 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Euforiserende stoffer
Begrebet «stof» defineres af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som:
«ethvert emne, der kan påvirke funktionerne hos en levende organisme»
Når vi i dagligdagen bruger begrebet «stoffer» refererer vi imidlertid sædvanligvis til en mere afgrænset gruppe af stoffer, nemlig de, der betegnes som «rusmidler», «narkotika» eller «euforiserende stoffer». Selvom de 3 betegnelser egentlig dækker over forskellige grupper af stoffer, anvendes de gerne, som om de var synonyme. I denne sammenhæng bruges betegnelsen euforiserende stoffer, fordi den bedst omfatter den sammenhæng, der er, mellem den virkning, stofferne har, og den bestræbelse, der udfoldes fra samfundets side på juridisk at regulere forbruget af stofferne.
Den lov indenfor dansk lovgivning, som forbyder nogle stoffer og regulerer omgangen med andre, hedder således: «Lov om euforiserende stoffer». Denne lov suppleres endvidere af en bekendtgørelse om de euforiserende stoffer, som er udarbejdet af og løbende bliver opdateret af Sundhedsministeriet. Som det vil fremgå, betyder det imidlertid ikke, at man blot uden videre kan slutte, at loven såvel som bekendtgørelsen omfatter netop de euforiserende stoffer og netop det forbrug af dem, som kan anses for at være mest truende mod danskernes sundhedstilstand. Der er således stoffer, som det aldrig er påvist i sig selv er sundhedsskadelige, som er omfattet af loven og bekendtgørelsen, mens der er stoffer, som det for længst er påvist er sundhedsskadelige, som ikke er omfattet. Endvidere skelner loven og bekendtgørelsen ikke mellem forskellige former for brug af stofferne, uanset at det må antages, at den lejlighedsvise eller rekreative brug af de stoffer, loven og bekendtgørelsen omfatter, er mindre sundhedsskadelig end den konstante, vanemæssige brug af dem.
De stoffer, som er omfattet af loven og bekendtgørelsen inddeles ud fra den måde, hvorpå stofferne virker på brugerens organisme, i 3 hovedkategorier:
1) De stimulerende stoffer, 2) de beroligende stoffer og 3) de hallucinogene stoffer.
1. De stimulerende stoffer
Stofferne i denne kategori virker stimulerende på centralnervesystemet (CNS), så man holder sig vågen og føler sig opstemt. Blandt de mest kendte er Kokain, Amfetamin og Ecstasy.
Kokain
Kokain udvindes af Coca-plantens blade, som opløses i en blanding af petroleum og stærk syre, hvorved der dannes Coca-pasta, som imidlertid ikke er særligt holdbart, hvorfor det omdannes til det mere stabile salt eller pulver Kokain-hydroklorid.
Indianerne i Sydamerika har igennem årtusinder tygget Coca-blade, bl.a. for at modvirke højdesyge. I 1860 begyndte man at anvende kokain medicinsk som lokalbedøvende og som sulthæmmende middel, samt som et led i behandlingen af depression, syfilis og tuberkulose.
I slutningen af 1800-tallet blev man opmærksom på nogle af de farer, der kan være forbundet med kokain, såsom forvirringstilstande, misbrug og endog dødsfald som følge af forgiftning. Herefter blev den medicinske anvendelse af kokain begrænset af lovgivningen, og i kølvandet opstod der en betydelig sortbørshandel.
I 1970'erne var kokain fortsat mest et stof for «jet-settet», fordi det var ekstremt kostbart, men i Danmark blev det i løbet af 1990'erne - i takt med at det blev meget billigere - også mere udbredt.
Kokain indtages typisk ved indsprøjtning eller snifning. Ved at ændre på kokainets molekylestruktur, så det lettere optages i blodet, kan man frembringe mere potente og virkningsfulde stoffer som Free-base (eller Kokain base) og Crack, som ryges. Crack blev stærkt udbredt i midten af 1980'erne i USA - hovedsageligt blandt fattigere befolkningsgrupper, da det er et væsentligt billigere stof end f.eks. Kokain.
