Catalunya (Katalonien, Catalonia)
| Befolkning | |
| Valuta | Euro |
| Areal | 32.108 Km2 |
| Hovedstad | Barcelona |
| Befolkningstæthed | 234 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Region i det nordøstlige hjørne af den iberiske halvø. Besat af Spanien siden 1714. Den består af provinserne Barcelona, Girona, Lleida og Tarragona. Grænser op til Frankrig og Andorra i nord, Middelhavet i øst, Aragon i vest og Valencia i syd. De officielle sprog er katalansk, spansk og occitan. Under Franco diktaturet i det 20. århundrede satsede Spanien på at fortynde den katalanske befolkning gennem omfattende indvandring fra Spanien. En traditionel politik ført af kolonistater - f.eks. Frankrig i Algeriet, Storbritannien i Irland og Israel i Palæstina. Op mod halvdelen af befolkningen er i dag af spansk oprindelse.
Folket: Den catalanske befolkning består overvejende af catalanere, men fra 1950'erne flyttede mange spaniere til regionen. Det skete som led i Franco diktaturets bestræbelser på at kolonisere landet.
Religion: Katolicisme (52%), ateister og agnostikere (30%), islam (7%), protestantisme (2%), buddhisme (1%)
Sprog: Catalansk (officielt), spansk, occitan.
Politiske partier: Ciudadanos, Junts per Catalunia, ERC, PSOE, Catalunya Comu-Podem, CUP.
Sociale organisationer: CGT, CCOO, UGT
Officielt navn: Catalunya
Administrativ inddeling: Provinserne Barcelona, Girona, Lleida, Tarragona. Inddelt i 42 kommuner.
Hovedstad: Barcelona, 3.855.300 indb.
Andre vigtige byer: Girona, Lleida, Tarragona
Regering: Quim Torra præsident siden maj 2018. To af hans ministre sidder i fængsel og to er i eksil. Den spanske centralmagt valgte at fortsætte med at tilsidesætte det catalanske demokrati og selv styre direkte. Parlamentet har et kammer med 135 pladser.
Det catanske demokrati er siden oktober 2017 sat ud af kraft. Regionen styres direkte fra Madrid.
Nationaldag: 27. oktober (selvstændighedsdag, 2017)
Væbnede styrker: Ingen
Paramilitære styrker: Mossos d'Esquadra (catalansk politi) 16.900. Spanien har besat Catalonia med tusindvis af spanske Guardia Civil militærpoliti.
De første bosættelsen i Catalonia stammer fra den tidlige Mellem Palæolitiske periode (ældre stenalder, 300.000-30.000 f.v.t.). De ældste spor af mennesker findes i Banyoles og er 200.000 år gamle. Den neolitiske periode startede omkring 5.000 f.v.t. Regionen var skovrig, hvilket befordrede jæger-samler kulturen, men det tog derfor også længere tid inden der opstod faste bopladser og bebyggelser. Regionen og resten af den iberiske halvø blev i det sidste årtusinde før f.v.t beboet af iberiske stammer. Grækerne etablerede handelsposter ved havet og en kort overgang blev regionen styret fra Karthago, inden den blev erobret af det romerske imperium. En række af de nuværende byer blev grundlagt af romerne (Lleida, Tortosa, Girona, Barcelona), der også byggede veje og akvadukter. Området var rigt og producerede olivenolie, vin og hvede. I det 3. århundrede begyndte kristendommen at trænge frem, og ved udgangen af det 4. århundrede var byerne kristnede.
Da det vestromerske rige brød sammen, blev regionen erobret af visigoterne, der styrede det de følgende århundreder. I 718 blev det erobret af maurerne og underlagt al-Andalus, en del af Umayyad Kalifatet. Fra slutningen af dette århundrede stødte kalifatet imidlertid sammen med det frankiske rige, der i 801 erobrede Barcelona. Frankerne oprettede en række stærkt befæstede bystater i den østlige del af pyrenæerne som værn mod maurerne fra syd. De østligste af disse småstater blev samlet under hertugen af Barcelona og blev senere kaldt Catalonia. I 1137 blev det gennem ægteskab lagt ind under kongedømmet Aragon, og fyrstedømmet Catalonia blev centrum for kongehuset Aragons flåde og dets ekspansion i Middelhavet. Barcelone udviklede sig i denne periode til at blive en stærk og velhavende by. Men bysamfundene ramtes som de øvrige byer i Europa også af smitsomme sygdomme. Den sorte død og pest gjorde, at Catalonias indbyggertal i perioden 1347-1497 faldt med ca. 37%.
