 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Petersen, Carl Heinrich
Carl Heinrich Petersen (1915-88), dansk revolutionær, cigarmager, lærer og arbejderhistoriker. Han var søn af cigarmager Holger Petersen og syerske Frederikke Petersen. Faderen var udlært cigarmager, men blev af arbejdsløshed i 1921 tvunget ud i at være selvstændig. Alligevel var han gennem hele sit voksne liv medlem af Socialdemokratiet. CHP fik på den måde politik og arbejderbevægelse ind med modermælken - udover sine fornavne, som han fik fra Karl Heinrich Marx. Trods sin modstand mod den borgerlige skole insisterede faren på at han fortsatte, indtil han som 15 årig i 1930 blev smidt ud af Viborg Katedralskole.
CHP gik i stedet i lære som cigarmager og meldte sig i 1931 ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Ungdomsbevægelsens politikløshed og fokuseren på sociale arrangementer ledte ham allerede i 32 over i moderpartiet. Året efter mødte han syndikalisten Christian Christensen der på det tidspunkt havde slået sig ned i udkanten af Silkeborg. Den unge lærling opsøgte mange gange den erfarne syndikalist og lærte meget af ham. Så meget at han i 1934 meldte sig ud af DSU og Socialdemokratiet. Samtidig rejste han, udlært som cigarmager, fra Viborg.
De følgende 10-15 år ernærede han sig som cigarmager og forefaldende jobs, men aldrig længe ad gangen. Han ville ikke underordne sig en arbejdsgiver. I længere perioder levede han derfor også som vagabond på landevejene.
I 1934-35 fungerede han som faglig redaktør ved månedsskriftet Information, der blev udgivet af den kommunistiske opposition - de danske Brandler tilhængere. I 1936 gendannede hans gamle mentor Christian Christensen Fagoppositionens Sammenslutning, og han trak CHP med ind i projektet. Han fungerede både som journalist, korrekturlæser og medhæjlper ved ugeavisen Arbejdet, til den gik ned i 1938.
De første to år under 2. Verdenskrig var han i korte perioder ansat på arbejderhøjskolerne i Esbjerg og Roskilde, men begge steder blev han uvenner med forstanderne og forlod dem i utide. Han kom i stedet med i en arbejdergruppe i København, der samlede trotskister og anarkister. Han var med til at udgive forskellige illegale flyveblade og tidsskrifter. Bl.a. Arbejder-Opposition der havde betydning i forbindelse med Folkestrejken i 1943, da bladet var et af de få kommunikationsmidler, der stod til rådighed for arbejderne i situationen. Det var det eneste der opfordrede til den generalstrejke der fulgte. Først i juli 1944 blev han taget af Gestapo, og de sidste 9 måneder inden befrielsen sad han i Vestre Fængsel, Horserødlejren og Frøslevlejren.
Efter befrielsen besluttede han sig for at blive lærer. Han tog først et 8 måneders kursus på Krabbesholm Højskole og fortsatte derefter på Viborg Seminarium. Det var ikke noget let møde for den nu over 30 årige arbejderaktivist. Hans medstuderende var bønder og borgerlig konservative. Alligevel fuldførte han studierne og fik i 1950 sin lærereksamen. Hans karriere i den danske folkeskole og ved private skoler blev dog kort. Han havde nægtet at følge seminariets religionsundervisning og afviste som lærer at undervise i religion. Han fik derfor kun kortvarige vikariater, og fik hver gang en konflikt med skolebestyreren. I 1955 opgav han skolen, slog sig ned i Viborg, tilbragte resten af sit nøjsomme liv med forskning i og formidling af arbejderbevægelses og socialismens historie.
I 1951 havde han meldt sig ind i Socialdemokratiet igen, skrev til bevægelsens aviser og fagblade, underviste på studiekredse og på aftenhøjskolen. På partiets kongres i 1961 foreslog han, at partiet skulle kræve indførelse af republik, nationalisering af banker og forsikringsselskaber og fri aktionsret for fagbevægelsen. Kun få stemte for hans forslag. Selv stemte han som den eneste mod det endeligt vedtagne partiprogram. Atter engang skiltes hans og partiets veje. Han meldte sig ud og erkendte at han måtte udøve sit eget politiske virke gennem bøger, artikler, radioforedrag, og andre foredrag og møder rundt om i landet.
CHP førte et nøjsomt liv, efter han i 1955 havde opgivet det danske arbejdsmarked. Han ernærede sig ved sin udgivelses- og foredragsvirksomhed og fik fra 1963 støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd. Senere også fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Dansk Arbejdsmands og Specialarbejderforbund (DASF, nu 3F). I 1964 udgav han som resultat af de foregående års radioforedrag og den offentlige støtte bogen Kommunismens kættere. Den blev i 1966 fulgt af Agitatorer og martyrer – Profiler og skæbner fra socialismens verdenshistorie. Det var en selvstændig retning indenfor arbejderhistorieskrivningen, der kom til udtryk i artiklerne, hvoraf en del blev samlet i de to antologier. De havde ligeledes en betydelig politisk-pædagogisk relevans. Hans socialistisk-libertære ståsted adskilte ham både i emnevalg og i intention fra alle andre forfattere på området.
I 1970 udsendte han sin nok vigtigste bog Danske revolutionære. Ideer, bevægelser og personligheder. Bogen blev udgivet med støtte fra DASF og var kulminationen af 40 års arbejde med indsamling af materiale om de danske revolutionæres historie i perioden 1897-1937.
Situationen var på det tidspunkt, at stort set ingen andre i Danmark interesserede sig for arbejderhistorie. Hans arbejder faldt derfor på et tørt sted, da ungdomsoprøret blev politiseret og udviklede sig til det nye venstre, der tørstede efter oplysninger om den danske arbejderbevægelses historie. Hovedværket blev derfor hurtigt fulgt af Revolutionære socialister i Danmark (1973), Fra klassekampens slagmark i Norden (1973), sammen med flere andre den store to-binds antologi Christian Christensen og den danske syndikalisme (1979), og Den glemte socialisme, Anarkisme, Anarkosyndikalisme, Syndikalisme (1981). Gennem 70'erne blev han derfor også en yndet gæsteforelæser på universiteterne, hvor han beredvilligt stillede sin viden til rådighed, og efterfølgende stillede sin lille bod op med bøger op i kantinen.
For sit arbejderhistoriske arbejde blev han i 1978 udnævnt til æresdoktor ved Århus Universitet. Det skete ikke uden komplikationer, for han havde på forhånd erklæret, at han nægtede at rejse sig når dronningen trådte ind til højtideligheden, og han ville ikke hilse på hende. Mens æresdoktorerne således en for en blev ført forbi dronningen havde rektor og prorektor travlt med at holde CHP og dronningen i hver sin ende af festsalen.
Efter den fine udnævnelse blev han udnævnt til æresmedlem af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer (SABAE).
Men det var æresdoktorgraden der var årsag til, at Kraks Blå bog i 1979 mente han skulle optages i samlingen over danske kendisser. Projektet gik dog i vasken, da æresdoktoren insisterede på, at der også skulle stå, han var forfatter til pjecen Viborg er noget lort, og at han var æresmedlem af SABAE.
Med Træk af arbejderbevægelsens historie i Viborg - og af min egen (1982) to han fat på at skrive sine erindringer, men projektet blev aldrig fuldført. Det blev forhindret af sygdom. CHP døde i 1988.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 12/2 2007
Læst af: 32.509