Kokains virkning på kroppen er kompleks og i vid udstrækning fortsat ukendt. Det står imidlertid klart, at Kokain påvirker overføringen af impulser mellem nerveceller og forstærker virkninger af de såkaldte signalsubstanser, der normalt stimulerer det sympatiske nervesystem. Kokain forstyrrer sandsynligvis balancen i vitale funktioner i hjernen, som regulerer tørst, sult, kropstemperatur, søvn og seksualitet. De umiddelbare virkninger af Kokain er bl.a. forhøjet stemningsleje, eufori, seksuel stimulering og øget vågenhed.
Amfetamin
Amfetamin, også kaldet fattigmandskokain eller Speed, har mange virkninger, som er identiske med kokainets. Amfetamin kan både frembringes kemisk og udvindes af planten Khat, som vokser vildt i bl.a. Østafrika. Amfetamin har siden begyndelsen af 1900-tallet været anvendt af lægevidenskaben til at bekæmpe forskellige sygdomme, bl.a. bronkitis, astma og høfeber. Det store gennembrud i den militære anvendelse af Amfetamin skete under 2. verdenskrig, hvor det blev brugt til at øge soldaternes præstationsevne og gøre dem i stand til at kæmpe længere tid uden mad og søvn.
Efter krigen var kendskabet til Amfetamin vidt udbredt, og der skete en voldsom stigning i såvel den medicinske anvendelse som i det private brug af stoffet. Medicinsk har stoffet været anvendt til behandling af bl.a. træthed, depression, overvægt og sovesyge. Undertiden har det også været anvendt til behandling af såkaldte «DAMP-børn» eller «hyperaktive» børn.
Efterhånden er man imidlertid blevet mere opmærksom på Amfetaminens skadelige virkninger, og stoffet er blevet forbudt i såvel Danmark som i mange andre lande, og den medicinske anvendelse er i dag begrænset.
Ved at ændre på Amfetaminens molekylestruktur kan man danne mere potente stoffer som Methamfetamin, ICE, «Flatliner» (4MTA) og Ecstasy. Disse stoffer indtages ligesom Amfetaminen typisk som piller eller sniffes, på nær ICE, der ryges.
Ecstacy
Ecstacy er oprindeligt et afmagringspræparat, som blev syntetiseret og patenteret af et tysk medicinalfirma i 1914. I 1960'erne anvendtes det i USA sporadisk i forbindelse med psykoterapi, men det var først fra 1980'erne, at stoffet begyndte at blive udbredt. I Danmark blev det introduceret ret sent - omkring år 1990. Siden har det også her i landet vundet særdeles stor udbredelse og popularitet - især som «feststof» i forbindelse med forskellige elektroniske musik-events og -festivaler.
2. De beroligende stoffer
Stofferne i denne kategori omfatter overvejende forskellige former for psykoaktive stoffer, der har en beroligende virkning, og blandt de mest kendte er Heroin, Metadon og Hash.
Opioider er en fællesbetegnelse for præparater udvundet af opiumsvalmuen, de såkaldte Opiater (Opium, Morfin, Kodein, Heroin m.fl.), og en række syntetisk fremstillede præparater med tilsvarende virkninger (Pethidin, Ketogan, Metadon m.fl.), der typisk er stærkt vanedannende. Farmakologisk kan Opioiderne karakteriseres som stoffer, der virker via opioidreceptorerne (endorfinreceptorerne) i hjernen. De har bl.a. en smertestillende, angstdæmpende, stemningsløftende, euforiserende, beroligende, hostestillende, respirationsdæmpende og forstoppende virkning.
Opiumsvalmuen har været dyrket i tusindvis af år med henblik på udvindingen af Opium. I midten af 1500-tallet begyndte Opium at blive en vigtig vare i handlen mellem Kina og de europæiske kolonimagter. Europæerne ville gerne købe kinesisk te, silke, krydderier og porcelæn, men de måtte betale med sølv, fordi kineserne var selvforsynende med de varer, europæerne ellers kunne tilbyde dem. Derfor begyndte de europæiske kolonimagter i Indien, som var engelsk koloni, at fremstille store mængder Opium, som man eksporterede til Kina. Efterhånden blev opiumrygning derfor et stort socialt problem i Kina, hvorfor den kinesiske kejser forbød handlen med Opium. De europæiske handelsfolk fortsatte imidlertid deres salg af Opium til kineserne på det illegale opiumsmarked, som voksede frem i kølvandet på kejserens forbud, og da han protesterede mod denne handel, førte det til de to såkaldte «Opiumkrige», hvor England og Frankrig med militærmagt vandt retten til at sælge Opium i Kina. Råopium udvindes fra opiumsvalmuen, og den indeholder to meget effektive smertestillende stoffer, Kodein og Morfin.