I 1469 blev kongedømmet Aragon gennem ægteskab samlet med Castilia, omend institutionerne i hver region bevarede deres autonomi. I 1635-59 var der krig mellem Spanien og Frankrig. I 1640 gjorde Catalonia oprør mod tilstedeværelsen af den store og hærgende spanske hær. Catalonia blev republik under fransk beskyttelse, men senere generobret af Spanien. I forbindelse med fredstraktaten mellem Frankrig og Spanien i 1659 blev den nordlige del af Catalonia afstået til Frankrig og indlemmet i Roussillon. Under den spanske arvefølgestrid i 1701-14 stod Aragon (og Catalonia) overfor den spanske Bourbon Philip V. Aragon støttede den Habsburgske kejsers krav på tronen, men Bourbonerne vandt, da de i 1714 erobrede Barcelona. Bourbonerne tog hævn og gennemtvang Nueva Planta dekreterne, der opløste alle ikke-castilianske institutioner i Aragon, erstattede latin og catalansk med spansk og ophævede de indre grænser mellem regionerne. Der var ikke længere tale om en alliance mellem de ligeværdige kongedømmer Aragon og Castilia, men om indlemmelse af disse under Catilia.
1914-39 Autonomi
Catalonia gennemløb en hastig industrialisering fra sidste halvdel af det 19. århundrede. Det førte til udviklingen af en velorganiseret arbejderklasse - især orienteret mod anarkismen -, kulturel og arkitektonisk mangfoldighed og udviklingen af catalansk nationalisme. I 1914 dannede de 4 catalanske provinser et økonomisk og politisk fællesskab, og med den spanske republik (1931-39) fik Generalitat de Catalunya autonom status. Regionen fik sin egen præsident, regering, domstole og uddannelsessystem. Franco og hans fascistiske og nazistiske allierede vandt imidlertid den spanske borgerkrig (1936-39) og tog en grusom hævn. Omkring 30.000 catalanere blev henrettet af Francodiktaturet i fortet Castell de Montjuic i Barcelona; den catalanske præsident henrettet; de catalanske institutioner blev opløst; officiel anvendelse af det catalanske sprog forbudt. Regionen var hærget af borgerkrigen og fascisternes hævn. Det tog mere end ti år at gennemføre genopbygningen. Fra 1950'erne gennemløb Catalonien en hastig økonomisk udvikling, og tilskyndet af Francodiktaturet emigrerede mange spanske arbejdere til især Barcelona og de andre større byer. Målet var spansk sproglig og demografisk kolonisering.
Den baskiske separatistbevægelse ETA dræbte i 1973 Francos udsete efterfølger admiral Carrero Blanco. Ved Francos død i 1975 havde diktatoren derfor ingen naturlig arvtager, og landet indledte i stedet en overgang til demokrati. For Catalonia indebar det, at regionen genvandt udstrakt sproglig, politisk, undervisningsmæssig og kulturel autonomi. Regionen stemte i 1977 for den nye spanske demokratiske forfatning, og opnåede i 1979 autonomi. Samtidig fortsatte den økonomiske vækst, og den blev det vigtigste vækstområde i Spanien. Barcelona udviklede sig til et økonomisk centrum, blev en af Europas vigtige turistbyen og var i 1992 vært for de Olympiske Lege.
2006 Ny autonomiforfatning
Det centrum-højreorienterede Convergència i Unió (CiU) styrede Catalonia fra 1980, men i 2003 vandt en venstreorienteret koalition bestående af Partit dels Socialistes de Catalunya (PSC), det selvstændighedsorienterede Esquerra Republicana de Catalunya (ERC) og miljøpartiet Iniciativa per Catalunya Verds (ICV). Under koalitionsregeringen blev der taget en række initiativer til styrkelse af den catalanske autonomi. I 2006 vedtog en folkeafstemning en ny autonomiforfatning for regionen. Den fascistiske centralregering i Madrid under ledelse af Partido Popular (PP), der var arvtager fra Franco diktaturet var imidlertid stærkt kritisk overfor den nye forfatning og indbragte sagen for den spanske forfatningsdomstol. PP stod for en stærkt centralistisk spansk stat og ønskede at begrænse regionernes autonomi. I 2010 annullerede forfatningsdomstolen dele af den demokratisk vedtagne forfatning: opbygningen af et autonomt catalansk retsvæsen, økonomisk selvstyre (Catalonia bidrog med 19,5% af den spanske stats indtægter), territorial inddeling, det catalanske sprogs status som undervisningssprog og den symbolske erklæring af Catalunia som nation.
