Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med arbejdspsykologi menes den den gren inden for psykologien, som beskæftiger sig med forholdet mellem arbejdstagere, virksomhedsledelser og virksomhedens teknisk-økonomiske struktur.

Arbejdspsykologi har historisk set i udpræget grad været et redskab, anvendt af virksomhedsledelserne og de besiddende klasser for at kunne kontrollere arbejderklassen. Samtidig er det et middel til at øge produktiviteten hos den enkelte arbejder. Det er karakteristisk, at den første hovedretning inden for arbejdspsykologien - «human relations teorien» - havde som mål at undersøge, under hvilke sociale betingelser de ansatte ville bidrage maksimalt til opfyldelse af virksomhedens mål. Trivselsfremmende initiativer blev betragtet som et middel til at opnå de mål, ledelsen havde opstillet - og ikke et mål i sig selv. Alt, som kunne anspore de ansatte til at arbejde mere effektivt, ansås for at være positivt. Den seneste arbejdspsykologiske forskning har koncentreret sig om at finde måder at integrere de ansatte i beslutningsprocesserne. Derved kan man for det første eliminere eventuelle konflikter, og for det andet vil arbejdere som har fået en vis medbestemmelse, bidrage bedre til opfyldelse af virksomhedens mål.

De interne forhold på virksomhederne kan i store træk vurderes ud fra tre vinkler. Den første er den individualpsykologiske vinkel, der forsøger at bedømme menneskers personlighedsstruktur - d.v.s. deres behov, ønsker og adfærd. Den anden er den socialpsykologiske, som kendetegnes ved man studerer gruppeprocesser og forholdet mellem menneske og miljø og endelig den sociologiske eller strukturelle vinkel. Her ses virksomhedsorganisationen og dens karakteristika, bedømt udfra samfundsforhold i al almindelighed. Det økonomiske system, med teknologien og med kravene fra markedskræfterne, politisk-administrative institutioner og den herskende ideologi vil være afgørende for magtforholdene på arbejdsmarkedet.

Traditionel borgerlig arbejdspsykologi bygger på de to førstnævnte analysemetoder - det individuelle og socialpsykologiske. Dermed har man også indført visse begrænsninger: Samfundssystemet betragtes ikke som problemskaberen; kapitalismen tages for givet og man forsøger at frembringe ændringer i menneskers adfærd og tankegang, samt i forholdet mennesker imellem - inden for systemets rammer.

Samlivsformer og ledelsesstil

En stor del af moderne arbejdspsykologi og organisationsteori drejer sig om psykologiske faktorer, som påvirker forholdet mellem over- og underordnede og mellem ansatte indbyrdes. «Samlivsformer» og «ledelsesstil» er vigtige stikord. Selve det magt- og ledelsesgrundlag, virksomheden hviler på, er ikke til diskussion. På trods af dette, fremstilles de initiativer, som iværksættes, som «led i virksomhedsdemokratiet». En konsulent i personaleadministration formulerede det således :«Hvis lederne oftere turde vove sig ind i kantinerne, ville det betyde et virksomhedsdemokratisk initiativ, som ikke koster penge og ville kunne få stor betydning». Virksomhedsdemokratiet reduceres til et spørgsmål om at kunne kommunikere og om at kunne lytte tålmodigt til hinanden på virksomheden.

Sensitivitetstræning

Et centralt element i moderne arbejdspsykologi er den såkaldte sensitivitetstræning. Formålet er at folk skal blive mere bevidste om, hvordan de påvirker andre mennesker, hvilke samarbejdsevner de er i besiddelse af o.s.v. Træningen foregår på det individual- og socialpsykologiske plan. Når deltagerne oplæres i kunsten at kunne omgås og tilpasse sig kolleger og underordnende, mener man at virksomhedsorganisationen automatisk vil blive mere «human» eller «demokratisk» og det vil dermed øge effektiviteten. Den slags udsagn passer som fod i hose for samarbejdsideologerne, der betragter alle former for konflikter, som unormale foreteelser - afvigelser, som kan fjernes ved justeringer på det mellemmenneskelige plan. De skæve magtforhold på virksomhederne anses ikke for at være en vigtig konfliktårsag. Skal initiativerne - der går i retning af mere demokrati på arbejdsmarkedet - blot begrænses til at skabe «demokratiske ledertyper» i en dybt autoritær struktur, vil kun begrebet «skindemokrati» være dækkende for situationen.

Hvis arbejdspsykologien som videnskab skal kunne understøtte de fagligt organiseredes ret til at overtage virksomhederne, må det kombineres med en strukturel metode. Derved menes at samfundssystemet - og den indvirkning, det har på virksomhedernes organisation i retning af udemokratiske forhold - må være i fokus. For den progressive arbejdspsykologi må det være hovedopgaven at bidrage til at få ændret de skæve magtforhold. På den måde kan de fagligt organiserede få et våben i hænde, som kan vendes mod ledelsen/ejerne: Den traditionelle og borgerlige arbejdspsykologi bidrager objektivt til at tilsløre magtforholdene gennem tilsyneladende demokratiske initiativer og manipulation med mennesker.

O.N.