Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Carl-Henrik Hermansson

Hermansson (1917-), svensk kommunistisk politiker og skribent, riksdagsrepræsentant og leder af SKP (Sveriges Kommunistiske Parti), det senere Vänsterpartiet Kommunisterna (VPK), i årene 1964-74.

Hermanssons vigtigste indsats har været forsøget på at forny svensk kommunisme både politisk og teoretisk. Som redaktør af kommunistpartiets hovedorgan «Ny Dag» i 50'erne, trådte han frem som talsmand for en mere åben linie overfor andre venstrekræfter og kritiserede forsigtigt den østeuropæiske og sovjetiske kommunisme. I bogen «Vänsterns väg» (1965) tog han konsekvensen af denne linie og sluttede sig til den nye strømning på den europæiske venstrefløj, som på dette tidspunktet begyndte at blive synlig, og som i de øvrige nordiske lande resulterede i dannelsen af radikale socialistiske folkepartier.

På SKP's kongres i 1964 blev Hermansson valgt til partileder efter den afgående Hilding Hagberg. Valget af Hermansson markerede et politisk sving bort fra afhængigheden af Sovjet, men indebar samtidig, at partiet blev delt i to fløje: En uafhængig og åben og en ortodoks og sovjetvenlig. Med den nye strømnings sejr og Hermanssons smidige manøvreringer som partileder lykkedes det SKP at undgå både en splittelse mellem de to fløje og en dogmatisk forstening. Hermanssons anstrengelser for at holde partiet sammen kunne imidlertid ikke holde i længden. Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet og en række andre tilbageslag for demokratiseringsforsøgene i Østeuropa førte i løbet af 70'erne til stigende polarisering mellem partiets ortodokse og uortodokse fløj. Op til kongressen i 1977 blev stillingen uholdbar for den ortodokse minoritet. I stedet for at lide et afgørende nederlag i organisationen valgte den at bryde ud. På grund af Hermanssons politiske og taktiske manøvreringer i sin periode som partileder, var den ortodokse grupperings positioner imidlertid  blevet så svækket, at partisplittelsen ikke ændrede den stilling VPK havde som den dominerende kommunistiske organisation i svensk arbejderbevægelse.

Hermanssons vigtigste teoretiske indsats har bestået i kortlægningen af strukturen i den moderne svenske kapitalisme. I bøger som «Koncentration och storföretag» (1959) og «Monopol och storfinans» har han gjort en banebrydende indsats mht. analysen af det svenske samfunds økonomiske og magtmæssige opbygning. Hermansson påviser i disse værker den hurtige koncentration af kapital og ejendomsforhold i Sverige efter 2. Verdenskrig.

H.A.