 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Leibniz, Gottfried Wilhelm
 |
| Gottfried Wilhelm Leibniz |
Gottfried Wilhelm Leibniz (1. juli 1646 - 14. november 1716), tysk filosof, matematiker og politisk rådgiver. Desuden vigtig som metafysiker og logiker, og specielt udmærket for sin formulering af differential- og integralregningen.
Leibniz blev født i Leipzig i slutningen af 30 års krigen, der havde lagt Tyskland i ruiner. Han gik i skole, men tilegnede sig først og fremmest viden i sin fars bibliotek. I 1661 blev han optaget som jurastuderende på universitetet i Leipzig, hvor han stiftede bekendtskab med tankerne hos mænd, der havde revolutioneret videnskaben og filosofien: Galileo Galilei, Francis Bacon, Thomas Hobbes og René Descartes.
Efter endt studietid i 1666 søgte han om at få en doktorgrad i jura, men dette blev afslået. Først og fremmest pga. hans unge alder - han var 20. Han forlod derfor sin fødeby for altid. Graden fik han i stedet på universitetet i Nürnberg for afhandlingen De Casibus Perplexis (Om forvirrende ting), og samtidig blev han tilbudt ansættelse som professor ved universitetet. Et tilbud han imidlertid afslog. I Nürnberg kom han i forbindelse med Johann Christian, Freiherr von Boyneburg, der tog ham i sin tjeneste og introducerede ham til Mainz' ærkebiskop Johann Philipp von Schönborn, der var optaget af spørgsmål om ret og politik. Schönborn sendte i 1672 Leibniz på en mission til Frankrig, for under påskud af at ville forene de to stridende kristne trosretninger, at afværge den tiltagende trussel som Frankrigs kong Louis 14. udgjorde mod det tyske imperium. Kort tid efter døde hans to velgørere - Boyneburg og Schönborn - imidlertid, og det tvang ham til at søge andre veje for at ernære sig.
Leibniz udviklede en regnemaskine, som blev vist for Royal Society under hans første rejse til London i 1673. Formålet var at skaffe økonomisk støtte. I slutningen af 1675 lagde han grundstenen til det der skulle blive den moderne differential- og integralregning. Det skete uafhængigt af Newton, der nogle år tidligere ligeledes havde skitseret en differential- og integralregning, men Leibniz' notation og metoder var Newtons overlegne, og det var derfor Leibniz metoder der vandt frem - til Newtons store fortrydelse. Han brugte de følgende 25 år på at anklage Leibniz for plagiering.
I 1676 blev han ansat som bibliotekar af hertugen af Braunschweig-Lüneburg i Hannover, og i 1678 forfremmet til rådgiver. Det skal bemærkes, at han blandt sine samtidige filosoffer var den eneste, der var nødt til at søge arbejde for andre for at overleve. For at gøre sig nyttig udnyttede han nu sit intellekt indenfor et utal af områder: han foreslog, at uddannelse skulle gøres mere praktisk, og at der derfor skulle oprettes akademier; han arbejde med udviklingen af hydrauliske presser, vindmøller, lamper, undervandsbåde, ure og en lang række andre mekaniske apparater; han udviklede måder at forbedre hestevogne på og eksperimenterede med fosfor; han udviklede endvidere en vandpumpe, der blev drevet af en vindmølle, hvilket gjorde det muligt at grave dybere miner i bjergene i Harzen. Han arbejdede selv hyppigt som ingeniør i disse miner i 1680-85. Han anses for en af geologiens fædre, pga. de observationer han gjorde i denne periode, og som bl.a. fik ham til at fremsætte teorien om, at jorden oprindelig havde været smeltet.
Hans mange praktiske gøremål standsede dog ikke hans arbejde indenfor matematikken. I 1679 perfektionerede han anvendelsen af 2-tals systemet, der i dag anvendes i computere, og i slutningen af året lagde han grundstenen til den moderne generelle topologi - en gren af matematikken der beskæftiger sig med udvalgte egenskaber ved mængder. Samtidig udviklede han sin filosofi i en stadig mere anti-cartensisk (Descartes) retning.
