutionæres tillid. Politisk havde han bestået svendeprøven ved samlingen af det danske parti og i sit forsvar for Kominterns linje under en strid i det svenske kommunistparti i 1924.

Da Georg Laursen i 1925 forlod Danmark, var det fordi, Komintern ønskede at udnytte hans konspirative evner, som han havde demonstreret som illegal kurér for Lenin. I januar 1926 blev han sendt på hemmelig mission til Tyskland for Komintern, men allerede måneden efter blev han arresteret i Leipzig med en kuffert fuld af hemmeligt stemplede, tyske dokumenter. Efter et års undersøgelsesarrest blev han i slutningen af marts 1927 stillet for retten og dømt for forberedelse af højforræderi, for handlinger der udgjorde en trussel mod den tyske republik samt for dokumenttyveri og dokumentfalsk. Det var forbrydelser, der normalt ville medføre en meget lang tugthusstraf, men Georg Laursen slap med 2½ års såkaldt fæstningsarrest og en bøde på 500 guldmark. Den milde dom skyldtes indgriben fra Sovjetunionen, og inden året var omme var den dømte dansker i dybeste hemmelighed ude af tysk fængsel og tilbage i Moskva.

Efter arrestationen i Leipzig var tre tyske statsborgere blevet arresteret i Sovjetunionen og anklaget for spionage, og da Georg Laursen i slutningen af 1927 blev udvist af Tyskland, kunne de tre tyskere forlade Sovjetunionen. Reelt var der gennemført en udveksling, og som sådan understreger højforræderiprocessen og det skjulte spil i kulisserne både karakteren og betydningen af den danske malersvends nye virksomhed.

Sovjetisk statsborger

Arrestationen og processen i Leipzig blev et vendepunkt i Georg Laursens liv. Det havde vist sig, at hans danske pas ikke gav de samme muligheder som tidligere - utvivlsomt fordi det tyske politi var velinformeret om hans tidligere politiske og konspirative virksomhed. Under alle omstændigheder var hans navn nu kendt over hele Europa, og derfor antog han i marts 1928 sovjetisk statsborgerskab og fik samtidig nyt navn, Georg Franzevitj Moltke. Han blev medlem af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP, og brød broerne til DKP og sin danske fortid, ligesom han på Kominterns 6. verdenskongres sommeren 1928 i Moskva afviklede sine «legale» politiske poster i den kommunistiske verdensbevægelse.

Samme år blev han gift med en tysk kvinde, Elfriede Marchinsky, som han havde mødt under sit fængselsophold i Tyskland. Hvordan kontakten mellem de to opstod, er ukendt, men under alle omstændigheder fulgte hun med til Moskva, hvor de i 1929 fik en datter, Sonja. Forbindelserne til sin danske familie og forældrene i Århus afbrød Georg Moltke i 1930, da han blev sendt ud på en ny mission - denne gang ikke under sit eget navn, men med falsk pas, navn og nationalitet.

Den Røde Hærs 4. afdeling

Georg Moltkes nye mission var ikke for Komintern, men for Sovjetunionen. Han var som mange andre udenlandske kommunister blevet rekrutteret af Den Røde Hærs 4. afdeling, som var identisk med Sovjetunionens militære udenrigsefterretningstjenste. I januar 1930 blev han sendt til Kina, hvor han i de første år samarbejde med en anden agent, tyskeren Richard Sorge, der i 1933 forlod Shanghai og tog til Tokyo, hvor han indskrev sig en plads blandt 20. århundredes storspioner, da han i juni 1941 meddelte Stalin, at Japan ikke ville angribe Sovjetunionen.

Mens Sorge officielt var tysk journalist med speciale i kinesiske forhold, optrådte Georg Moltke som købmand. Om hans konkrete, illegale virksomhed ved vi intet, da dokumenterne herom i russiske arkiver stadig er hemmeligt stemplede. Udviklingen i Kina havde imidlertid Stalins store interesse, dels på grund af frygt for et muligt angreb fra Chiang Kai Cheks antikommunistiske styrker, der blev understøttet af tyske militæreksperter og rådgivere, dels på grund af frygt for et japansk angreb på Sovjetunionen via Kina. At Georg Moltkes arbejde var vigtigt, fremgår af, at han modtog flere ordner og udmærkelser for sin indsats, inden han i slutningen af 1939 forlod Kina.