Ligeledes i 2010 genvandt CiU regeringsmagten.
Den spanske stats overgreb mod Catalonia udløste stor bitterhed blandt store sektorer i Catalonia, og for første gang i flere hundrede år fik kravet om selvstændighed vind i sejlene. Et krav der især fik opbakning i landområderne, hvor nationalismen stod stærkt, mens den var svagere i de store byer med Barcelona i spidsen, hvor der boede flere spanske arbejdere. Allerede fra 2009 begyndte der at blive gennemført uformelle «folkeafstemninger» om selvstændighed - både i landområder og i byerne. De gav alle solid støtte til selvstændighed, hvilket dog også var udtryk for deres manglende legitimitet og boykot fra modstandernes side.
Den 11. september 2012 gennemførtes en stor demonstration til støtte for selvstændighed i Barcelona. Iflg. de spanske myndigheder deltog 600.000, de catalanske myndigheder sagde 1,5 mio. og arrangørene vurderede at der var tale om 2 mio.
Ved valget i november fik partier der ønskede løsrivelse fra Spanien 74 ud af parlamentets 135 pladser og dermed flertal. Spaniens overgreb forstærkede ønsket om selvstændighed. CiU gik imidlertid tilbage ved valget og søgte at danne en koalitionsregering med ERC, der imidlertid afviste. CiU dannede derfor en mindretalsregering.
2014-15 Spansk magtpolitik. Den catalanske præsident frakendes retten til offentlige hverv
Den 12. december 2013 indgik CiU en aftale med de øvrige 5 partier i parlamentet en aftale om datoen for afholdelse af folkeafstemning om catalansk selvstændighed. Datoen blev sat til 9. november 2014. Der blev aftalt to spørgsmål på stemmesedlen:
Ønsker du at Catalonia skal blive en stat? Og i bekræftende fald, ønsker du at det bliver en selvstændig stat
I april 2014 blev planen om folkeafstemning behandlet i det spanske parlament, der forkastede det med 299 stemmer mod 47. Iflg. centralregeringens forfatning kan regionerne ikke gennemføre egne folkeafstemninger om selvstændighed. De skal gennemføres i hele den spanske stat. Centralregeringen benyttede derfor lejligheden til at nedlægge veto mod gennemførelse af en catalansk folkeafstemning. Den catalanske præsident Artur Mas forsøgte nu at nedtone afstemningen og gøre den ikke-bindende, symbolsk og baseret på anvendelse af frivillige, men centralregeringen var benhård og erklærede enhver afstemning for forfatningsstridig og ulovlig. Alligevel fortsatte Mas afstemningsplanerne. Spaniens svar var at stille den catalanske præsident for retten anklaget for magtmisbrug, misbrug af offentlige midler og hindring af rettens gang. Statsadvokaten (i Spanien) krævede, at præsidenten blev dømt til ikke at kunne beklæde offentligt embede i 10 år. Under skueprocessen blev Mas i marts 2017 dømt til ikke at kunne beklæde offentligt embede i 2 år og fik samtidig en bøde på 36.500 €.
I september 2015 udskrev Mas valg i utide. CiU gik sammen med ERC i en koalition under navnet Junts pel Sí (sammen om et ja). Koalitionen fik 72 pladser. Sammen med det venstreorienterede Candidatura d'Unitat Popular (CUP) der fik 10 pladser havde selvstændighedspartierne øget deres repræsentation i parlamentet. Alligevel blev regeringsdannelsen ikke enkel. CUP nedlagde veto mod at acceptere Mas som ny præsident og efter 3 måneders hårde forhandlinger trådte Mas tilbage, opgav sin parlamentsplads og banede vej for en regering med Carles Puigdemont som præsident. Ved sin indsættelse som præsident blev han den første catalanske leder der nægtede at aflægge troskab overfor den spanske forfatning og det spanske kongehus.
