 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Kulturkamp
Ordet kulturkamp kommer fra tysk Kulturkampf. Det blev til i begyndelsen af 1870'erne som betegnelse for Bismarcks kamp imod den katolske kirke. Bismarck ønskede at adskille den katolske kirke fra Rom og fra staten; han ønskede at kunne lovgive på områder, hvor kirken ellers mente at have første eneret.
Ordet blev siden overført til dansk da kulturradikalismen i mellemkrigstiden organiserede sig i kamp mod nazismen. Frisindet Kulturkamp kaldte de deres organisation, som eksisterede fra 1935-40 og som udgav bladet Kulturkampen. Men denne danske brug af ordet blev fokus flyttet fra kampen mellem to store institutioner - den tyske stat og den katolske kirke - til almindelige menneskers forsøg på at sejle op mod den kulturelle reaktion og forsvare værdier som demokrati, moderne børneopdragelse, kvindefrigørelse, kunstnerisk modernisme, seksuel frigørelse osv. Der går en lige linje fra denne kulturkamp til dele af modstandskampen under krigen, hvor også forsvarskampen for demokratiet stod i fokus.
Ordet blev genoptaget af Hakon Stangerup, da han i 1946 udgav sin bog Kulturkampen om kampen i Danmark i 1870'erne mellem nationalliberalismen og brandesianismen. Hans hjerte bankede for taberen - nationalliberalismen - og det lignede en tanke, at bogen udkom lige efter anden verdenskrig som en slags kommentar til den netop afsluttede «kulturkamp». Fælles for brugen af ordet i de tre nævnte sammenhænge kan siges at være at det drejede sig om en kamp mellem modernitet og tradition, og at det var en kamp som i stor udstrækning foregik uden for økonomiens og politikkens område.
Da Anders Fogh Rasmussen i 1993 udsendte sit manifest Fra socialstat til minimalstat. En liberal strategi drejede det sig i første række om en demontering af velfærdsstaten og en omlægning af den stats- og skattefinansierede velfærd til privat igangsatte og besluttede forsikringsordninger. I bund og grund et økonomisk-politisk projekt. Men han forudså, at der næppe ville være opslutning i befolkningen til en sådan demontering, og at velfærdsstaten var uhyre populær. Omlægningen skulle derfor følges af en kamp på værdier. Liberale værdier skulle forstås som «frihed»: når folk selv kunne vælge om de ville have forsikring (=velfærd) eller ej, så havde de frihed. Under velfærdsstatens regime var de tvunget til at betale skat til velfærd og altså ufrie. Værdikampen skulle så at sige forberede demonteringen ved at sælge forringelsen som en forbedring.
Da Fogh-Rasmussen regeringen i 2003 kom i vanskeligheder som følge af stigende arbejdsløshed, kritik fra baglandet om manglende indfrielse af den liberale strategi mm. begyndte flere i regeringen - mest imidlertid kulturminister Brian Mikkelsen og Fogh selv - at genlancere tanken om en kulturkamp. Det var imidlertid ikke de liberale værdier som stod i fokus. Det var derimod en kamp mod venstrefløjen fra 70'erne. Den stod i vejen for udviklingen og den repræsenterede ufriheden og totalitarismen. Dermed lagde de sig i forlængelse af en kamp, som ikke mindst Weekendavisen og Berlingske Tidende havde ofret kilometervis af spalteplads på i 90'erne. Her havde en lille gruppe af højreorienterede historikere ført en indædt kamp for at vise, at venstrefløjen fra 70'erne var totalitær og antisemitisk. Genlanceringen af kulturkampen faldt imidlertid tidsligt sammen med et offentligt opgør om denne avispolemik. I et par store analyser hentet fra sit universitetsspeciale havde historikeren Jens Liljengren påvist, hvordan disse højreorienterede historikere konsekvent havde manipuleret med citater og hele debatten.
Dertil kom så at især Brian Mikkelsen i sin iscenesættelse af kulturkampen brugte nogle knapt så heldige eksempler, som han måtte trække tilbage eller som overbevisende blev tilbagevist af andre. Det fik Anders Fogh Rasmussen til at forsøge en halvhjertet kursomlægning til temaer som lå tættere på hans oprindelige strategi. Men det betød nærmest en aflivning. Hvis Fogh Rasmussen virkelig ønsker en sådan kulturkamp, er den formentlig udsat til efter næste valg.
Sidst ajourført: 3/8 2023
Læst af: 32.980