Udenrigspolitisk kom Tyskland under stadig stærkere pres fra udlandet. I øst havde ungarerne gjort oprør, samtidig med at det osmanniske imperium fortsatte sin fremrykning. I sydvest erobrede Louis den 14. i 1681 Strassbourg og gjorde krav på 10 byer i Alsace, samtidig med at han indenrigspolitisk optrappede forfølgelsen af protestanterne, der kulminerede med Nantes forordningen i oktober 1685. I denne urolige tid viste Leibniz sit patriotiske sindelag, støttede sin hertug og forfattede en hidsig pamflet vendt mod Louis 14. Han skrev sin kendte Meditationes de Cognitione, Veritate et Ideis (Overvejelser om viden, sandhed og ideer), i hvilken han definerede sin vidensteori: ting ses ikke i gud, men som en analogi; en streng relation mellem guds ideer og menneskets; sammenfald mellem guds logik og menneskets.
I 1685 blev han udnævnt til historiker for hertugen og ved samme lejlighed til «Hofrat» (hofrådgiver). Hans specifikke opgave var genealogisk at bevise, at hertugens slægt nedstammede fra Este slægten i Italien. Formålet for hertugen var at indlemme også denne i sit hertugdømme. Efter flere rejser lykkedes det, og i 1692 blev Este huset lagt ind under Brunswick huset. Som tak bevarede Leibniz sin post som historiker frem til sin død.
I 1691 blev han udnævnt til bibliotekar i Wolfenbüttel, og han fortsatte med at offentliggøre sine videnskabelige resultater. De fortsatte med at være stærkt anti-cartensiske. Leibniz arbejdede på at forbinde fysik og religion i sit metafysiske system. I De Rerum Originatione (Tingenes virkelige oprindelse) fra 1697 søgte han at bevise, at tingenes oprindelse ikke kan være nogen anden end gud. Samtidig forfulgte han ideen om oprettelsen af akademier. Med støtte fra Sophia Charlotte - der året efter blev Prøjsens første dronning - lykkedes det ham i 1700 at oprette det første Tyske Videnskabelige Akademi i Berlin.
I 1698 døde hertugen og hans søn George Louis overtog hans plads. Leibniz stod nu overfor en uvidende kedelig prins, der var uinteresseret i hans arbejde. Han reagerede ved at søge enhver lejlighed til at rejse ud af byen, og var de følgende år næsten konstant på farten. Han fandt alene trøst i venskabet med Sophia Charlotte og hendes mor, prinsesse Sophia. Han genoptog sit arbejde med foreningen af den kristne kirke, og arbejdede for dette mål i både Tyskland, Østrig og Storbritannien. Hans ry som filosof og videnskabsmand var nu spredt over hele Europa. Han blev udnævnt til medlem af det franske Videnskabsakademi i 1700, og stod i regelmæssig kontakt med de fleste af Europas ledende tænkere. Hvis han i disse år kun skrev lidt, skyldtes det, at han nu koncentrerede sit arbejde om at skrive Théodicée, der blev udgivet i 1710. Det var i dette værk han formulerede sin ide om guddommelig retfærdighed.
Leibniz var imponeret over den russiske tsar Peter den Store, og i oktober 1711 modtog denne ham for første gang. Efterfølgende blev han i Wien frem til 1714, og det var i denne periode kejseren udnævnte ham til «Reichhofrat» (rigshofrådgiver) og gav ham titlen «Freiherr» (baron).
I 1714 skrev han Monadologia, der sammenfattede Théodicées filosofi. Hans ide var, at virkeligheden bestod af simple og uafhængige monader. Den af Gud etablerede harmoni betød imidlertid, at mennesket levede i den bedste af alle verdener. Sine sidste år tilbragte han med at skrive Annales Imperii Occidentis Brunsvicenses (Braunschweig annalerne om det vestlige imperium). Han mødte Peter den Store for sidste gang i juni 1716 og døde i november samme år.
Sidst ajourført: 14/10 2003
Læst af: 39.606