2017 Catalansk demokrati, spansk terror
I juni 2017 meddelte den catalanske regering at en folkeafstemning om catalansk selvstændighed ville blive gennemført 1. oktober. Den 6. september vedtog parlamentet afstemningsloven, der fastslog at afstemningen var bindende og blot krævede simpelt flertal for selvstændighed. Dagen efter erklærede den spanske forfatningsdomstol loven for ugyldig og suspenderede folkeafstemningen. Den spanske centralmagt var i forvejen i dyb politisk krise efter at det fascistiske regeringsparti havde været ramt af gentagne korruptionsskandaler. Det øjnede chancen for at stive sig egen position af gennem konfrontation med Catalonia.
Den 20. september igangsatte centralmagten Operation Anubis, sendte spanske Guardia Civil militærpoliti til Catalonia for med alle midler at hindre gennemførelsen af folkeafstemningen. Det catalanske politi, Mossos d'Esquadra, var nemlig tro mod de catalanske myndigheder, og kunne derfor ikke bruges som Spaniens forlængede arm. Guardia Civil gennemsøgte catalanske regeringskontorer og arresterede 14 højtstående embedsmænd. Samtidig ransagedes trykkerier for at finde og beslaglægge stemmesedler til afstemningen. Den catalanske befolkning svarede igen. 40.000 demonstranter omringede de bygninger Guardia Civil ransagede og lukkede de spanske politifolk inde. Guardia Civil forsøgte endvidere at ransage CUP's hovedkvarter, men havde ikke nogen dommerkendelse og måtte efter 8 timers nervekrig give op.
Ligeledes den 20. september meddelte den fascistiske regering i Madrid, at den sendte 2 skibe med militærsoldater til Catalonia. De catalanske havnearbejdere besluttede, at de ikke ville betjene de spanske besættelsesskibe.
Blandt politikere og intellektuelle rundt omkring i Europa begyndte en strøm af protester mod de spanske overgreb at rejse sig. Men EU holdt lav profil og støttede den spanske stat. Mens EU var hurtig til at anerkende de baltiske landes ret til selvstændighed fra Sovjetunionen i 1990 og Kosovas ret til selvstændighed fra Serbien i 1999, var demokrati og ret til selvstændighed nu glemt. EU's støtte til Spanien garanterede, at den spanske centralregering afviste enhver form for forhandling, trods utallige catalanske opfordringer til forhandling. Spanien og EU ønskede selvstændighedsspørgsmålet druknet i blod. Den spanske centralregerings afvisning af enhver form for forhandling forstærkede kløfterne i den catalanske befolkning, men forstærkede samtidig opbakningen til selvstændighed. Catalonia søgte forhandling; Spanien søgte konfrontation.
I slutningen af september udformede den spanske statsanklager sigtelser for oprør mod formanden for den Catalanske Nationalforsamling (ANC) Jordi Sànchez og formanden for Òmnium Cultural Jordi Cuixart. I midten af oktober blev de begge arresteret. Straframmen for sigtelsen var 15 år.
