 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Craxi, Benedetto (Bettino)
 |
| Bettino Craxi |
Benedetto (Bettino) Craxi (født i Milano, Italien, 24. februar 1934 - død i Hammamet, Tunesien, 19. januar 2000), italiensk socialdemokrat. Søn af en siciliansk advokat, der flyttede til Milano. Her kom Craxi i kontakt med folk indenfor den socialistiske sfære, som f.eks. Sandro Pertini og L. Basso, og som ganske ung blev han medlem af socialistpartiet, PSI. Var aktiv i studenterpolitik i inderkredsen i Unuri, den nationale sammenslutning af italienske studerende, og i 1956 opnåede han sit første offentlige tillidshverv som kommunal rådgiver for S. Angelo Lodigiano i Milano.
I PSI tilhørte han den «autonome» linie, der var knyttet til P. Nenni. I 1957 medlem af partiets centralkomite. Kommunal rådgiver i Milano i 1960, og det efterfølgende år rådgiver for den første cenrum-venstre regering i den lombardiske by. I 1965 gjorde han sin entre i ledelsen af PSI og i 1968 blev han for første gang valgt til parlamentet. Udnævnt til partisekretær for PSI i 1976, dagen efter det socialistiske valgnederlag og takket være en alliance af de interne strømninger i partiet vendt mod den daværende partisekretær F. De Martino. I løbet af det samme år indførte Craxi en jernhård kontrol med partiet, men opnåede opbakning fra flertallet til sin erklæring om at ville gengive partiet sin profil og sin selvstændighed. Det gav et stadigt mere problematiske forhold til PCI, der især kom til udtryk fra 1980, og som forsvaredes med historiske årsager.
Efter at have gjort op med «den nationale solidaritet», skabte han i 1980 sammen med De kristelige Demokrater, DC, en centrum-venstre regeringskoalition. Det drejede sig om et forbund, karakteriseret af stærke indre stridigheder, men som dannede basis for italiensk politik i resten af dette årti. Valget i 1983 var et voldsomt nederlag for DC, og det gav Craxi chancen for at gøre en kovending: Ved at udnytte PSI's magtposition - på trods af den manglende vælgertilslutning - opnåede han at gøre partiet uundværlig for en fortsættelse af regeringskoalitionen, og Craxi blev Italiens første socialistiske regeringsleder. Han holdt sig ved magten de næste to valg indtil 1987. Blandt hans vigtigste resultater var opstillingen af de nordamerikanske missiler i Comiso og undertegnelsen i 1984 af et nyt konkordat med Vatikanet. Craxis regeringer, der kunne fremvise positive resultater i kampen mod inflationen (på dette område er regeringsdekretet fra 1984, der afskaffede den automatiske lønregulering især vigtigt), brød ikke tendensen med stigning i underskuddet på de offentlige udgifter, der var et karakteristika for hele årtiet. I 1989 udnævntes Craxi til personlig repræsentant for FN's generalsekretær med ansvar for spørgsmålet om udviklingslandenes gæld.
Skandalen om «Tangentopoli» blev fatal for hans karriere. Efter i 1992 at have modtaget en første advarsel, måtte han i februar det følgende år forlade posten som generalsekretær for Socialistpartiet. Juridiske efterforskninger afslørede Craxi dybe personlige ansvar i en sag om omfattende korruption, hvor forretningsmænd udbetalte bestikkelser til politikere og folk i administrationen mod til gengæld f.eks. at få tildelt offentlige anlægsarbejder. Ud over personligt at berige disse politikere, tilførte dette system ligeledes ulovlige økonomiske ressourcer til partiet. Dette sidste blev åbent indrømmet af Craxi, der omtalte det som den almindelige facon at finansiere politiske partier - kendt af alle og benyttet af alle. Som Craxis vigtigste projekt i perioden mellem 1976-92, må fremhæves genskabelsen af PSI's position. Herfra stammer strategien vendt mod PCI, der havde til formål at overtage dette partis position som venstrefløjens største parti. Forholdet til DC havde karakter af rivaliserende partnerskab, hvilket kom til udtryk ved aftalen om en fordeling af samtlige poster af strategisk eller politisk betydning de to partiet imellem - lige fra ansættelser i banker og aviser til de statsligt ejede virksomheder. Denne praksis viste sig at være fatal og endte med at «eksplodere» i veritabel korruption. I perioden 1995-99 stod han anklaget ved flere retssager og dømt adskillige gange, hvoraf de 2 ville have indbragt ham op til 10 års fængsel, men allerede i 1994 havde han forladt Italien for at slå sig ned i Hammamet i Tunesien, hvor han tilbragte sine sidste år.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 25.509