Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Durruti, Buenaventura
Buenaventura Durruti |
Durruti (1896-1936), spansk anarkist, særligt kendt for sin rolle i den spanske borgerkrigs første periode og i forbindelse med den såkaldte «Durrutikolonne». Durruti voksede op i Léon i Nordspanien, forlod tidligt skolen og tog arbejde som jernbanemekaniker. Efter at have deltaget i jernbanestrejken i 1917 (hvor 70 arbejdere blev myrdet, over 500 såret og omkring 2.000 fængslet), flygtede han til Paris og arbejdede der. I 1920 var han atter tilbage i Spanien, deltog i den anarkosyndikalistiske fagforening «Confederación Nacional del Trabajo» (CNT) og i forsvarsgruppen «Los Solidarios» - et redskab mod arbejdsgivernes lejemorderterror mod arbejderbevægelsen.
Efter Primo de Riveras magtovertagelse i 1923 blev anarkister, som ikke ville blive dræbt eller havne i fængsel, tvunget i eksil; Først da det spanske monarki faldt i 1931, kom Durruti tilbage til Spanien, hvor hans gruppe modarbejdede reformistiske tendenser i CNT og gennem talrige bankrøverier skaffede midler til bevægelsen. Efter en opstand i Catalunia i 1932 blev han i en periode deporteret til Spansk Guinea. Da han kom tilbage til Spanien, blev han fortsat jagtet af politiet trods forsøg på at etablere sig. Ved borgerkrigens udbrud i sommeren 1936 deltog Durruti i den vellykkede rejsning mod militæropstanden i Barcelona og fik derefter til opgave at organisere en anarkistisk milits - «Durrutikolonnen».
Militsen var et antikapitalistisk og antihierarkisk alternativ til det traditionelle militærvæsen. De udsprang spontant af den spanske arbejderklasse der nægtede at lade sig mobilisere på traditionel vis, og støttede sig samtidig på andre organisationsprincipper: På personligt ansvar fremfor militær disciplin: Grundenheden var «centurier» med én ansvarlig «centurion» der blev valgt på fællesmødet. Endvidere var der fire ansvarlige for grupper på hver 25. En samling «centurier» udgjorde en «agrupacion», og de samlede «agrupaciones» dannede en kolonne. Militsernes centrale ledelse, «Militsens centralkomite» var ikke underlagt generalitetens (Catalunias regering) kontrol.
Durrutikolonnen, med Durruti som ansvarshavende og Perez-Farras som militær chef, talte på sit højeste 12.000 mand. Militsmændene hjalp i deres fritid bønderne med arbejdet, og hvor kolonnen trængte frem, likviderede den jordejerne og opfordrede til kollektivisering: At bønder og landarbejdere overtog jorden og drev den i fællesskab i den frihedsorienterede kommunismes ånd, på samme måde som der på denne tid bag de republikanske frontlinier og specielt i Catalunia, foregik en storstilet spontan kollektivisering af industri, samfærdselsmidler osv. Kolonnen havde sin egen avis og egen radiosender. Kolonnens rent militære aktivitet var således uadskillelig fra dens revolutionære, politiske aktivitet. Zaragoza blev taget, og provinsen Aragon befriet fra fascisterne.
Regeringen Caballero blev dannet i september, og pga. pres fra stalinisterne blev der forsøgt skabt et militærvæsen kontrolleret af regeringen, en såkaldt «folkehær». Den 10. oktober blev folkehæren skabt ved dekret, og militserne militariseret, dvs. at der blev indført almindelig militær organisering. Anarkisternes kolonner protesterede, men blev fra december nægtet forsyninger, nye mænd, våben og ammunition. Den 21. marts 1937 accepterede den anarkistiske «Jernkolonne» som den sidste militariseringen. På samme måde blev kollektiviseringen af industrien erstattet af en mere statsdirigeret socialisering.
Buenaventura Durruti begraves i Barcelona 22. november 1936. 500.000 følger ham til graven |
I begyndelsen af november 1936 samlede Franco fire hære omkring Madrid. Slaget mellem en veludstyret hær støttet af tyske og italienske bombefly, og dårligt bevæbnede arbejdere begyndte. Durruti besluttede, at flytte 4.000 mand fra sin kolonne til aflastning af situationen i Madrid. Dette mindskede for en stund presset på byen. Men den 20. november, på vej ud af sin bil, faldt han for et vådeskud. Den 22. november fandt begravelsen sted i Barcelona, hvor over 500.000 fulgte ham til graven. Med den totale militarisering af militserne, var den spanske borgerkrigs første periode nu definitivt afsluttet.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 29.581