 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Nordentoft, Inger Merete
Inger Merete Nordentoft (1903-60), lærer, skoleinspektør og politiker.
Inger Merete Nordentoft blev født i Thisted . Faren var læge og moren uddannede sig senere til jordemor. Forældrene blev skilt, hun voksede op i byerne Thisted, Vordingborg, Svendborg og Tønder. Hun blev ivrig spejder, blev uddannet lærer på Tønder Seminarium og var med til at opbygge pigespejderbevægelsen i Sønderjylland efter genforeningen i 1921. I 1924 flyttede hun til København og fik ansættelse ved Københavns Skolevæsen. Hun var aktiv inden for Københavns Lærerindeforening, var formand for denne og Fælleslærerrådet 1939-45 og medlem af Nordisk Lærerindeforbunds bestyrelse. Politisk nærmede hun sig Socialdemokratiet, derefter det kulturradikale miljø og blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Under besættelsen blev hun medlem af modstandsgruppen Ringen og var fængslet i en periode. Fra vinteren 1945 gik hun i den tværpolitiske modstandsgruppe Frit Danmark og denne organisations lærergruppe. I 1945 blev hun skoleinspektør på Katrinedalskolen i København og i oktober samme år blev hun indvalgt i Folketinget for DKP. Hun sad i Folketinget til 1953, hvor hun frasagde sig genvalg. Hun var medlem af DKP's centralkomite i perioden 1949-57. Hun ville efter Ungarnsopstanden i 1956 ændre partiets linje, men blev ikke genvalgt.
Nordentoft ydede sin indsats indenfor det pædagogiske og det politiske. I pædagogisk sammenhæng gjorde hun til talsmand for opdragelse til demokrati og indførelse af mere individualiserende undervisningsmaterialer og metoder. I Kulturkampen skrev hun allerede i 1939 at «diktaturstaterne anvender bevidst skolen til at skabe deres ideale borger, den lydige og autoritetstro undersåt der kan tænke i en bestemt ideologi». Hun udgav illegalt og på eget forlag pjecen «Opdragelse til demokrati» i 1944. I Frit Danmarks Læregruppe mødtes pædagogiske interesserede fra forskellige politiske partier og forskellige sektorer af uddannelsessystemet for at lægge planer for udviklingen af en demokratisk skole når besættelsestiden var forbi. Samarbejdet resulterede i udarbejdelsen af den såkaldte Emdrupplan i juni 1945. Planen indeholdt et forslag til etableringen af et demokratisk, dansk skolesystem. En forsøgsskole i form af en udelt skole fra det 7.-14. år skulle etableres med tilknyttet børnehave, ungdomsskole og seminarium. Skolens virksomhed skulle baseres på pædagogisk-psykologiske undersøgelser. Planen indeholdt desuden forslag til overordnede retningslinjer for både skolesystemets struktur, organisation og indhold. Den blev fremsendt til Undervisningsministeriet med Nordentoft som en af underskriverne. På Katrinedalskolen iværksatte hun i årene 1950-57 forsøg med udelte klasser, dvs. børene blev ikke sorteret til mellemskolen på grundlag af standpunkt i 11 års alder. Endelig udgav hun lærebøgerne: «Nu kan jeg læse», 1942, og «Min ABC», 1944 og i samarbejde med andre, bl.a. Torben Gregersen, læsebogssystemet: «På landet og i byen», 1950 og «Litteraturbogen», 1955-58.
Som medlem af Folketinget fremlagde hun i forskellige sammenhænge en skarp kritik, både af de danske børns opvækstvilkår, mangelen på børnehaver og skolesystemets udemokratiske struktur, samtidig med at hun talte for udviklingen af en demokratisk skole og en socialt tryggere barndom. Desuden var hun en højt respekteret medarbejder i finansudvalget og ved løsningen af andre af Folketingets almindelige opgaver.
Nordentoftsagen
Nordentoft blev landskendt pga. den såkaldte Nordentoftsag. Den handlede om, at hun som ugift plejemor i 1946 fødte et barn og opdrog det som enlig mor. Et barn født af en enlig mor blev dengang betegnet som et «uægte barn», der var en særlig juridisk kategori. Det blev desuden dengang betragtet som moralsk forkasteligt at føde et barn udenfor ægteskab. Nordentoft blev indkaldt til samtale hos skoledirektøren; Københavns Kommunelærerindeforening gav udtryk for sin dybe beklagelse, og betragtede hændelsen som udslag for en etisk indstilling, som den fandt samfundsskadelig. Skoleungdommen skulle ikke have et sådant eksempel for øje. Dansk Kvindesamfund henstillede til skoledirektøren at behandle sagen på samme måde som hvis der var tale om en mandlig skoleinspektør. Pressen og navnlig lærereorganisationernes blade havde mange indlæg for og imod Nordentoft - bl.a. i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt det var en privatsag at få et barn uden for ægteskab. Nordentoft erklærede, at hun ville nøjes med at forholde sig «forbavset» til at sagen havde vakt den opmærksomhed den havde. Desuden påpegede hun, at 10% af Danmarks børn var født uden for ægteskab og at 1/3 af Københavns børn voksede op i et hjem uden en far. Der blev afholdt afstemning blandt lærere og forældre på Katrinedalskolen om hvorvidt hun kunne forblive på skolen. Der var et klart flertal for. Men en gruppe af hvad der blev betegnet som et overordentlig repræsentativt udvalg af personer, der både talte en biskop og en højskoleforstander, henvendte sig til Københavns skoledirektion, hævdede at man ikke kunne lade de forældre, der var i mod Nordentofts forbliven på skolen, i stikken og forslog at kommunen oprettede en friskole for disse forældre. Derved blev det yderligere kompliceret at finde en løsning. Kommunen valgte at bygge en ny skole, og de forældre og lærere der var utilfredse flyttede over til denne.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 1/5 2003
Læst af: 35.400