Heroin
Heroin er Morfin, der er blevet forbundet med en ekstra kemisk gruppe, så stoffet er blevet mere fedtopløseligt, hvilket betyder, at Heroin hurtigere påvirker hjernen. I 1890'erne blev Heroin introduceret som et ikke-vanedannende Opioid til behandling af morfinmisbrug, såvel som til behandling af hoste. Det viste sig dog, at Heroin er endnu mere vanedannende end Morfin. Herhjemme blev Heroin for alvor introduceret på det illegale marked i midten af 1970'erne. Heroin sælges især som Heroin-klorid og Heroin-base. Heroin-klorid er i sin reneste form et hvidt pulver, som sniffes eller indsprøjtes. Heroin-base er et brunligt produkt («Brown sugar») som kan sniffes eller ryges, og som også kaldes for Rygeheroin.
Efterhånden er der ad kemisk vej udviklet syntetiske stoffer med virkninger, der på mange måder svarer til Morfinens og Heroinens. Det drejer sig bl.a. om stoffer som Metadon, Ketogan, og Petidin. Metadon blev syntetisk fremstillet under 2. verdenskrig i Tyskland, da man manglede Opium som smertestillende middel. Indenfor lægevidenskaben er Metadon blevet anvendt til at give langvarig smertelindring, f.eks. til kræftpatienter og i forbindelse med afgiftning af opioidafhængige. Metadon indtages gennem munden og adskiller sig fra Heroinen ved at have en meget langsommere virkning og ikke være ledsaget af et «sus». Metadonbehandling af stofmisbrugere, som første gang blev beskrevet i 1965 i USA, har siden vundet stor udbredelse verden over og særligt i Danmark, hvor det har været brugt på den måde siden 1970.
Hash
Hash er den koncentrerede harpiks fra planten Cannabis Sativa, som planten afsondrer på blade, blomster og frøkapsler for at modvirke udtørring. Harpiksen presses sammen med plantedele og bindemiddel til massive klumper eller plader, hvorved den får en lysegul, rødbrun eller brunsort farve. Procentandelen af det såkaldte psyko-aktive stof i hash, der kaldes for THC (Tetrahydrocannabinol) varierer fra mellem 3-15 % afhængig af Cannabistype og dyrkningssted.
Hash ryges typisk opblandet med tobak i håndrullede cigaretter (joints) eller i piber, men det kan også drikkes eller spises. Cannabis-planten er blevet dyrket i tusindvis af år bl.a. med henblik på at anvende dens hampefibre (fra stænglerne) til tovværk, tøj og papir.
Cannabis-planten stammer fra Centralasien og blev af nomadefolk ført til bl.a. Kina, hvor man begyndte at anvende olien fra plantens frø til urtemedicin mod kramper og feber. Også grækerne og romerne kendte til denne olies helbredende virkning.
Fra 1500-tallet og frem begyndte europæerne at interessere sig mere og mere for Cannabis-plantens positive egenskaber, og bl.a. i forbindelse med de mange opdagelsesrejser, hvor hampefibrene fandt anvendelse i tovværk og andet, blev den af nybyggere bragt til Amerika.
I takt med 1700-tallets voksende interesse for naturvidenskab begyndte man i Europa i det hele taget at tvivle på værdien af den traditionelle naturmedicin, og dermed også på Cannabis-plantens gunstige virkninger, men i Asien og Mellemøsten fortsatte man med at undersøge dens stemningsændrende egenskaber.
I midten af 1800-tallet begyndte hash-rygning at blive et modefænomen blandt kunstnere og andre bohemer, hvorfra det især i amerikanske storbyer blev udbredt til andre dele af befolkningen. Her fandt den største stigning i forbruget dog sted efter 1. Verdenskrig i forbindelse med den amerikanske regerings forbud mod Alkohol. I årene efter 2. Verdenskrig steg forbruget drastisk i mange lande, i takt med at Cannabis blev lettere tilgængeligt. I dag er Cannabis det mest udbredte rusmiddel næst efter Alkohol.