Folkeafstemningen skulle gennemføres på landets skoler, og Madrid beordrede i slutningen af september alle catalanske skoler lukket, så de ikke kunne anvendes i forbindelse med afstemningen. Ordren om lukning af skoler udløste en begyndende dobbeltmagt situation, da det catalanske politi, Mossos d'Esquadra meddelte, at det ikke var sikkert det ville være i stand til at holde skolerne lukket pga. modstanden fra den catalanske befolkning, der selv præventivt gik ind og besatte skolerne for at de kunne bruges til afstemningen. Barcelonas populære borgmester, Ada Colau opfordrede EU til at træde ind i rollen som mægler i konflikten, men EU afviste fortsat at blande sig. Holdningen var, at det var et rent internt anliggende. I stedet kritiserede eksperter fra FN's Menneskerettighedsråd regimet i Madrid, da de slog fast, at de skridt Madrid havde taget for at hindre folkeafstemningen syntes at være i strid med de fundamentale menneskerettigheder. Den spanske højreradikale PP regering søgte at bruge konflikten til at styrke sin egen politiske position i de andre regioner af landet. Partiet havde i flere år stået for en «Spanificering» af Catalonien gennem bl.a. påbud om anvendelse af spansk i de catalanske skoler - frem for catalansk. Det politiske ansvar for konfliktens udvikling siden 2005 lå derfor næsten udelukkende på skuldrene af centralregeringen i Madrid. (Catalan leaders compare Spain to North Korea after referendum sites blocked, Guardian27/9 2017; UN rights experts criticise Spanish efforts to block Catalan vote, Guardian 28/9 2017)
 |
| Det spanske Guardia Civil gjorde folkeafstemningen i Catalonien 1/10 2017 til et blodbad. Mellem 900 og 1100 civile catalanere blev såret, skoler besat af politi og stemmeurner bortført |
Den spanske centralregering gjorde folkeafstemningen 1. oktober til et blodbad. Dens Guardia Civil milits gik til angreb på skoler, vælgere, catalansk politi og catalanske brandmænd. Et sted mellem 900 og 1100 civile catalanere blev såret. Trods angrebene, lukning af valglokaler og bortførelse af stemmeurner lykkedes det at gennemføre folkeafstemningen i halvdelen af skolerne. Resultatet var, at 2,26 mio. catalanere svarende til 43% af de stemmeberettigede fik stemt. 90% af disse stemte for selvstændighed, 8% imod, og 2% var blanke eller ugyldige. Efter afstemning opfordrede den catalanske præsident Carles Puigdemont det internationale samfund til at gå ind for at mægle i konflikten mellem centralregeringen og Catalonien. Opfordringen blev mødt af larmende tavshed fra EU's side, der afslørede en meget selektiv holdning til menneskerettigheder. Mens unionen nok ville kritisere Polen og Ungarn for statslige overtrædelser af menneskerettighederne og brud på grundlæggende retstatslige principper, betegnede den hændelserne i Spanien som et rent internt anliggende. 2. oktober gennemførtes en 10 minutters generalstrejke i Catalonien og dagen efter en fuldstændig generalstrejke i protest mod Spaniens voldelige angreb på catalenere og folkeafstemning. Den spanske premierminister Mario Rajoy fra det facistiske PP brugte åbenlyst konflikten til at stive sin egen svage politiske position af, og blev mødt af skarp kritik af volden fra socialdemokratiets og især Podemos' side. (Catalan leader calls for mediation with Spain over independence, Guardian 2/10 2017)
Borgerlige danske medier stillede sig på det fascistiske PP's side og kørte en «legalistisk linie». «Catalonia kunne ikke få selvstændighed, for det forbød den spanske forfatning». Det var den samme holdning til demokrati og menneskerettigheder disse medier havde til apartheidstyret i Sydafrika i 1960'erne, 70'erne og 80'erne, hvor de hvides love også nægtede den sorte flertalsbefolkning retten til demokrati og menneskerettigheder.
De regionale parlamenter i Euskal Herria og Navarra anerkendte begge afstemningsresultatet og kritiserede Spaniens angreb på Catalonia.
