 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Pundik, Herbert (Nahum Pundak)
 |
| Herbert Pundik. Har gennem 50 år formet den danske diskurs om konflikten i Mellemøsten, hvor han i 1948 selv deltog i fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning. |
Pundik, Herbert (1927-), dansk-israelsk journalist, moderat zionist, spion og samfundsdebattør. Hans israelske navn er Nahum Pundak. Født af jødiske forældre i København i 1927. Under den tyske besættelse af Danmark flygtede han i 1943 sammen med sin familie til Sverige, for at vende tilbage til Danmark efter krigsafslutningen.
I 1948 meldte han sig til krigen i Palæstina, der banede vej for oprettelsen af staten Israel. Hans israelske statsborgerskab opnåede han i 1954, men han fortsatte samtidig sin karriere i Danmark, hvor han blev ansat som journalist ved først dagbladet Information (1955-65), siden som korrespondent for DR og endelig for Politiken (fra 1965). I perioden 1970-93 var han chefredaktør for Politiken, og kom på den måde gennem en hel menneskealder til at forme den danske diskurs om konflikten i Mellemøsten. Men med sit israelske statsborgerskab og halvdelen af sit liv hvor han faktisk har opholdt sig i Israel blev han aldrig en neutral iagttager.
I februar 2010 kunne dagbladet Information afsløre, at Pundik i det mindste frem til ca. 1970 virkede som spion for det israelske efterretningsvæsen. PET Kommissionens beretning fra juni 2009 afslører, at PET tilsyneladende var uvidende om denne virksomhed.
Pundik fik to sønner: Uri og Ron. Den første blev dræbt i Yom Kippur krigen i 1973. Den anden kom til at spille en vigtig rolle i de hemmelige forhandlinger mellem israelere og PLO, der førte frem til Oslo aftalen i 1993.
Historien indhenter «eksperten»
I 2006 udgav Pundik sin selvbiografi «Det er ikke nok at overleve», hvor han bl.a. fortæller om sin deltagelse i krigen mod palæstinenserne. Han ankom til Palæstina 6. maj 1948 og gjorde tjeneste i Aleksandrinobrigaden. En af de palæstinensiske landsbyer han fortæller om i bogen er Tantura, der lå på kysten mellem Tel Aviv og Jaffa. Han skriver herom:
Da vi ankom til Tantura ... var indbyggerne flygtet i deres fiskerbåde, og landsbyen var folketom. Soldaterne der var kommet før os, havde travlt med at tømme husene for de ejendele, araberne havde efterladt. Tantura var en fattig by, og der var ikke meget at stjæle. Senge, skabe og nogle tæpper (...) Vores opgave var at søge efter våben i landsbyen. Vi gik fra hus til hus, rodede rundt efter gemmesteder.
Pundik fortæller videre at en gammel palæstinenser var blevet efterladt, og en sergent var i færd med at tortere ham, mens han afhørte ham om skjulte våben, som den gamle ikke kendte noget til. Manden var skræmt fra vid og sans og blodet løb ned af hans ansigt.
Med denne beretning om krigen skrev Pundik sig ind i den traditionelle israelske mytologi, hvor palæstinenserne forlod deres land af egen fri vilje. Denne myte stemmer blot ikke med den faktuelle historie. Palæstinenserne omtaler selv 1948-49 som «Nakba» (katastrofen), hvor 6-800.000 palæstinenserne blev etnisk udrenset - dræbt eller drevet på flugt. I 1980'erne gav det israelske militær israelske historikere adgang til deres arkiver, og historikerne opdagede nu at den israelske mytos var en løgn. Det var den palæstinensiske historie, der i store træk var korrekt.
En af de israelere der fik adgang til de militære arkiver var den fremtrædende historikere Ilan Pappe. Han skriver i sin bog The Ethnic Cleansing of Palestine om Aleksandronibrigaden, at den havde til opgave at «rense» de palæstinensiske byer øst og nord for Tel Aviv. Derefter blev den beordret til at bevæge sig mod nord og sammen med andre enheder affolke den palæstinensiske kystlinie hele vejen op til Jaffa.
Aleksandronibrigaden «rensede» i sidste halvdel af maj - hvor Pundik altså gjorde tjeneste i den - adskillige landsbyer. Nogle få gjorde så kraftig modstand at de måtte opgives i første omgang, men de blev «rensede» i juli. Pappe fortæller bl.a. følgende om hændelserne:
Tantura var en af de største landsbyer som lå ved Middelhavskysten syd for Jaffa. Den havde ca. 1500 indbyggere som levede af fiskeri, landbrug og arbejde i Jaffa. Natten til den 22. maj blev den angrebet af Aleksandronibrigaden. Beboerne gjorde modstand. Der var skyderi fra husene, hvilket gjorde soldaterne rasende. Efter at landsbyboerne havde overgivet sig, drog soldaterne gennem landsbyen og skød folkene inde i husene og på gaderne i en sand blodrus. Indbyggerne blev tvunget ned på stranden. Mænd blev adskilt fra kvinder, og kvinderne blev tvunget til en nærliggende landsby, Furaydis. Mændene blev tvunget til at sætte sig ned og vente på at en efterretningsofficer, Shinson Mashvitz, som boede i bosættelsen Givat Ada i nærheden skulle ankomme.
Mashvitz ankom sammen med en kollaboratør, som havde en hætte over hovedet, og som udpegede nogle af mændene. De udpegede blev ført tilbage til landsbyen og henrettet. Disse mænd var opført i «landsbykartoteket», som var udfærdiget af Jewish Agency for hver eneste landsby i Palæstina. Det var mænd som havde deltaget i palæstinensernes oprør 1936-39, havde deltaget i angreb på zionisterne, havde kontakt til muftien eller andre forhold.
Men disse var ikke de eneste der blev henrettet. Nogle blev afhørt om et større våbendepot, som zionisterne mente skulle befinde sig i byen. Våbendepotet eksisterede imidlertid ikke, og da de afhørte ikke kunne svare blev de skudt på stedet.
De fleste henrettelser skete på stranden og ville være, fortsat hvis ikke folk fra den nærliggende kibbutz Zikhron Yakov var ankommet, og deres leder Yacobo Epstein havde stoppet henrettelserne.
Nogle af de overlevende fra massakren i Tantura bori dag i flygtningelejren Yarmuk i Syrien, og har stadig svære traumer efter deres oplevelser. Flere af dem har fortalt om begivenhederne, og deres beretninger gengives i Pappes bog. De angiver antallet af henrettede til mellem 90 og 125.
Pundik fortæller om to andre landsbyer foruden Tantura. Det drejer sig om Rosh-ha-Ayin og Majdal Zedek, som begge lå i det område der iflg. FN's delingsplan for Palæstina skulle havde været en del af den palæstinensiske stat. De blev erobret af israelske styrker 11-12. juli 1948 og etnisk rensede. Pundik må enten have fortrængt sin deltagelse i de etniske udrensninger eller fortier den.
Sidst ajourført: 8/3 2010
Læst af: 26.035