 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Hår er mere end biologi. Også historiske, socialt og kulturelt betingede forhold er vigtige for hårets facon. Den måde et individ sætter håret på, giver med andre ord væsentlig information om den situation, bæreren befinder sig i. Håret kan således sammenlignes med klæderne (se Tøj), og i videste forstand med sproget. Individet udtrykker sig selv gennem måden det bærer håret på. Men samtidig bliver hårfaconen en ydre tilkendegivelse af forhold udenfor individet, som omgiver det og på væsentlige punkter bestemmer dets virkelighed og væremåde. Socialt tilhørsforhold, klasse og stand aftegner sig i klædedragt og hårfacon, og det gælder ligeledes køn og til en vis grad alder og civilstand.
Biologisk forklaring
Biologisk set er hårets vigtigste opgave at virke varmeisolerende, samtidig med at det skal hindre fremmede partikler i at trænge ind - øjenhår. Der ud over kan hår have specielle opgaver. Knurhår er hos mange pattedyr vigtige føleorganer, og pindsvinets pigge er forsvarsorganer.
Hår er bøjelige horntråde dannet af hudcellerne. Over selve hudfladen ses hårskaftet. Hårroden ligger nedsænket i huden, i hårsækken. Håret vokser fra bunden af hårsækken, 0,3-0,4 mm pr. døgn. Hårfarven bestemmes af et rødt farvestof, og af nogle brune pigmentkorn der ligger mellem cellerne i hårbarken og håroverfladen. Rødhårede mangler det brune pigment, blonde har kun pigment i det yderste barklag. Håret bliver gråt, når pigmentdannelsen svækkes. Hvidt hår skyldes små luftblærer mellem cellerne.
Hårmoder
Ser vi bort fra enkelte primitive samfund, hvor man finder nogenlunde stabile hårfaconer, og fra fænomener som den gejstlige «tonsur» (glatbarberet plet på issen) fra vor egen kulturkreds, kan historien fremvise en imponerende og meget varieret række af «hårmoder».
Håret er blevet helt barberet bort, kortklippet, halvlangt eller det har fået lov at vokse mere eller mindre frit og naturligt. Det har hængt frit, været krøllet eller sat op, eventuelt flettet på forskellige mere eller mindre kunstfærdige måder. Det har været dækket helt eller delvist af paryk eller hovedbeklædninger, eventuelt pyntet med bånd o.l. Pudder, cremer og kemikalier har indvirket på hårfarve og konsistens.
Særligt i perioder hvor hårets facon er blevet gjort til genstand for speciel stor opmærksomhed - med betydelige investeringer af både tid og penge - er klassepræget trådt tydeligt frem. I det gamle Egypten gik højtstående personer med paryk - over et glatbarberet hoved for mændenes vedkommende, og over det naturlige hår for kvindernes vedkommende.
Et andet eksempel er mændenes enorme parykker og kvindernes kunstfærdige håropsætninger, som spredte sig til Europas fyrstelige og velstående kredse fra det franske hof i Solkongens Versailles, men aldrig nåede ned til de mindre velstående klasser i samfundet. De radikale omvæltninger der fulgte med den franske revolution, gav sig også tydelige spor i hårmoden, i og med at de mere folkelige, «naturlige» former fortrængte parykkerne og håropsætningerne.
I et historisk perspektiv lader det sig vanskelig gøre at karakterisere bestemte træk ved hårmoden som klart feminine eller klart maskuline. Både kvinder og mænd har til tider følt det «naturligt» f.eks. at gå med langt, henholdsvis kort hår. Indenfor en bestemt historisk epoke har der alligevel været klare forskelle at spore. Det er særligt kvinderne der har fået alder og civilstand - deres specielle «tilhørsforhold» til en mand - udtrykt gennem måden at bære håret på. Traditionelt har det været den gifte kvindes pligt helt eller delvist at tildække håret, mens de ugifte kvinder kunne bære det bart, gerne flettet eller lagt i en ring eller krans om hovedet. Koneskørtet er ikke længere en del af den gifte kvindes klædedragt, men også i dag bliver det gerne anset for mindre passende for kvinder som ikke længere er helt unge at gå med langt udslået hår.
Hårmagi
Forskellige kilder og fund fortæller os, at hår og skæg til alle tider har spillet en væsentlig rolle. Hårudtrykket har haft væsentlige elementer af magi knyttet til sig. Menneskets behov for at pynte sig og gøre sig tiltrækkende og attråværdig har været medbestemmende for måden at arrangere håret på. Og håret har altså udtrykt forskellige tilhørsforhold, af både religiøs og social art.
Hvis man fik fat i noget af et menneskes hår, fik man magt over dette menneske; magt over fjender og magt i kærlighedskræfternes tjeneste - f.eks. hår i en amulet omkring halsen. Noget af det samme gælder sejrstrofæer i form af skalpe. Disse trofæer blev samtidig en ydre stadfæstelse af krigerens magt og styrke.
Hår blev i gammel tid regnet for det perfekte gudeoffer - f.eks. i Grækenland på den tid der svarer til vor egen bronzealder og i vore egne jernalderkulturer. Straf for brud mod de religiøse og moralske regler - særligt utroskab fra kvindens side - har til tider rettet sig mod håret.
Et glatraget hoved blev således et ydre tegn på kvindens skændsel. Den behandling «tyskertøserne» fik i mange okkuperede lande efter sidste verdenskrig, viser denne skiks levedygtighed og specielle symbolkraft.
Vore egne sagaer bærer klare vidnesbyrd om, at håret blev anset for en vigtig del af menneskets fremtoning - særligt med henblik på menneskets tiltrækningskraft. Harald, som samlede Norge, fik øgenavnet Hårfager. Helga den Fagre havde et stort og smukt hår, som hun nægtede at skære af, da Gunnlaug Ormstunge, truet på livet, havde behov for det til at lave en ny buestreng. Mændene bar normalt håret langt, eller under alle omstændigheder længere end trællene, der var kortklippede. Langt hår blev således den frie mands særkende, og det var en stor skændsel for en fri mand, hvis han fik klippet sit hår af.
Hårets facon har til enhver tid været præget af «moden». De herskende kredse, økonomisk, socialt og kulturelt, har været toneangivende på hårmodens område som for andre moderetningers vedkommende. Det der nok kendetegner det 20. århundrede mht. hårmoden er, at den nu indfanger alle samfundslag og klasser, og at den skifter langt oftere end tidligere. Det kommercielle samfund tjener gode penge på det moderne menneskes sociale usikkerhed og trang til at fremstå som attråværdig på markedet.