Efter folkeafstemningen optrappede Madrid presset på Catalonien. Catalonien opfordrede til dialog, EU holdt sig udenfor, og Madrid ønskede ikke dialog men konfrontation. I midten af oktober arresterede regimet formanden for det catalanske parlament, Jordi Sànchez og formanden for selvstændighedsbevægelsen Omnium, Jordi Cuixart. Regimet inddrog samtidig den catalanske politichef Traperos' pas. Flere hundrede tusinde demonstrerede efterfølgende i Barcelona og andre større catalanske byer i protest mod arrestationerne. (Spain High Court jails Catalan separatist leaders pending investigation, Guardian 17/10 2017; Catalonia: detention of secessionist leaders sparks large protests, Guardian 17/10 2017)
Den 19. oktober truede premierminister Rajoy med at afskaffe det catalanske demokrati og erstatte det med direkte styre fra Madrid. Truslen kom efter at den catalanske selvstyreformand Carles Puigdemont havde ignoreret tidligere spanske trusler og undladt at lægge afstand til planerne om selvstændighed. Puigdemont havde atter opfordret til forhandling og dialog. Dette blev blankt afvist af Madrid. (Spain to impose direct rule as Catalonia leader refuses to back down, Guardian 19/10 2017)
Puigdemont holdt selvstændighedserklæringen tilbage og opfordrede EU til at træde ind som mægler, men EU nægtede. Den 27. oktober stemte 70 ud af det catalanske parlaments 135 medlemmer derfor for at udråbe Catalonia som en selvstændig stat, i tråd med resultatet af folkeafstemningen. Selvstændighedserklæringen blev fulgt af øjeblikkelig spansk indgriben. Regimet i Madrid opløste parlamentet, udpegede en guvernør der skulle lede landet, startede overførslen af 5.000 Guardia Civil politisoldater og udskrev nyvalg til afholdelse 21. december. Det var uklart hvilke «partier» og kandidater Madrid ville tillade at stille op. Selvstændighedserklæringen blev mødt med jubelscener i Barcelonas gader, men efterfølgende også af demonstrationer imod. (The Guardian view on Spain’s crisis: damage to Catalonia, Guardian 27/10 2017; Spain dissolves Catalan parliament and calls fresh elections, Guardian 28/10 2017)
Den 30. oktober meddelte den spanske statsanklager, at præsident Puigdemont og 13 andre fyrede catalanske ministre ville blive sigtet for oprør, løsrivelse og bedrageri. Samme dag flygtede Puigdemont og 5 af hans ministre ud af Catalonien og søgte politisk asyl i Belgien. EU fik dermed rykket konflikten ind i sit hjerte. Den 2. november blev 9 af den catalanske regerings ministre arresteret og sat i fængsel i Madrid. Mens socialdemokratiet PSOE støttede PP's opløsning af det catalanske demokrati, blev det kraftig kritiseret fra Podemos. Partiets formand, Pablo Iglesias udtalte: «Jeg skammer mig over, at de spærrer politiske modstandere i mit land inde. Vi ønsker ikke catalansk selvstændighed, men i dag siger vi: 'løslad de politiske fanger'». (Catalan leaders facing rebellion charges flee to Belgium, Guardian 30/10 2017; Catalonia crisis: deposed leader Puigdemont says he'll respect elections, Guardian 30/10 2017; Spanish judge jails eight members of deposed Catalan government, Guardian 2/11 2017; Barcelona protest calls for release of jailed Catalan independence leaders, Guardian 11/11 2017)
For at få fat i Puigdemont udstedte regimets politi i november en international arrestordre mod ham og krævede ham udleveret fra Belgien. Et krav der dog i første omgang blev afvist af de belgiske myndigheder. 750.000 catalanere demonstrerede 11. november mod Madrids afskaffelse af det catalanske demokrati og fængsling af landets politiske ledere.
Det spansk gennemtrumfede valg 21. december gav forskydningen indenfor de to blokke (ja/nej til selvstændighed), men ikke mellem blokkene. Selvstændigheds blokken var begrænset af, af dens centrale ledere enten sad i fængsel eller i eksil. Der var med andre ord ikke tale om et domokratisk valg. Det nye konservative parti Ciudadanos blev valgets store sejrherre. Det gik 11 mandater frem til 36, og blev dermed parlamentets største. Carles Puigdemonts Junts per Catalunia gik 3 mandater frem og fik 34. ERC gik 6 mandater frem og fik 32. Podemos gik til gengæld 3 mandater tilbage og måtte nøjes med 8. CUP gik 6 mandater tilbage til 4. Fascisterne i PP gik 7 mandater tilbage og fik ligeledes 4. Selvstændighedspartierne fik 70 mandater - det samme som før valget - trods valgets manglende demokratiske omstændigheder. For første gang i 2017 indvilgede den spanske regering i at «forhandle» med catalanerne. Det var imidlertid ikke et bidrag til at løse konflikten. PP ville blot forhandle med sit søsterparti Ciudadanos, der nok var det nye parlaments største, men ingen chance havde for at danne en flertalsregering. Selvstændighedspartierne pegede på Puigdemont som præsident, og i januar 2018 gik selv Ciudadanos ind for Puigdemont som præsident. Madrid meddelte, at han ville blive arresteret samme dag han satte foden på spansk (eller catalansk) jord. Spanien valgte fortsat at sætte det catalanske demokrati ud af kraft.
I januar 2018 suspenderede den spanske forfatningsdomstol arbejdet i en kommission under det catalanske parlament, der undersøgte undertrykkelsen af de grundlæggende rettigheder i Catalonia.
