 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Deroin, Jeanne
Deroin (1805-1894), fransk feminist og socialist. Stiftede som ung arbejderkvinde bekendtskab med saint-simonismen og Fouriers ideer og blev politisk aktiv. Hun lærte først som voksen at læse og skrive og fik først mulighed for at studere, da hun giftede sig. Hun tog universitetseksamen og startede en skole for fattige børn, som hun drev frem til 1848. Deltog aktivt i de revolutionære klubber under februarrevolutionen og dannede sammen med Eguénie Niboyet og flere andre kvinder en revolutionær kvindeklub, «Société de la voix des femmes». Senere begyndte de at udgive eget dagblad, «La Voix des Femmes» (Kvindernes Stemme). Den udkom i tre måneder og blev afløst af to kvindetidsskrifter, «La Politique des Femmes» og «L'Opinion des Femmes». Det sidste udkom månedligt frem til august 1849.
Deroin trådte frem med en række artikler om kvindefrigørelse og kvindernes stemmeret. Hun forfattede flere opråb og bønskrifter til den provisoriske regering, hvor hun argumenterede for, at proklamationen om «almindelig» stemmeret også måtte omfatte kvinden og at dette var i revolutionens interesse. Hun stillede op som kandidat til den lovgivende forsamling, rejste rundt og talte og agiterede. Men den eneste formelle rettighed kvinderne opnåede, var retten til at sende bønskrifter til myndighederne. Efter kvindernes aktive støtte til arbejdernes juniopstand, blev det endvidere forbudt kvinderne og børn at deltage i de politiske klubber.
Fra 1849 gik Deroin aktivt ind i organiseringen af de nye arbejderforeninger. Blandt disse var der også mange arbejderkvindeforeninger. I 1851 var 39% af arbejderne i storindustrien i Frankrig kvinder. I «L'Opinion des Femmes» fremlagde hun et forslag til organisering af et landsomfattende forbund af alle arbejderforeninger, («Associations des travailleurs»), og var samme år med til at stifte «L'Union des associations des travailleurs» - en forløber for de franske fagforeninger. I forbundets program var der opstillet det mål at udvikle et system af bytte- og gensidige tjenester mellem arbejderforeningerne, der også skulle drive selvstyrende virksomheder og værksteder. Arbejderne skulle således sikres et net af økonomiske støttemuligheder og organisationen skulle støttes. De mente, at de på denne måde gradvist kunne ophæve lønarbejdet og trække arbejderne ud af kapitalens greb.
I 1850 blev forbundet opløst af myndighederne, og lederne, deriblandt Jeanne Deroin, blev arresteret og stillet for retten for sammensværgelse mod staten. De anklagede fik forholdsvis milde domme. Under retssagen blev Jeanne Deroin særligt hårdt angrebet for at have nægtet at bære sin mands navn. Efter løsladelsen året efter levede Deroin alene. Manden var brudt sammen og indlagt på et hjem. Deres tre børn var bortadopteret til venner. Hun organiserede kurser for arbejdere og igangsatte indsamlinger til arresterede arbejderes familier. Samme år måtte hun imidlertid flygte til England, hvor hun kom til at leve resten af sit liv. Hun skrev artikler og udgav bøger, bl.a. de tre «kvindealmanakker» (fra 1852), som indeholdt artikler om kvindens og arbejderklassens frigørelse.
Jeanne Deroin så kvindens frigørelse som en af betingelserne for socialisme. Troen på kvindens kærlighedsevne som en frelsende revolutionerende kraft prægede hendes skrifter og agitation. Men samtidig udtrykker hun, som i «Cours de droit social pour les femmes» (1848), bevidstheden om, at ufriheden og tvangen havde gjort kvinderne ufrie - også i deres tænkning og i deres handleevne. Hun søgte at konkretisere de socialistiske visioner i planer om en ny produktionsmåde, baseret på fordeling af produkterne efter behov og under nye familie- og ejendomsformer, som indebar kvindernes og børnenes frigørelse og en seksuel frigørelse. Denne sammenknytning af socialisme og feminisme var et fællestræk i de fleste socialistiske retninger før og under Februarrevolutionen i Frankrig. Blandt samtidens socialister var det kun Proudhon, der åbent gik mod kvinders stemmeret og krævede, at kvinderne skulle forblive i rollen som mor og hustru. Fourier havde i 1840'erne lanceret sin kendte tese om, at «graden af kvindefrigørelse er den naturlige målestok for den almene frigørelse». En anskuelse der fik betydning for Marx' og Engels' forståelse af familien og samfundsudviklingen.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 27.607