Marihuana er tørrede plantedele, specielt blomster og topskud, fra Cannabis sativa-planten, som kan ryges i piber eller cigaretter. Marihuanarygning blev især udbredt omkring 1970'erne blandt teenagere i de fleste vestlige lande, men det blev især udbredt i Canada og USA, der også er verdens største marihuanaproducent.
Psykofarmaka
Psykofarmaka er en samlebetegnelse for lægemidler, som påvirker psykiske funktioner. De anvendes indenfor tre områder: 1) Midler mod psykoser, såkaldte Neuroleptika, der også anvendes ved behandling af abstinenser i forbindelse med stofmisbrug. 2) Midler mod depressioner, såkaldte Antidepressiva, der kan højne et sænket stemningsleje 3) Midler mod søvnproblemer, angst, uro og ængstelse, såkaldte «Sedativa» eller beroligende midler. En stor familie blandt disse beroligende midler kaldes for Benzodiazepiner. De har siden deres lancering i 1960'erne været populære i behandlingen af angst, nervøsitet, søvnløshed og epilepsi. Der findes adskillige typer af Benzodiazepiner, der sælges under mange forskellige navne. Nogle af de mest kendte navne er Stesolid, Valium, Rohypnol og Nitrazepam. Benzodiazepinerne er de suverænt mest brugte og solgte psykofarmaka i Danmark, sammen med de såkaldte «Lykkepiller» (selektive serotonin-reuptake-hæmmere eller SSRI) en gruppe antidepressiva, der blev introduceret i midten af 1980'erne, og hvis anvendelse siden er blevet meget omfattende i forhold til flere af de ovennævnte problemer.
Et forholdsvist nyt og meget potent stof er Fantasy eller Gammahydroxybutyrat (GHB), hvis popularitet har været stigende siden 1990'erne. Stoffet henregnes normalt, ligesom f.eks. Ecstasy, til gruppen af såkaldte «Designerstoffer», men Fantasy har en virkning, der er diametralt modsat Ecstasy’s, idet det primært virker sløvende og søvndyssende. Fantasy blev syntetiseret i 1960'erne og var oprindeligt i lighed med Ketamin (se nedenfor) et bedøvelsesmiddel, men da det havde for mange bivirkninger og ingen smertestillende effekt, holdt man hurtigt op med at anvende det. GHB er et ret farligt stof, da der kun skal en fordobling til af den dosis, der er nødvendig for at opnå en rus, før der opstår risiko for bevidstløshed og vejrtrækningsstop, og abstinenssymptomerne er meget dramatiske og kan være livstruende. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at kontrollere udbredelsen af stoffet. Dels fordi GHB er nemt at fremstille. Dels fordi et andet stof, GBL, hurtigt kan omdannes til GHB ved indtagelse, og GBL er et vigtigt stof for industrien, hvorfor der ikke er politisk vilje til at forbyde GBL.
3. Hallucinogene stoffer
De hallucinogene stoffer omfatter en række stoffer bl.a. LSD, Meskalin, Psilosybin, Phencyclidin (PCP) og Ketamin, som alle kan frembringe sanseindtryk, der også betegnes som hallucinationer. (Cannabis og Ecstacy menes også at være svagt hallucinogene stoffer, og hallucinationer kan desuden forekomme ved kokainforgiftning). Mange af de hallucinogene stoffer er fremstillet syntetisk, men et ikke ubetydeligt antal er naturligt forekommende i forskellige planter. Meskalin findes f.eks. i en særlig kaktusart, og den er gennem århundreder blevet brugt af amerikanske indianere ved religiøse ceremonier, mens andre indianere brugte Psilocybin-svampen, der også kaldes for «The magic mushroom». Svampe siges desuden at være blevet anvendt af vikingerne, når de gik bersærk, dvs. brød ud i et voldsomt raseri, som sandsynligvis blev fremkaldt af en kombination af Fluesvamp og Alkohol. Psilocybin er det aktive stof i en stor familie af svampe, der kaldes for Spids nøgenhat, og som vokser over store dele af verden, hvor klimaet er tempereret.
