Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ellen Key

Ellen Key(1849-1926) svensk forfatter og pædagog.

Ellen Key blev født på et gods i Kalmar Len i Sverige, blev hjemmeundervist sammen med sine fem søskende og deltog sammen med dem i de daglige gøremål - drenge og piger på lige fod. Som 18 årig kom hun til Stockholm, arbejdede som sekretær for sin far, der var medlem af den svenske rigsdag, og tog en af tidens læreruddannelser for kvinder. Hun underviste på Anna Whilocks pigeskole, holdt foredrag, deltog med en kritisk holdning i samfundsdebatten og blev kendt som en af tidens salonradikale. De emner hun beskæftigede sig med var litteraturkritik, kunst, kvindesag og børneopdragelse. Efterhånden blev hun mere og mere optaget af hvad hun betegnede som «tidens sociale problem» og politisk nærmede hun sig arbejderbevægelsen, uden dog at blive medlem af noget parti. I den senere del af sit liv ernærede hun sig som forfatter og hun huskes i dag for sin virksomhed i kvindesagen og for bogen «Barnets århundrede», der kom i 1900. Hun giftede sig ikke og fik aldrig selv børn.

Allerede fra 1870 støttede Ellen Key kravet om at kvinder skulle have ejendomsret og stemmeret, og at ugifte kvinder skulle have ret til at forsørge sig selv. I flere småskrifter gik hun imod idealet om at ligestilling skulle indebære en maskulinisering af kvinden. Hun mente, at kvinden var særlig egnet til omsorgs- og opdragelsesopgaver. Kvinderne skulle udøve hvad hun betegnede som en «samfundsmoderlighed», hjemmet var deres rette plads, og de skulle opdrage den kommende generation, således at de til den tid ville lovgive for fremtidens samfund. Hendes ideologi om hjemmet og husmoderrollen blev i vulgariseret form anvendt af konservative og småborgerlige grupper.

Bogen «Barnets århundrede» kom i mange oplag i Sverige, og blev desuden oversat til mindst 17 sprog. Den indeholder 8 kapitler, der har titler som «Barnets ret til at vælge sin egne forældre» og «Sjælemord i skolen». Bogen er først og fremmest en samfundskritik, der omfatter hjem og skole, industrialiseringen og de elendige og sundhedsfarlige arbejdsvilkår den medførte for både børn og voksne, urbaniseringen, boligforholdene og den manglende social- og beskyttelseslovgivning der f.eks. kunne sætte en stopper for børnearbejde. Og på baggrund af denne kritik, udviklede hun en vision om at menneskenaturen kunne forvandles - fremlagt i et ret svulstig sprog. Mennesket var i sin daværende fremtrædelse ufuldkomment, men det ville kunne blive forædlet. Her gav hun plads til en raceteori, livets udvikling skulle fremmes til højere og højere former. Barnet skulle fødes til sunde opvækstvilkår af sunde forældre, og kvinden skulle «gengives til moderkaldet» medens børnene var små. Forældrene skulle «bøje sin pande for barnets højhed». Både mænd og kvinder måtte imidlertid opdrages til henholdsvis moder- og fader værdigheden. Hun hævdede også, at mange børn følte sig ensomme, fordi der ingen reel omsorg og kærlighed var at finde i mange hjem. Endelig gjorde hun sig til talsmand for større seksuel frihed i ægteskabet, afskaffelse af religionsundervisningen og udviklingen af en ny slags skole, der skulle være rigt udstyret og som ville give «individets dannelse».

Ellen Key gennemførte sin kritik på grundlag af konkret dokumentation og på en grænseløs tillid til fremskridtet, til en i tidens videnskab funderet udviklingslære og til selve naturen som den bagvedliggende drivkraft. Hun fik både i samtiden og i de efterfølgende år betydning - både pga. den omfattende kritik hun fremlagde og pga. den stærke fremskridtstro hun forkyndte. Det gælder f. eks. den tysk-svenske forfatter Elsa Köhler der udgav bogen «Aktivitetspædagogik» i 1936 og som fik stor betydning i hele Skandinavien. Mange af reformpædagogikkens tilhængere først og fremmest i Tyskland og Skandinavien hentede også inspiration og optimisme i bogen. I dag er indholdet af hendes skrifter glemt. Læser man dem, fremstår hun som et barn af sin tid. Hendes fremskridtstro virker naiv og højstemt og hendes tillid til raceteorierne falder en tugt for brystet . Men bogens titel lever. Spørgsmålet om hvorvidt 1900-tallet blev barnets århundrede rejses til stadighed og har været anvendt som problemstilling i svensk børneforskning.

E.N.