Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ragnar Kalheim

Kalheim (1926-74), norsk fagforeningsleder og revolutionær socialist. Hans far var anlægsarbejder, og familien rejste omkring i store dele af Sydnorge, indtil den kort tid før 2. verdenskrig slog sig ned i Tønsberg. Mod slutningen af krigen deltog Kalheim i den illegale modstand i Milorg. Efter befrielsen sluttede han sig til Norges Kommunistiske Ungdomsforbund (NKU) og blev i 1949 valgt ind i NKU's hovedbestyrelse, men blev ikke medlem af NKP. Kalheim var stærkt påvirket af Peder Furubotns nationalkommunistiske linie og blev ekskluderet fra NKU under opgøret med «det andet centrum» i NKP i 1949.

Fra 1949 arbejdede Kalheim som tømrer ved Akers mekaniske Verksted i Oslo og fik efter kort tid faglige tillidshverv. Siden 1957 var han medlem af hovedbestyrelsen i Norsk Jern- og Metallarbeiderforbund. Han var fællestillidsmand ved Akerkoncernen i 1960-69. I 1973 blev han valgt til formand for Avd. I af Norsk Jern- og Metallarbeiderforbund, Norges største fagforening.

Kalheim var blandt initiativtagerne til de store udenomsparlamentariske bevægelser fra 1960 og fremover. Først atomprotestkampagnen i 1960, derefter «Aksjon mod norsk medlemskab i Fellesmarkedet - de 143» i 1962, «Kampanjen Norge ut av NATO» i 1968 og «Folkebevegelsen mot EEC» i 1970, hvor han var næstformand. Kalheim var medlem af Det Norske Arbejderparti (DNA) fra 1959 til 73, da en række af partiets EF-modstandere, organiseret i AIK, forlod partiet. I en årrække havde Kalheim været den vigtigste talsmand for en organisatorisk samling af venstrefløjskræfterne. Efter EF-sejren blev tanken virkeliggjort ved at SV i 1973 blev oprettet.

Personlighedens betydning i historien undervurderes ofte på venstrefløjen: Der var ganske givet ingen anden, som i så høj grad bidrog til EF-sejren i 1972, som Kalheim gjorde. Ligeledes ville SV næppe være blevet oprettet, hvis det ikke havde været for Kalheim. Kun han havde autoritet til at forene gamle modstandere. Da Kalheim døde midt under samlingsprocessen til et parti, blev det skæbnesvangert for SV og venstrefløjens stilling.

I alle årene var Kalheim optaget af at udvikle en norsk socialisme. Kun en sådan politik ville gøre «den unorske og uværdige problemstilling Moskva, Bruxelles eller Washington (...) hjemløs i vor politiske tænkning» (1963). Den revolutionære politik må knyttes til de stærke demokratiserende kræfter i norsk historie: «Vi kan ikke basere vor tænkning på, at vi i grunden er kede af, at vi ikke har sydamerikanske tilstande i Norge, således at vi kunne få lidt mere vingefang i vor eventuelle radikalisme» (Tale i Det Norske Studentersamfund 1968).

Kalheim så i det stadig udvidede demokrati - som f.eks. virksomhedsdemokratiet - en langsomt samfundsomformende proces. I de forskellige samarbejdsorganer som efterhånden blev etableret mellem virksomhedsledelse og arbejdere, så han i første række en indsnævring af kapitalejernes traditionelle ledelsesret. Senere - i 1970'erne - kom han imidlertid til at fremhæve netop de passiviserende sider ved sådanne ordninger.

Med i denne sammenhæng hører også Kalheims opfattelse af produktivitet og effektivitet. Overgangen til socialismen vil ikke ske ved at nedbryde det kapitalistiske produktionsapparat, men ved at gøre det stadig mere effektivt og moderne. Kun et sådant produktionsapparat ville være et tjenstligt redskab i det socialistiske samfund. Men forudsætningen er stigende deltagelse fra arbejderne i styringen af virksomheden - i dens investeringsplaner, dens produktionsmetoder, dens fremtidige struktur o.s.v.: «En aktivering af de ansatte med udgangspunkt i deres produktionserfaringer og produktionsindsigt betyder en forcering af en skole, af livets skole. Efterhånden som disse erfaringer gør sig gældende, ser man en række ting meget klarere end der hvor passivitetens slør hviler.»

For Kalheim betød dette ikke en «afblæsning af klassekampen», selv om han mente, at tiden tilsagde en stærk betoning af det nationale i mødet med den ekspanderende internationale storkapital. Kalheims synspunkter har været stærkt omstridte på den norske venstrefløj. Men de spiller ikke længere den samme rolle, da de ikke længere har en talsmand af samme politiske og intellektuelle format som Kalheim.

Fremfor alt var Kalheim præget af «børstemiljøet», som i tidligere årtier havde sat sit præg på den radikale arbejderbevægelse i Norge. Det gav ham en klasseidentitet, som gjorde ham til en dygtig forhandler med virksomhedsledere og arbejdsgivere. Det gav ham også en politisk bevægelighed, som kunne få ham til at tage et skridt tilbage frem for at tage to skridt frem.

Og ikke mindst viste «børsten» sig i Kalheims frodige og billedrige sprogbrug, i hans fordomsfrie og nysgerrige marxisme og i hans humørfyldte og henrivende kampånd.

R.S.