PCP, der også kaldes for «Englestøv», er et hallucinogen-præparat, som blev syntetiseret i slutningen af 1950'erne for at blive anvendt som narkosemiddel indenfor veterinærmedicinen. Det ansås for at være giftigt for mennesker. Ikke desto mindre var PCP i begyndelsen af 1980'erne et meget udbredt stof i de fattige ghettoer i USA’s storbyer, hvor det blev sniffet, injiceret eller røget.
Ketamin, der har en lignende virkning som PCP, er et bedøvelsesmiddel, der siden 1962, hvor det første gang blev syntetiseret, er blevet anvendt til smådyr (kanariefugle, hunde mv.) men ikke til mennesker pga. stoffets hallucinogene virkninger. I USA har Ketamin vundet stor udbredelse blandt hospitalspersonale (læger og sygeplejersker), for hvem det er tilgængeligt som lægemiddel i injektionsform.
LSD er et syntetisk stof, fremstillet af meldrøje, som er en parasitisk svamp, der vokser naturligt på rug og andre kornsorter. LSD står for Lyserg-Syre-Dietylamid, som er stoffets kemiske navn. Et andet almindeligt navn for stoffet er «Syre». Siden middelalderen har meldrøje været anvendt som hjælpemiddel i forbindelse med fødsler. I de første årtier af 1900-tallet havde den farmaceutiske industri travlt med at isolere nye stoffer, der kunne bruges til medicinske formål. I løbet af 1940'erne fandt industrien frem til stoffet LSD gennem forskning og forsøg på dyr og mennesker, og man indså straks, at man havde opdaget et yderst potent stof med en kraftig psykologisk virkning. I løbet af 1950'erne blev LSD kommercialiseret og fandt i stigende grad anvendelse bl.a. indenfor psykiatrien, hvor man mente, at det var velegnet til at frigøre undertrykte erindringer og til behandlingen af såvel skizofreni som kriminel adfærd og alkoholisme. Også militæret og efterretningstjenesten fandt stoffet brugbart som led i sin bestræbelse på at «hjernevaske» krigsfanger og demoralisere fjenden. Med Hippiebevægelsen i 1960'erne blev LSD udbredt til store dele af verden og til almindelige mennesker. Samtidig kom imidlertid også rapporter om stoffets uhensigtsmæssige virkninger såsom f.eks. langvarige depressioner og andre alvorlige sindslidelser. Danske patienter, der var blevet behandlet med LSD i psykiatrien, krævede og fik erstatning for de skader, de i den forbindelse havde pådraget sig, og såvel i Danmark som i en lang række andre lande blev LSD herefter forbudt.
Definitioner af stofmisbrug
Ovennævnte stoffer er alle omfattet af Loven om euforiserende stoffer og af den ledsagende bekendtgørelse, som løbende opdateres af Sundhedsministeriet, som indledningsvist blev omtalt. Bekendtgørelsen indeholder lister over de konkrete stoffer, der er omfattet af loven: På liste A er således anført de stoffer, der ikke må forefindes her i landet (f.eks. cannabis, kath, heroin, opium, LSD). På liste B, D og E er anført de stoffer, der kun må anvendes til medicinsk og videnskabelig brug (f.eks. amfetaminer, MDMA, psilocybin), og på liste C er anført de stoffer, der kun er omfattet af loven, hvis de ikke er tilberedt som farmaceutiske præparater (f.eks. kodein).
Retslig definition
Der findes så mange forskellige teorier om, hvad «stofmisbrug» er, og dermed også mange forskellige definitioner af begrebet. Men en af de mange definitioner af stofmisbrug, som findes, tager udgangspunkt i loven og bekendtgørelsen, og den definerer kategorisk enhver brug af de stoffer, loven og bekendtgørelsen omfatter, som et stofmisbrug. En sådan definition af stofmisbrug, der kaldes for en legalistisk definition, kan måske umiddelbart synes både indlysende og ligetil, og det er da også en definition, der ligesom den kliniske definition, der nævnes nedenfor, er så overordnet, at den kan siges at rumme de fleste af de andre definitioner, man finder såvel i stofmisbrugs-litteraturen som i stofmisbrugsdebatten, i sig.
