 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Gerhardsen, Einar Henry
 |
| Einar Henry Gerhardsen |
Gerhardsen (1897-1987), født i Asker, Norge. Martin Tranmæls vigtigste elev og efterfølger som Det norske Arbejderpartis centrale førerskikkelse. Norges ledende politiker fra befrielsen i 1945 til den borgerlige valgsejr i 1965, og med betydelig politisk indflydelse også derefter. En af norges vigtigste politiske ledere.
Gerhardsen voksede op under knappe forhold i Oslos østlige del i en typisk arbejderfamilie, der var politisk bevidst og åndelig vågen. Faderen, Gerhard Olsen (1867-1949), var af bondeslægt fra Asker; Han var højt respekteret blandt sine kolleger i Oslo vejvæsen, hvor han blev arbejdsformand («rodemester»), men spillede ingen betydelig rolle i organisationslivet. Han var socialdemokrat af den gamle skole. Moderen, Emma Hansen (1872-1949), kom fra et husmandsbrug i Sørlandet og var ikke revolutionær.
Gerhardsen blev tidligt organiseret. I 1914 meldte han sig ind i Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund, i 1915 i Norsk Arbejdsmandsforbund (igennem Vejvæsenets arbejderforening), men først den russiske revolution og den norske protestbevægelse mod dyrtiden gav ham det præg af radikalisme, som man temperamentsmæssigt havde kunnet skimte allerede fra barneårene, og som han aldrig helt mistede. Han var til stede på galleriet under påskelandsmødet i 1918 og kom meget tidligt ind i kredsen omkring Martin Tranmæl og Kyrre Grepp - «den nye retning»s ledende mænd - og siden med radikale intellektuelle som Karl Johanssen, Edvard Bull og senere i nogen udstrækning også Erling Falk.
I marts 1919 blev han valgt til (ulønnet) sekretær i Ungdomsforbundets distriktsorganisation, i 1920 blev han formand i sin fagforening, og desuden i Oslo Arbejdersamfund. Samme år mødte han som Ungdomsforbundets repræsentant på Den kommunistiske Internationales 2. kongres i Moskva. Han var medlem af hovedbestyrelsen i Norges Arbejderparti fra 1921 til 1969. I maj 1922 blev han sekretær i Norsk Kommuneforbund, og efter februarlandsmødet i 1923 sekretær i Arbejderpartiet. I 1926 gik han efter eget ønske over til at være sekretær i Osloafdelingen, og var i de følgende 10 år med til befæste Tranmælretningens urokkelige position blandt hovedstadens arbejdere, og dermed også langt ind i landspartiet da Osloafdelingen omfattede ca. 1/3 af landsmødets deltagere. Han blev atter sekretær i Arbejderpartiet i 1936 og næstformand i 1939. Gerhardsen var medlem af Oslo bystyre og formandskab 1932-45, viceordfører 1938-40, ordfører nogle timer i 1940 og i nogle uger i maj/juni 1945. Samtidig rykkede han op som formand i Arbejderpartiet. Som ordfører modtog han konge og regering den 7. juni 1945. Under krigen havde han fra starten af hørt til hjemmefrontens centrale ledelse, indtil han i september 1941 blev arresteret og i påsken 1942 sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen. I august 1944 blev han efter pres fra ledende finske politikere sendt tilbage til Grini, hvor han frem til befrielsen var med til forberedelsen af det politiske liv efter krigen. Fra dette tidspunkt og frem til hans fjerde regering tog sin afsked i oktober 1965, spillede han en central rolle i norges politik. Han døde i 1987.
