 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Betalingsbalancen
Betalingsbalancen er et lands regnskab med udlandet, nærmere bestemt en opgørelse af den fremmede valuta (omregnet til hjemlandets), der strømmer ud og ind. Hvis udstrømningen er for stor, er der problemer; på samme måde som en virksomhed eller husholdning får problemer, hvis der går flere penge ud end ind. (Se også: Udenrigsregnskab).
Betalingsbalancen består dels af løbende poster, dels af kapitalposter. De løbende poster opdeles yderligere i handelsbalance og renteudgifter/-indtægter. Handelsbalancen opgør de årlige udgifter af dollars, yen osv. til køb af importerede varer, og de årlige valutaindtægter fra eksporten. Hertil kommer renteudgifter fra udlandsgælden og renteindtægter fra lån til udlandet. Hvis importudgifterne overstiger eksportindtægterne, eller hvis renteudgifterne er store, har landet underskud, hvilket må finansieres ved at optage lån i udlandet.
Kapitalbalancen kan inddeles i to hovedkategorier:
1) De finansielle kapitalbevægelser.
Hvis et land stifter et lån i udlandet - for at dække et underskud på de løbende poster eller af andre grunde - flyder der umiddelbart kapital til landet, ligesom når landet modtager eksportindtægter. Men lånet skal forrentes og afdrages, så det indebærer valutatab i fremtiden. Omvendt når landet yder et lån.
Lånet kan antage mange former. Der kan være tale om egentlige statslån, hvor regeringerne aftaler vilkårene. I dag er det mere almindeligt, at f.eks. danskere udlåner til Brasilien ved at købe brasilianske stats- eller virksomhedsobligationer. For Brasilien betyder dette en mere eller mindre velkommen kapitaltilstrømning, for danskerne er der tale om en investering, hvor formålet er det fremtidige afkast; dette består af renteindtægterne, men kan også være den kapitalgevinst, der opstår hvis obligationen bliver mere værd, fordi den brasilianske valuta stiger i værdi.
Denne type investeringer foretages normalt af private banker eller fonde (f.eks. pensions- eller forsikringsselskaber eller de såkaldte hedge-fonde). I dag er der udover obligationer et utal af andre finansielle investeringsmuligheder. Det er i øvrigt også muligt at den danske bank eller fond køber den brasilianske valuta direkte; dette kan kaldes et rentefrit lån, og formålet vil være rent spekulativt, dvs. håb om at den brasilianske valuta stiger i værdi.
Hvis lånet (f.eks. en statsobligationen) har en løbetid på f.eks. 20 år, har den danske investor formelt givet et langfristet lån, men sådanne papirer kan jo sælges den næste dag, og sker det er der reelt tale om en meget kortsigtet kapitalbevægelse. Om en investering er kortsigtet eller langsigtet afhænger altså ikke af værdipapirets karakter, men af investors motiver og adfærd; dette er værd at erindre i forbindelse med Tobin-skatten, der jo vender sig imod kortsigtede kapitalbevægelser. Tidligere var det almindeligt at beholde værdipapiret længe, måske indtil lånet udløb, men i dag reorganiserer banke og fonde dagligt deres «portefølje» - finansielle investeringer kaldes også porteføljeinvesteringer - for at tilegne sig lovende papirer i stedet for papirer, der er i fare for at falde i værdi.
Der kan naturligvis være fornuftige grunde til at et land låner eller udlåner (tilbagebetaler gæld), altså til at det modtager eller afgiver kapital. Under 1990'ernes valutakriser var det typiske mønster imidlertid, at landet først lånte alt for meget, nemlig så meget at kreditorerne kom til at tvivle på landets tilbagebetalingsevne, hvofter kapitalen flygtede og udløste krisen; så både tilstrømning og udstrømning kan være skadelig. Iøvrigt er det ret beset forkert at sige at «landet lånte», for efter at kapitalbevægelserne er blevet en privatsag er det ikke landet, men private aktører (især banker), der låner, uden at regeringen eller andre har noget at skulle have sagt.
2) De produktive kapitalbevægelser.
Dette er de såkaldte «direkte udenlandske investeringer» (engelsk: FDI = Foreign Direct Investments). Hvis Carlsberg vil etablere et bryggeri i Brasilien, må virksomheden gå i banken og købe real (den brasialianske valuta), som derefter bruges til i Brasilien at købe maskiner, ansætte arbejdere etc. Dette er en langsigtet kapitalbevægelse, for når pengene først er omsat til en fabrik, kan de jo ikke hurtigt trækkes ud igen, hvis de økonomiske vilkår i Brasilien bliver mindre tillokkende. Fra Danmarks vinkel betyder investeringen umiddelbart et tab af valuta (real), men hvis virksomheden giver overskud og denne profit «repatrieres» (omveksles til kroner) kan det på længere sigt være en god forretning. Fra Brasiliens synsvinkel er det umiddelbart tillokkende at få udenlandsk, produktiv kapital, der kan sætte gang i det lokale erhvervsliv; på den anden side kan det også tænkes at fabrikken skævvrider den lokale økonomi eller udkonkurrerer lokale ølproducenter, ligesom eventuel senere udførelse af overskuddet kan give valutaproblemer.
Virksomheder, der gennemfører denne type investeringer, er pr. definition multinationale. Disse kapitalbevægelser har intet at gøre med den kapitalflugt, der har udløst de moderne valutakriser, og som f.eks. Tobin-skatten vender sig imod.
På globalt plan er de produktive investeringer vokset betydeligt, dog ikke i nær samme omfang som de finansielle. Da de sidste som nævnt er blevet mere kortsigtede, har der alt i alt været en kraftig tendens til en forkortelse af investeringernes tidshorisont. Anderledes udtrykt er omfanget af de daglige kapitalbevægelser øget voldsomt.
Sidst ajourført: 17/6 2003
Læst af: 63.988