Der kan imidlertid fremføres den væsentlige kritik af den legalistiske definition, at den ved så helt og aldeles at basere sig på den aktuelt gældende lovgivning om stoffer, kommer til at lide under nogle af de problemer, der knytter sig til lovgivningen. For det første afspejler definitionen ganske ligesom loven en særlig kulturel og tidstypisk forståelse af stoffer, stofbrug og stofmisbrug, hvilket bliver tydeligt, hvis man i stedet anlægger en historisk synsvinkel på stofferne og på stofmisbrugsproblemet. Som det er fremgået, har brugen af euforiserende stoffer været en del af alverdens kulturer i årtusinder, og det er først indenfor de seneste 100-150 år, og måske især de seneste 30-40 år, at vi i det hele taget er blevet optaget af at definere bestemte former for stofbrug som et stofmisbrug og som et individuelt, moralsk, sundhedsmæssigt, socialt og juridisk problem. Nogen egentlig og dybere overvejelse over, hvorfor det forholder sig sådan, og hvorfor det netop er de bestemte former for stofbrug, loven omfatter, og ikke nogle andre, redegøres der ikke for i loven, og derfor indgår en sådan overvejelse heller ikke i den legalistiske definition.
For det andet omfatter den legalistiske definition, som det blev nævnt indledningsvist, kun misbrug af de stoffer, der er anført på listerne i bekendtgørelsen, og det betyder dels, at den uden videre definerer brug af nogle af de stoffer, der ikke i sig selv er sundhedsskadelige (f.eks. heroin), som et misbrug, dels at den ikke definerer brugen af de stoffer, som er sundhedsskadelige (f.eks. alkohol og tobak), men som ikke er anført på listerne i bekendtgørelsen, som et misbrug. For det tredje skelner den legalistiske definition ikke mellem forskellige former for brug af de stoffer, som er anført på listerne i bekendtgørelsen, uanset at det må antages, at en lejlighedsvis eller rekreativ brug af mange af stofferne, er mindre sundhedsskadelig end en konstant, vanemæssig brug af dem.
Klinisk definition
En sådan skelnen muliggøres imidlertid med en klinisk definition af stofmisbrug, som er den definition, der typisk anvendes i forbindelse med et behandlingsmæssigt sigte. Der findes et utal af kliniske definitioner svarende til de mange forskellige teorier om stofmisbrug, der findes, og til de konkrete formål og praksisser definitionen anvendes indenfor. Den mest overordnede og almindelige definition er f.eks. WHO’s definition af afhængighed, der skelner mellem «stofbrug» og «stofmisbrug», som medfører fysiske, psykiske, sociale eller økonomiske problemer for brugeren, og/eller hvis fortsættelse indebærer fare for udvikling af sådanne problemer. I denne definition går man altså i højere grad ind og vurderer, hvad stofbrug betyder for den enkelte, og hvor vægten altså lægges på de skader og problemer, et stofmisbrug kan medføre.
En væsentlig kritik, der kan rettes mod den kliniske definition er, at det ikke er så entydigt og ligetil, som det måske lige umiddelbart kan synes at være, hvornår stofbrug ophører med bare at være et «stofbrug» og bliver til «stofmisbrug». Det beror nemlig på en såkaldt klinisk vurdering, og karakteren af denne vurdering afhænger af, hvem det er, der foretager den, og hvilke normer og standarder vedkommende vurderer ud fra, hvilket igen afhænger af, hvilken praksis vedkommende arbejder indenfor, og hvilken kultur, og hvilken del af verden, denne praksis befinder sig i. Det betyder ikke blot, at der reelt kan være forskel på, hvornår forskellige klinikere eller behandlere og lignende professionelle fagpersoner, vurderer, at et stofbrug er så problematisk, at det må defineres som et stofmisbrug. Det betyder også, at der kan være forskel på den vurdering, den enkelte kliniker foretager, og den vurdering, den bruger, hvis stofbrug der fokuseres på, foretager. Det kan således sagtens forekomme, at klinikeren eller behandleren vurderer, at brugeren har et «stofmisbrug», som brugeren så kan tilbydes behandling for, mens brugeren vurderer, at de problemer, hun har, skyldes helt andre ting, og måske endog, at hendes stofbrug udgør en hjælp og en støtte til at håndtere de problemer, hun oplever, at hun har. Med andre ord er vurderingerne af, hvornår der er tale om et stofmisbrug, afhængig af de øjne, der ser, og de standarder disse øjne vurderer ud fra.