Det er hævet over enhver tvivl, at Gerhardsen er sikret en fremtrædende plads i sit lands historie. I folkets bevidsthed har han selv bidraget direkte til dette med sit overmåde velskrevne og underholdende selvbiografiske værk i 4 bind (1970-74, Tiden). For fremtidens historikere vil dette værk imidlertid have en mere begrænset værdi end de fleste selvbiografier, da forfatteren når det gælder flere af de vanskeligste punkter i sit politiske liv nøjes med at strejfe dem. Først når disse punkter ved hjælp af andre kilder er blevet behørigt belyst, vil hans dybere intentioner med nogenlunde sikkerhed kunne blive klarlagt, og ligeledes hvor stor hans indflydelse på begivenhedsforløbet i enkeltheder har været.
Man kan af og til støde på to indbyrdes modstridende opfattelser af Gerhardsens politiske rolle. Den ene går ud på, at han efter krigen sikrede sig en næsten ubetinget magtposition indenfor arbejderbevægelsen («Tranmæl og Nygaardsvold i én person»), og at det kun var pga. de rammer forfatningen satte, at han ikke var Norges enehersker gennem 20 år. Den anden opfattelse går ud på, at han hovedsageligt blot var et «reklameskilt» for en konstellation af magthavere - fra Haakon Lie og Konrad Nordahl til ledelsen i Højre, Arbejdsgiverforeningen og de store erhvervsorganisationer. Gerhardsen skulle ifølge denne opfattelse have vært det mest egnede redskab til at give det USA kontrollerede senkapitalistiske Norge en demokratisk - ja endog i nogen udstrækning en «socialistisk» - facade. Hans enestående politiske talent bestod iflg. denne opfattelse i evnen og viljen til at spille denne bedrageriske rolle til fuldkommenhed, skønt langt hen ad vejen antageligt i god tro.
Det er al mulig grund til at afvise begge disse ekstreme opfattelser. En tredje mere balanceret opfattelse kan formuleres omtrent som følger: Når Gerhardsen med rette opfattes som Tranmæls kronprins og arving, er det ikke mindst fordi de to havde et og samme hovedformål: At holde den norske arbejderbevægelse så samlet som muligt, fordi de mente, at arbejderklassen og dens forbundsfæller kun derigennem kunne sikre sig et så stærkt overherredømme, at det norske folk kunne samles på dens moralske og ideologiske grundlag. Samlingen af klassen stod naturligt nok i centrum før krigen. Samlingen af hele nationen - omkring arbejderbevægelsens demokratiske grundopfattelse - bliver efterhånden sat i centrum, da det bliver klart, at de borgerlige og konservative kræfter ikke længere er i stand til at udøve deres traditionelle hegemoni.
I forhold til dette store hovedformål måtte alle andre «enkeltsager» - store som små - fortone sig som sekundære. Dette er baggrunden for den «principløshed» som Tranmæl altid blev anklaget for - såvel fra «gammelsocialistisk» som fra partikommunistisk hold; Det er ligeledes baggrunden for den bemærkelsesværdige uberegnelighed, som såvel «højrefløjen» som «venstrefløjen» i arbejderbevægelsen efter krigen hele tiden har følt, at det hvilede over Gerhardsens holdninger, både ifht. de udenrigspolitiske hovedspørgsmål (NATO, EF) og til de centrale indenrigspolitiske spørgsmål - fra «socialiseringsspørgsmålet» til sprogspørgsmålet.
Årsagen til at Gerhardsen blev en så central politisk skikkelse hænger selvsagt også sammen med en ganske ualmindelig kombination af egenskaber: Dybt rodfæste i arbejderklassen, en intelligens højt over det almindelige, et ualmindelig stærkt helbred og gode nerver, men først og fremmest en karakterfasthed og målrettethed, hvor personlige hensyn hele tiden måtte vige til fordel for hvad der gavnede «bevægelsen» og partiet - eller måske rettere: Hans personlige tilfredsstillelse bestod netop i, at det gik helheden vel. Hans personlige beskedenhed er ægte nok, men hænger også sammen med en sjælden balance i sindet, en modvilje mod enhver form for naragtighed og en befriende sans for humor.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 32.769