Radio Moskvas danske stemme

Efter at være vendt tilbage til Moskva blev Georg Moltke i februar 1940 overført til Komintern, hvor han fik arbejde i kadreadfdelingen, der indsamlede oplysninger om og førte kartotek over ledende medlemmer af de kommunistiske partier verden over. Efter Hitlers angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 blev han sammen med Kominterns øvrige stab evakueret til Ufa i sovjetisk Centralasien. Her blev han politisk ansvarlig og speaker på de danske udsendelser fra Kominterns radiosender, hvorved han vandt tilnavnet «Radio Moskvas danske stemme» - selvom han altså sendte fra Ufa. Det var således Georg Moltke, der 22. maj 1943 via radiosenderen fortalt de danske kommunister om nedlæggelsen af Komintern.

Umiddelbart fik nedlæggelsen af Komintern i 1943 ikke den store betydning for Georg Moltke personligt. Han fortsatte sit arbejde ved radiosenderen, officielt som medarbejder ved et særligt Institut nr. 205, der rummede Kominterns stab efter organisationens officielle nedlæggelse. Ved afslutningen af 2. verdenskrig fortsatte han sit arbejde ved Moskva Radio, men dokumenter i de sovjetiske partiarkiver afslører, at han samtidig blev en betroet medarbejder i den magtfulde Internationale Afdeling, der efter nedlæggelsen af Komintern varetog SUKP's kontakt til de kommunistiske partier verden over. Georg Laursens opgave var at informere den sovjetiske partiledelse om situationen i Danmark, og hans indsats afspejles i et stort antal fortrolige memoranda og redegørelser om situationen i DKP og om ledende, danske kommunister, herunder partiets formand, Aksel Larsen.

Intern forvisning

I 1949 blev Georg Moltke ekskluderet af SUKP og arresteret af Sovjetunionens hemmelige politi. Årsagerne er ukendte, men han var givetvis et uskyldigt offer for den udrensningsbølge, Stalin efter bruddet med Jugoslaviens Tito satte ind mod «titoister» og andre folkefjender. Den tidligere, betroede agent i Kina blev dømt, og hans kone og barn måtte følge ham i intern forvisning i Sibirien.

Selv var Georg Moltke af den opfattelse, at den egentlige grund til hans arrestation var samarbejdet med Lenin og andre russiske revolutionære i Schweiz før 1917. Han havde ikke kun kendt Lenin, men også andre ledende bolsjevikker, der var blevet ofre for 1930'ernes skueprocesser. Med sin viden var han derfor en levende trussel mod den officielle historieforfalskning - og dermed mod Stalins magt - mente han selv. Nyere forskning bekræfter, at Stalin rent faktisk systematisk udrensede personer, der havde stået Lenin nær.

Ikke uden grund frygtede Georg Moltke for sit liv, men efter Stalins død 5. marts 1953 blev han i slutningen af juni 1953 løsladt. Han fik økonomisk hjælp af danske kommunister, herunder sin gamle ven og bekendte, Martin Andersen Nexø. Han blev officielt rehabiliteret og i 1954 tilkendt statspension samt tildelt en lejlighed i Moskva, hvor han bosatte sig med sin kone og datter.

Tilbud til Danmarks Radio

Georg Moltke genoptog sit arbejde på Radio Moskvas danske afdeling, hvor han fortsatte indtil et svigtende helbred og tiltagende blindhed satte en stopper for hans aktive liv. I 1958 kom han til Danmark - for første gang siden 1925 - efter at Aksel Larsen havde hjulpet ham med at få udrejsetilladelse fra Sovjetunionen og indrejsetilladelse til Danmark. Han kom atter til Danmark i 1969 ved 50-året for stiftelsen af DKP, hvor han i øvrigt tilbød Danmarks Radio at medvirke i tre TV-programmer om sit liv, men det havde ingen interesse. Derimod tonede han i 1970 frem på de danske TV-skærme i en svensk-produceret udsendelse i anledning af 100 året for Lenins død.

Georg Moltke døde i Moskva 2. maj 1977. Bortset fra en kort nekrolog i det kommunistiske Land og Folk, blev dødsfaldet ikke omtalt i danske aviser. Desuden bragte Sovjetskaja Rossija, udgivet af SUKP's centralkomité i Moskva, en kort meddelelse om «den danske partiveterans» bortgang. Efter bisættelsen, der blev arrangeret og betalt af SUKP, blev liget brændt og asken fløjet til Danmark. Elfriede og Sonja døde året efter i Moskva.

K.J.