Afhængig af den konkrete kliniske vurdering, som foretages af behandlere og andre professionelle, foreslås forskellige behandlingsmodeller og løsninger på stofmisbrugsproblemet. Mens nogle behandlere således vil anskue stofmisbrugsproblemer som en sygdom, som nogle rammes af og ikke andre, vil andre behandlere i højere grad lægge vægt på de psykologiske og sociale forhold, der gjorde sig gældende for stofmisbrugeren før, under og efter denne udviklede et problematisk forhold til stoffer. Som vi skal se nedenfor er de behandlingsmodeller og løsninger, der foreslås, bl.a. bestemt af hvilket organisatorisk tilhørsforhold, der er tale om, og af de overordnede målsætninger, der her arbejdes ud fra.
Centrale aktører på stofmisbrugsområdet
Den kliniske vurdering og definition såvel som den legalistiske eller enhver anden vurdering og definition af stofmisbrug bestemmes således af de historiske, sociale, kulturelle og politiske forhold, der på ethvert givent tidspunkt og sted er gældende, og disse forhold er der jo uendeligt mange aktører, som øver indflydelse på. Helt overordnet og mest centralt fastlægges statens politik overfor stofmisbrug af den siddende regering i samspil med tre samfundsmæssige instanser, som forholder sig til og iværksætter indsatser overfor stofmisbrug:
1) En kontrolinstans, repræsenteret ved Justitsministeriet, politiet og retsvæsenet, som har som sit primære mål at kontrollere det ulovlige stofmarked og at straffe lovovertrædere. Strafferammen for overtrædelse af Lov om euforiserende stoffer går op til 2 år, mens grovere narkotikakriminalitet dømmes efter straffeloven med en strafferamme på op til 10 år. Denne lovgivning har basis i, at Danmark har tilsluttet sig tre FN-konventioner, der regulerer området internationalt.
2) En hjælpeinstans, repræsenteret ved Socialministeriet og Sundhedsministeriet, som har til formål at yde forskellige former for omsorg, støtte og behandling til stofbrugere med behov herfor, og som varetages af såvel offentlige, private som frivillige (f.eks. religiøse) organisationer. Derudover findes en form for fagforening for stofbrugere. Den offentlige behandling, som overvejende ydes af amtet, når brugeren er over 18 år, og af kommunen, når brugeren er under 18 år, kan inddeles i to former: En medicinsk behandlingsform, der har læger/psykiatere som hovedaktører, og en socialpædagogisk behandlingsform, der typisk har socialpædagoger og socialrådgivere som hovedaktører. Indenfor nogle socialpædagogiske behandlingsformer optræder eks-misbrugere også som hovedaktører.
3) En forebyggende instans, repræsenteret ved Sundhedsministeriet og herunder Sundhedsstyrelsen, som har til formål at overvåge de euforiserende stoffers art, udbredelse og forbrug, at oplyse om de risici, der er forbundet med at indtage forbudte euforiserende stoffer, og at facilitere lokale, regionale og nationale initiativer, såsom oplysningskampagner, der typisk foregår i samarbejde med Folkeskolen.
De tre instanser repræsenterer forskellige indsatser, der har forskellige målsætninger og strategier. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at indsatserne også forudsætter og påvirker hinanden. Således indgår der altid i den omsorg, støtte og behandling, som hjælpeinstanserne udøver, et element af magtudøvelse. Det kommer for eksempel indirekte til udtryk i forbindelse med det motivationsarbejde, der foregår på behandlingsinstitutioner, og med det opsøgende arbejde, der udføres på gadeplan. Mere direkte kommer det til udtryk i forbindelse med tvangsbehandling, hvor den kliniske vurdering af en stofbrugers behov for behandling bliver et åbenlyst magtmiddel, som behandlere og repræsentanter for myndighederne kan anvende overfor den pågældende stofbruger. I Danmark er misbrugsbehandlingen dog til forskel fra eksempelvis Sverige, helt overvejende baseret på princippet om frivillig behandling.