Amnesty International opfordrede i februar de spanske myndigheder til at løslade den catalanske politiske fange Jordi Sànchez, der havde siddet fængslet siden oktober. Spanien afviste. (Amnesty calls for immediate release of jailed Catalan leader, Guardian 7/2 2018)
Den 20. februar søgte et af CUP's ledende medlemmer, Anna Gabriel politisk asyl i Schweiz efter at centralmagten havde udstedt en politisk arrestordre mod hende.
Tusinder demonstrerede i Barcelona den 25. februar i protest mod den spanske kong Felipes besøg i byen. Barcelonas borgmester Ada Colau of formanden for det catalanske parlament Roger Torrent reagerede ved at udeblive fra den udstilling kongen skulle indvie. Catalanerne havde ikke glemt kongens tale den 3. oktober efter folkeafstemningen, hvor han undlod at udtrykke nogen form for empati for de over 1000 sårede catalanere. Få dage inden havde centralregeringen truet med at bruge sin suspension af demokratiet i Catalonia til at indføre spansk som primært sprog i de catalanske skoler - som under Franco diktaturet. Den catalanske lærerfagforening truede med strejker og masseprotester, hvis regimet i Madrid førte sine trusler ud i livet. «Det vil være en pædagogisk katastrofe hvis Madrid prøver at få kontrol over vores undervisningssystem gennem en slags inkvisition», udtalte lærerformanden Ramon Fonts.
Puigdemont meddelte i starten af marts, at han ikke længere søgte at blive Catalonias præsident, men pegede i stedet på Jordi Sànchez. Sànchez var dog fortsat politisk fange i Spanien. Dagen efter erklærede Puigdemont, at han kunne blive præsident for en catalansk regering i eksil. Samtidig opfordrede han til forhandlinger mellem Catalonia og Madrid, men dette blev blankt afvist af den spanske centralmagt. (Exclusive: Puigdemont vows to lead Catalan government in exile, Guardian 2/3 2018).
«Prag Kollektivet» bestående af 650 catalanske jurister indgav i slutningen af februar en klage til Europarådet over den spanske stats overgreb mod folkeafstemningen 1. oktober, der iflg. dem på en lang række punkter krænkede den Europæiske Menneskerettighedsdeklaration.
I slutningen af marts erklærede Judge Pablo Llarena, højesteretsdommer for regimet i Madrid, at præsidentkanididat Jordi Turull og 12 andre højtstående ville blive stillet for retten anklaget for «oprør» - deriblandt Carles Puigdemont. Turull blev samtidig arresteret, få timer før han skulle deltaget i en debat i det catalanske parlament. Regimet i Madrid understregede dermed sin foragt for det catalanske demokrati og lod samtidig forstå, at hvis Catalunya ikke valgte en præsident der kunne accepteres af besættelsesmagten, ville denne udskrive nyvalg. Regimet reaktiverede samtidig den europæiske arrestordre mod Carles Puigdemont, der to dage senere blev arresteret i Nordtyskland på vej tilbage til Belgien fra møder i Finland. Arrestationen udløste omfattende demonstrationer i Barcelona, hvor 3 blev arresteret og 52 såret. Allerede i december havde Belgien afvist den spanske arrestordre, fordi regimet i Madrid ville straffe Puigdemont for handlinger, der ikke var strafbare i Belgien. De tyske myndigheder skulle nu bruge 1 måned på en tilsvarende analyse af den spanske arrestordre, og i mellemtiden ville Puigdemont få mulighed for at søge politisk asyl i landet. (Spanish court remands Catalan presidential candidate in custody, Guardian 23/3 2018; Catalan leader Carles Puigdemont held by German police, Guardian 25/3 2018)
Den forhenværende catalanske politichef, Josep Lluís Trapero belonged blev i starten af april sat på anklagebænken i Madrid, anklaget for et tilhøre en «kriminel organisation». Den spanske dommer Carmen Lamela erklærede, at Trapero tilhørte en «kompleks og heterogen kriminel organisation» under ledelse af den afsatte catalanske præsident Carles Puigdemont. Trapero var chef for det catalanske politikorps, Mosos og blev af regimet i Madrid anklaget for ikke med tilstrækkelig nidkærhed at have hindret folkeafstemningen om selvstændighed i oktober. Regimet degraderede derefter senere i oktober Trapero, der kort tid efter tog sin afsked. (Former Catalan police chief charged over role in independence bid, Guardian 5/4 2018)
Ved en session i det spanske Underhus afviste generalsekretæren for Fonden til støtte af lokal- og Selvstyresamfund, Belén Navarro, at det catalanske selvstyre skulle have brugt offentlige midler til financiering af folkeafstemningen i oktober. En hyppig påstand fra regimet i Madrid.
