Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

BZ

BZ-bevægelsen opstod i Danmark i sommeren 1981 i København ved dannelsen af «Initiv-gruppen for et Ungdomshus». Senere kom der tilsvarende grupper igang i flere provinsbyer, som Aalborg, Århus og Esbjerg. Allerede inden var der i flere storbyer i Vesteuropa, og især i Holland, opstået tilsvarende ungdomsgrupper.

«Initiv-gruppen for et Ungdomshus» var en bevægelse for skabelse af et selvstyrende fristed for unge på Nørrebro. Gruppen bestod af unge fra hovedsagelig punk-miljøet, Børnemagt og lidt senere unge fra det venstreorienterede miljø. «Initiv-gruppen» forsøgte først via forhandlinger med kommunen at få et fristed, men borgerrepræsentationen med overborgmester Weidekamp i spidsen var total afvisende. I oktober 1981 blev den nedlagte brødfabrik Rutana og lidt senere den nedlagte gummifabrik Schiønning & Arvé besat. Men begge gange blev politiet på kommunens opfordring sat talstærkt ind og fik med tåregas og tæsk ryddet ejendommene. Lidt anderledes gik det med besættelsen af Abel Catrine-stiftelsen på Vesterbro, som blev holdt i 3 måneder. Men manglende intern organisering og ansvarlighed nedbrød huset indefra, og gjorde at politiet kunne rydde ejendommen uden modstand. Efter et par måneders selvransagelse foldede BZ-brigaden, som det nu hed, sig ud igen med nye kræfter og i marts 1982 blev Musik Mekanisk Museum og nabohuset Sorte Hest på Vesterbrogade besat, og denne gang med den klare strategi, at aktiv organisering er nødvendig, og at man ikke ville opgive husene uden kamp.

I foråret 1982 blev yderligere en række tomme huse besat, beboet og navngivet: Den lille Fjer, Bazooka, Allotria. Det sidste indskrev sig i januar 1983 for stedse i Danmarkshistorien. Da politiet i en storstilet militæragtig manøvre ville rydde huset, var alle BZ'ere forsvundet på et øjeblik. Lang tid i forvejen havde man nemlig gravet en tunnel ud af huset under vejen, som man kunne forsvinde af. For et kort øjeblik blev BZ helte, og politiet stod latterliggjort.

At være BZ'er blev nu en livsform. Hele livet drejede sig om at få det besatte hus til at fungere i et altomfattende fællesskab. Som i Slumstormerbevægelsen i 70'erne drejede det sig om at skabe alternative antiautoritære bolig- og livsformer, kollektivt men med respekt for den enkelte. I modsætning til det omgivne konforme og kontrollerende samfund.

Ungdomshuset

På den kommunalpolitiske front kom der skred i tingene, idet socialdemokraterne indvilgede i at stille et hus til rådighed. Det blev det tomme Folkets Hus på Jagtvej, der blev stillet til rådighed og blev til Ungdomshuset. Det har eksisteret siden, men med mange op- og nedture og trusler om lukning.

Hvor BZ i starten i sin egen opfattelse var en ungdomsbevægelse, og kun ville forholde sig til hvad der rørte sig her, udviklede BZ sig efter et par år til en egentlig politisk bevægelse, hvor en række af samfundets undertrykkelsesformer blev taget op og anvendt som grundlag for aktioner. Dels deltog BZ i dele af venstrefløjens aktiviteter, men nok så meget skrev man selv sin politiske dagsorden med kvindepolitiske aktioner, der vendte sig radikalt mod kvindeundertrykkelse, med Tag selv Aktioner der vendte sig imod de dårlige vilkår for unge i form af «Sultecirkulæret» generelt, aktioner mod storkapital osv.

Den borgerlige offentlighed tegnede et hadsk og meget kritisk billede af BZ. Dele af venstrefløjen lå også under for dette billede og forholdt sig stærkt kritisk til BZ og bevægelsens metoder. Kritikken blev ofte rettet mod bevægelsens anvendelse af maskering under demonstrationer. Tilsvarende holdt BZ en kritisk distance til den traditionelle venstrefløj, der blev opfattet som komform, magtorienteret og uden interesse for ungdommens problemer. BZ forsøgte i denne periode at bidrage til en ny kulturel udvikling gennem årlige aktionsuger, der blev kaldt Sorte Klat og siden Kulørte Klat.

Skrankerne mellem BZ og den traditionelle venstrefløj begyndte først at blive nedbrudt i slutningen af 80'erne, da man begyndte at gennemføre fælles aktioner, og derved kom til at arbejde mere sammen.

Ryesgade

I løbet af 1983 blev Ryesgade 46 og 58 besat, og dette holdt frem til 1986. I løbet af den tid husene i Ryesgade og et andet hus i Gyldenløvsgade var besatte, foregik der mange indviklede forhandlinger - dels med kommunen dels med Ungbo, der stod som ejere. Kravet fra BZ var enkelt. Man ønskede selvstyrende huse uden indblanding hverken fra myndigheder eller Ungbos side. Trods forhandlingsvilje fra BZ's side og hjælp fra mange velmenende folk udefra, svigtede SF i Borgerrepræsentationen af hensyn til sit samarbejde med Socialdemokratiet. Weidekamp og kommunens flertal accepterede ikke selvstyrende kommunalt ejede ungdomsboliger, og forhandlingerne blev endelig afbrudt i september 1986. Men på dagen, den 14. september, hvor politiet rykkede ind, forhindrede en massiv støttedemonstration rydningen. Demonstrationens deltagere var folk i alle aldre og store dele af venstrefløjen bakkede op. På kort tid blev områdets barrikader forstærket, der blev etableret forsyningslinjer der sørgede for mad mv., og mange københavnere fulgte opfordringen fra BZ og besøgte området, trods en massiv politiblokade. Da BZ'erne en uge senere - den 22.september - gav op og rømmede Ryesgade, var det naturligvis et nederlag for såvidt at man tabte huset, men omvendt var der også tale om sejr, idet man ved denne besættelse, via sit udadvendte arbejde med beboere og andre udenfor miljøet, fik vendt det officielle skræmmebillede af BZ. Samtidig fik man udstillet kommunen med Weidekamp i spidsen som de egentlige ophavsmænd til konfrontationen.

Efter Ryesgade forekommer kun enkelte, og ikke vellykkede, husbesættelser. Dels blev BZ bevægelsen i dens oprindelige form stærkt svækket, dels skred myndighederne hurtigt ind og hårdt. Men derudover udviklede dele af BZ-bevægelsen sig i en stedse mere politisk retning. Det var især det internationale solidaritetsarbejde der stod i centrum med f.eks. kampen mod apartheid i Sydafrika, kampen mod EU, solidaritet med El Salvador og Nicaragua og Palæstina.

I februar1990 ryddede politiet Mekanisk Musik Museum, Sorte Hest og Bauhaus, senere samme år Kapaw i Viborggade, og i 1993 ryddes det sidste besatte hus, Mindesgade 7 i Århus. Og det var dermed slut med BZ som en boligpolitisk bevægelse. Men mange af enkeltpersoner i BZ fortsatte i andre politiske bevægelser, de autonome miljøer (specielt Kafax, Antifascistisk Aktion, Økotopia og Autonomt Info), solidaritetsorganisationer og antifacistiske bevægelser.

M.S.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 96.361