Det er imidlertid ligeså vigtigt at være opmærksom på, at de tre instansers indsatser også står i et spændingsforhold til og derfor kan modarbejde hinanden, hvilket en central konflikt i den hjemlige samfundsdebat om den såkaldte kontrolpolitik overfor stofmisbrug igennem de seneste 30-40 år kan ses som et eksempel på. På den ene side i denne konflikt står således det flertal blandt lovgiverne, der med støtte fra deres vælgere til stadighed vælger at prioritere kontrolinstansens indsats overfor stofmisbrug frem for hjælpeinstansens indsats ud fra en opfattelse af, at man på den måde kan begrænse udbuddet af stoffer på markedet og gøre stofferne så svært tilgængelige og så dyre, at mange alene af den grund afholder sig fra at bruge dem. Og på den anden side står så kritikerne af denne kontrolpolitik, som hævder, at den politik for længst har spillet fallit, idet de peger på, at den har medført det stik modsatte af, hvad man havde intention om, i og med at udbuddet af stoffer faktisk er steget, og at stofferne er blevet lettere tilgængelige og billigere. På denne baggrund mener disse kritikere derfor, at samfundet burde nedprioritere kontrolinstansens indsats overfor stofmisbruget for i stedet at opprioritere behandlingsinstansens indsats.
Individualisering og social udstødning
Den håndtering af stofmisbruget, som den til hver en tid siddende regering og de tre instanser foretager, kan ses som et udtryk for den bestræbelse, staten, når den definerer sig som en velfærdsstat, til stadighed må udfolde med henblik på at styre og regulere sine borgere i den retning, den anser for at være mest hensigtsmæssig. I Danmark ligesom i andre moderne vestlige samfund anskues stofmisbrug og andre sociale problemer først og fremmest som problemer, der knytter sig til den enkelte borger. Sådan har det ikke altid været, og i litteraturen findes også perspektiver, der sætter fokus på de senere års hastige forandringer i samfundsstrukturen og dens betydning for især unges stofbrug. Men det gælder på stofmisbrugsområdet, som det gælder på en lang række andre områder, at der i stigende grad med udpegningen af de sociale problemer også finder en individualisering sted. Denne individualisering afføder i sig selv en række problemer, hvoraf et af de helt store problemer er en social udstødning af de mennesker, som udpeges som bærere af problemerne, med en tabuisering af stofbruget og en stigmatisering af stofmisbrugeren til følge.
I en erkendelse heraf har man f.eks. i Københavns Kommune igennem en længere årrække i sin sociale indsats overfor unge stofbrugere fokuseret på at dæmme op for den sociale udstødning af unge. Det har man gjort ved at iværksætte forskellige initiativer og tiltag, hvor man frem for direkte at udpege de unges stofbrug som et stofmisbrugsproblem har anskuet det som en del af en ungdomskultur og håndteret det på lige fod med andre sociale problemer, unge kan have. Dvs. at man i stedet for at udpege og udskille de unge, der har problemer med stofbrug, som «stofmisbrugere» fra de sociale sammenhænge, de indgår i, og tilbyde dem behandling i et særligt stofmisbrugsregi, etablerer former for kulturelle projekter for alle unge og samarbejder med de institutioner, skoler mv., hvor de unge i forvejen befinder sig.
Sådanne inkluderende kulturelle fællesskaber og kulturelle forståelser af stofbrug hos unge såvel som hos alle andre af velfærdsstatens borgere synes særligt væsentlige at fremhæve i disse år, hvor den sociale udstødning, som nogle borgere oplever, er blevet så omfattende, at den også foregår indenfor de af velfærdsstatens institutioner, der egentlig har til opgave at hjælpe de socialt dårligst stillede borgere. Eksempelvis den udstødning, der foregår i det psykiatriske behandlingssystem af patienter med misbrugsproblemer. Til trods for, at disse patienter samtidig er psykisk syge og dermed har behov for behandling, er der en tendens i psykiatrien, ligesom i andre af velfærdsstatens institutioner, til at vende sig mod andre og bedre stillede målgrupper, mens de psykisk syge stofmisbrugere og andre socialt dårligst stillede borgere overlades til sig selv eller til former for akutte hjælpeinstanser, der langtfra har tilstrækkelige ressourcer til at hjælpe dem.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 137.391