Et sted mellem 300.000 og 750.000 demonstrerede i midten af april i Barcelona for løsladelse af de 16 catalanske politikere, regimet i Madrid enten har sat i fængsel eller tvunget i eksil. Demonstrationen var bl.a. støttet af de catalanske afdelinger af landsorganisationerne CCOO og UGT trods det at også disse er splittet i spørgsmålet om selvstændighed. (Catalan protesters call for return of jailed or exiled leaders, Guardian 15/4 2018)
Catalunya fik i midten af maj ny regering. I erkendelse af, at Spanien ville sætte Puigdemont i fængsel i det øjeblik han rejste til Catalunya for at blive premierminister valgtes i stedet Quim Torra. Torra går ind for catalansk selvstændighed og blev i december valgt til parlamentet som uafhængighed for Junts per Catalunya alliancen. To af ministrene i hans regering sad i spansk fængsel og to var i eksil. Den spanske centralmagt - i en alliance mellem det facistiske PP, det højrepopulistiske Ciudadanos og det socialdemokratiske PSOE - valgte derefter at fortsætte tilsidesættelsen af det catalanske demokrati og styre Catalunya direkte fra Madrid.
I et forsøg på at afværge den korrupte PP regerings sammenbrud i Madrid gennemførte centralmagten få dage senere razzier overalt i Catalunya og arresterede 29 personer. Afværgemanøvren mislykkedes dog. Det baskiske konservative selvstyreparti PNV trak til sidst stikket for den korrupte PP regering og lod den falde. Facisten Mariano Rajoy blev erstattet på posten som premierminister af socialdemokraten Pedro Sanchez, der dog havde meget begrænset støtte i Cortes. I Catalunya håbede mange, at PSOE ville bløde op for den spanske centralmagts håndtering af konflikten mellem Spanien og Catalunya. Et håb der dog hurtigt blev gjort til skamme. PSOE fortsatte PP's afvisende politik overfor demokrati i Catalunya.
Den tidligere premierminister Carles Puigdemont som Spanien hindrede at stille op til valget i december 2017 dannede i oktober et nyt parti, Crida Nacional (det Nationale Råb) med selvstændighed på programmet. Situationen mellem de to lande, Spanien og Catalunia var fortsat fastlåst. I fængslerne sad 18 politiske fanger - tidligere catalanske ministre - som det spanske retsvæsen vil fælde dom over i løbet af 2019. Spaniens hårde konfrontationskurs garanterede, at der fortsat var et sikkert catalansk flertal for selvstændighed fra kolonimagten. (Ousted Catalan leader Carles Puigdemont launches new party, Guardian 25/10 2018)
De 4 katalanske politiske fanger Jordi Sànchez, Jordi Turull, Joaquim Forn og Josep Rull gik i starten af december i sultestrejke i protest mod at den spanske forfatningsdomstol spændte ben for, at deres protest mod uberettiget fængsling kunne behandles ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den spanske premierminister Pedro Sánchez erklærede at det selvfølgelig var ærgerligt at de katalanske fanger var gået i sultestrejke, men at de blev behandlet i overensstemmelse med spansk lov, og at den spanske stat var en retstat med et uafhængigt retsvæsen. Det var den katalanske præsident Quim Torra lodret uenig i. Han betegnede Spaniens behandling af de politiske fanger som «en af de mest hårrejsende begivenheder i Europas nyere historie». Nye opponionsundersøgelser i december viste, at der var et klart flertal for katalansk selvstændighed. Chefanklageren i den spanske højesteret krævede de politiske fanger straffet med 13-25 års fængsel. (Four Catalan leaders facing trial in Spain go on hunger strike, Guardian 4/12 2018)
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 2/1 2019
Læst af: 21.368